- Alle detaljer betyder noget, når man står på kanten af livet. Derfor har jeg sat personalet fri til at være kreative

Bag Hjørringvej i Nørresundby. Skråt overfor og i kontrast til Nørresundby Gymnasium og HF ligger Hospice Vangen. Et sted, som mange nok har hørt om. Måske endda kørt forbi skiltet ud til Hjørringvej. Men de færreste har besøgt stedet. Heldigvis, har man lyst til at tilføje.

Det første, der møder mig på parkeringspladsen, er et moderne, arkitekttegnet hus med lyst træ på facaden, der er opbygget som et uendelighedstegn. Fra parkeringspladsen bevæger pårørende sig i pendulfart mellem bilerne og hovedindgangen.

De hilser pænt, men man kan fornemme, at deres tilstedeværelse er et andet sted.

I entreen, husets knudepunkt, bliver jeg mødt af det modsatte af et hospital. Her lugter hverken sterilt eller af død og sygdom. Her dufter af hjemmebag, og der er grønne planter og moderne møbler så langt øjet rækker. 

To sygeplejersker går forbi i roligt tempo. De smiler høfligt. Deres favn er fyldt med sengetøj.

- Her kunne jeg sgu da godt slå mig ned, udbryder jeg og bliver efterfølgende lidt forlegen.

For ingen har vel lyst til at slå sig ned på et hospice.

Heldigvis bliver min kommentar modtaget på den måde, den var tiltænkt. Af en mørkhåret kvinde, der kommer mig i møde med noget, der helt tydeligt er et smil bagved mundbindet.

- Jeg er glad for, du kan lide vores hus. Vi gør, hvad vi kan, for at få folk til at føle sig godt tilpas, siger hun og tilbyder mig en rundvisning og kop kaffe.

Kvinden er 47-årige Betinna Rønnest.

Hun er den nye hospicechef på stedet. Eller hun har faktisk været her i halvandet år, men sammenlignet med mange af de andre medarbejdere – og de tidligere chefer - er hun ny. For her bliver man i mange år.

Og det har Betinna Rønnest også tænkt sig.

- Jeg tror aldrig, jeg skal arbejde andre steder end her. Hvis ikke jeg skal være chef, så skal jeg være sygeplejerske her. Efter nogle år ville jeg normalt begynde at overveje, hvor jeg skulle hen næste gang, men jeg har ikke lyst til at være andre steder end her.

Det var slet ikke meningen, at Betinna Rønnest ville søge stillingen til at starte med. Hun havde et godt job i Hjørring Kommune som faglig udviklingsleder. Men hendes mand pressede på med ordene:

- Hvis den, der så får stillingen, bliver i 14 år som den tidligere chef, så er du 60 år, når der kommer et stillingsopslag igen. Og så vælger de dig ikke. Chancen er der nu, sagde han til hende.
Så hun søgte jobbet – og fik det. Og fra første gang, hun trådte ind på stedet, følte hun sig hjemme.

- Jeg havde en fornemmelse af at være kommet hjem. Det kan man godt grine af, men jeg har været sygeplejerske på kræftafdelingen i mange år, og jeg føler mig tilpas i et arbejde, hvor jeg har med mennesker at gøre, der er livstruende syge. Her er de menneskelige relationer og nærværet sat på spidsen.

- Når man er tæt på døden, så er man også meget tæt på livet. Døden i sig selv er selvfølgelig sørgeligt, men man lever jo præcis til den dag, man ikke gør længere. Og det er et livsbekræftende miljø at være i.

- Intet er ligegyldigt og alt har værdi. Der er noget intenst i at være tæt på et liv, der er ved at slutte.

Betinna Rønnest synes generelt, at vi som mennesker – og særligt sundhedspersonale – skal være langt bedre til at tale om døden og forene os med den.

- Måske er det netop det, vi kan her, siger hun.

Vi bevæger os rundt i uendelighedstegnet. En smule ironisk, da stedet her netop er beviset på det modsatte. At livet ikke er uendeligt.

På den ene side, ud mod haven, er der 15 værelser med hver deres terrasse. I de resterende rum er der hyggelige kroge med bløde møbler, legerum og et badeværelse med et stort spabad i midten, der både bliver brugt til patienterne og deres børn, når de har brug for en pause fra deres syge forældre.

Her er meget stille. Men stemningen er ikke tung.

Vi er tilbage i husets knude, der også rummer et stort køkken og en dagligstue.

Hver morgen stimler hele huset sammen under det store træ, der vokser op gennem taget. Musikterapeuten spiller for på guitaren, og der bliver sunget to sange.

- Det er dagens højdepunkt. Her kan man virkelig mærke fællesskabsfølelsen, når alle kommer ud fra krogene i huset. Patienterne. De pårørende. Sygeplejerskerne. Køkkenpersonalet. Rengøringspersonalet. Det giver en fornemmelse af, at vi er afhængige af hinanden – vi skal skabe den her dag sammen, siger Betinna Rønnest.

Hun er ansvarlig for 50 medarbejdere og den administrative drift, da Hospice Vangen er en selvejende institution. Der er i alt 20 hospicer i Danmark.

Derudover er der tilknyttet 60 frivillige og en frivillighedskoordinator til huset.

- Det er min opgave at spille personalet gode. Det er heldigvis ikke svært, for der hersker en helt særlig holdånd og kreativitet, som jeg aldrig før har mødt på andre arbejdspladser, siger hun og viser mig ind på hendes kontor.

Det ligger over for det store træ og lige ved indgangen. Herfra kan hun holde øje med parkeringspladsen og hurtigt smutte ud og hilse på, når der kommer besøgende eller nye patienter og pårørende.

Betinna Rønnest har ikke noget ønske om at sidde som en kransekagefigur på et hjørnekontor, fortæller hun.

- Jeg elsker fornemmelsen af, at vi rykker sammen og hjælper hinanden på tværs af huset. Hvis der ligger et blad ude i forhallen, så er det altså ikke kun rengøringspersonalet, der skal tage det.
Det er den første, der går forbi. Og hvis vi har mandefald, så hjælper serviceteknikerne gerne til i køkkenet eller sætter en vask over.

- I ferierne tager jeg også gerne en uniform på og hjælper til i plejen. Så siger jeg til sygeplejerskerne, at de skal se mig som deres forlængede arme og sætte mig til det, de har behov for.

Men hvad med døden? Hvor meget fylder den i dagligdagen?

- Den fylder selvfølgelig meget, men mest på en god måde. Jeg tror, at den er med til at skabe en helt særlig arbejdsplads. Vi er gode til at få gjort ting. Vi er gode til at være kreative. Det hele er ligesom sat på en spids – vi kan ikke være sikre på, at vi har i morgen til at gøre det. Alle detaljer betyder noget, og derfor har jeg sat personalet fri til at være kreative.

I gennemsnit er patienterne 17 dage på Hospice Vangen.

Der er allerede mange oplevelser, der har sat sig i hjertekulen hos Betinna Rønnest. Men én har sat sig lidt dybere end de andre:

På et tidspunkt havde de en patient, hvis ældste datter skulle konfirmeres. Han var syg, og der var ikke udsigt til, at han kunne nå med til konfirmationen. Så personalet arrangerede en mini-konfirmation på hospicet. Kort tid efter døde han.

Inden da havde musikterapeuten været inde hos manden og snakket med ham om, hvad han havde lyst til at fortælle til datteren. De lavede en sang sammen, som musikterapeuten spillede og sang til den anden konfirmation.

Hustruen havde et inderligt ønske om, at der også var blevet lavet sange til de to yngre søskende, når de skulle konfirmeres. Det havde musikterapeuten allerede fået lavet med manden, inden han døde.

Betinna Rønnest øjne bliver blanke, imens hun fortæller historien.

- Der er så meget kreativitet her. Der er så mange gode hjerter her. Det er patienternes behov, der er i fokus, og alt kan som udgangspunkt lade sig gøre.

- Det er meget livsbekræftende at arbejde her.

Betinna Rønnest mener, at man sagtens kan kopiere samme indstilling – og erfaringer - til andre steder i sundhedsvæsenet. For rent driftsoverenskomstmæssigt minder de om andre sygehusafdelinger i Regionen.

De har bare en anden tilgang. En anden kreativitet.

Når der er landskamp, tager personalet rødt og hvidt tøj på, og så bliver der grillet hotdogs. Patienterne er også med til at bestemme, hvad der skal på madplanen. Og hvis én drømmer om at holde juleaften midt i juni, så bliver det arrangeret.

Så selvom døden kan virke som en tung sten i de ansattes rygsække, så er det ikke den fornemmelse, jeg får, når Betinna Rønnest fortæller om dagligdagen på hospicet. Her lyder det nærmest som om, at alvoren er med til at skabe en større mening i arbejdslivet.

- Vi har formået at skabe et sundt arbejdsmiljø her. Vi har ikke svært ved at rekruttere personale og mit indtryk er, at personalet er glade for deres arbejde. Mit fokus er at skabe gode og trygge rammer for personalet, men de har stor medbestemmelse og indflydelse på, hvad der er god sygepleje i den enkelte situation for den enkelte patient.

- Jeg tror, at når man tager på arbejde og føler sig tilstrækkelig, bliver man en bedre udgave af sig selv. Som sygeplejerske og som menneske. Hvis man omvendt føler sig utilstrækkelig og hele tiden skal leve op til krav og retningslinjer, kommer man for langt væk fra den medmenneskelige intuition. Og så bliver man udkørt.

- Vi er selvfølgelig inden for et felt, hvor vi kan være udsat for psykisk belastning. Derfor skal vi kende hinanden ekstra godt og vide, hvis én er lidt mere stille end ellers. Vi har meget fokus på at tale sammen. Af og til kommer vi jo til at tabe vores hjerter, og så skal vi lige have en hjælpende hånd til at komme videre.

På Hospice Vangen må man gerne græde og vise følelser. Betinna Rønnest ser det som et sundhedstegn på, at personalet er i kontakt med dem selv.

- Man kan godt være professionel og samtidig blive bevæget. Vi er jo vidne til svære livssituationer. Vi kommer med helt tæt på. Jeg vil være mere foruroliget, hvis mit personale var følelseskolde og aldrig blev rørt.

- Jeg er virkelig tit stolt, når jeg tager hjem hver dag. Så taknemmelig. Jeg ser god pleje hele tiden. Det kan være en sygeplejerske, der ser en ægtefælle, der sidder i køkkenet, og sætter sig hen til ham eller hende. En kop kaffe og en snak kan gøre meget her. Eller når de tager sig af børnene og de pårørende.

20 år med døden inde på livet i hverdagene har sat sig under huden på Betinna Rønnest. Men mest på den gode måde.

- Min mand siger tit, at jeg er svær at diskutere med. For jeg er god til at sige pyt. Det er helt sikkert en arbejdsskade, når man har med døende mennesker at gøre. Mit eget liv og mine egne problemer bliver hele tiden sat i perspektiv.

- Men af og til bliver jeg da også ramt i konfrontationen med døden. Det er særligt, når jeg møder patienter, der er det samme sted i livet som mig selv. Særligt dengang jeg havde små børn. Så får man lige en reminder om, hvor skrøbeligt livet kan være.

Men hun er blevet bedre til at lægge tankerne og bekymringerne fra sig på skrivebordet, når hun kører fra arbejdet i Nørresundby og hjem til Støvring om eftermiddagen.

Når tankerne og bekymringerne stædigt bliver hængende, så okser hun afsted på cyklen, når hun kommer hjem. Frisk luft og høj puls gør altid underværker.

Selvom Betinna Rønnest ikke har planer om at forlade jobbet som hospicechef nogensinde, så har hun stadigvæk planer.

Hun vil gerne være med til at bryde tabuer om døden og det at miste. Hun vil gerne åbne Hospice Vangen mere op, så skoleklasser kan komme på besøg og den generelle befolkning kan få en større viden om, hvad et hospice er.

Hospice Vangen skal ikke bare være noget, nordjyderne kender fra et skilt på Hjørringvej eller noget, man knapt tør udtale uden at banke tre gange under bordet. For Hospice Vangen rummer meget mere end det – og først og fremmest det levede liv til det sidste.

Imens hun fortæller om fremtiden, kan man se gejsten i hendes øjne. Der er ingen tvivl; Betinna Rønnest elsker sit arbejde.