Digi... hvad for noget? Sådan hjælper du bedst dine medarbejdere, når I står over for digitale forandringer
I denne Q&A kan du blive klogere på, hvordan du som leder kan lykkes med at implementere digitale forandringer på arbejdspladsen.
At være leder kan føles som et konstant tovtrækkeri mellem udvikling og nye krav på den ene side, og tryghed og kontinuitet for medarbejderne på den anden side.
Og intet tyder på, at tovtrækkeriet stopper foreløbigt.
Det eneste vi ved om fremtiden er, at den kommer - og med den kommer ny teknologi, der ændrer vores arbejdsgange. Så hvordan ruster lederen sig til at møde, og acceptere, den udvikling?
Det har jeg spurgt Karen Melchior Jensen om. Hun er stifter og direktør i virksomheden Pulse Consult, hvor hun primært hjælper den offentlige sektor med projektledelse, forandringsledelse, strategiudvikling og kompetenceudvikling inden for digitalisering.
For tiden hjælper hun blandt andet Region Nordjylland med at implementere en ny elektronisk patientjournal i det nordjyske sundhedsvæsen.
Læs med og bliv klogere sammen med mig.
Bagefter vil jeg anbefale dig at læse Kristians Q&A om, hvordan robotter i fremtiden bliver en del af dit arbejde her.
Hvad er lederens rolle, når virksomheden står over for en digital forandring?
Nogen har måske en forventning om, at man som leder af digitale projekter skal være superbruger eller teknisk specialist. Det er langt fra sandheden. Som leder er det i stedet vigtigt at have en forståelse for mulighederne og potentialet, der ligger i digitaliseringen, samt en bevidsthed om de strategiske formål, som anvendelse af digitale teknologier har for den forretning, man er ansvarlig for. Dertil er det lederens rolle at gå forrest i den forandringsproces, som digitaliseringen introducerer.
Lederen skal afsætte tid og ressourcer til at implementere den digitale forandring, og sætte sig ind i, hvad den betyder for medarbejderne. Tag gerne medarbejderne med på råd i implementeringsprocessen – det hjælper ofte på forventningsafstemningen af, hvilken tid og ressourcer der kræves. Inddragelse af medarbejderne giver ejerskab til den forandring, som organisationen skal i gang med.
Lederens vigtigste rolle bliver hermed at kommunikere formålet med forandringen og lede medarbejderne godt igennem.
Hvordan forbereder man sig som leder på, at der kommer en digital forandring?Digitale forandringer er ofte uforudsigelige i sin natur. Det gør det svært at anvende traditionelle strategiprocesser og sætte klare mål. Teknologierne udvikler sig hurtigt, og det kan derfor være svært at vide, hvornår en given teknologi er moden til at implementere i sin virksomhed.
Man kan som leder forberede sig ved at være klar på, hvad virksomheden ønsker at opnå ved at digitalisere. Digitaliseringen skal indarbejdes i virksomhedens overordnede strategi som et værktøj til at nå de forretningsmæssige mål. Dertil kan man forberede sig ved at følge med i udviklingen af de digitale teknologier – hvilke er især interessante for vores branche? - Inviter også gerne andre kompetencer ind i virksomheden. Enten ved at ansætte eller få en gruppe studerende til at se med nye øjne på din forretning. Det kan være svært at se, hvordan teknologien kan hjælpe ens egen forretning – nogen gange er det nemmere at se for andre. Det er også en god idé at opsøge kompetenceudvikling eller rådgivning.
Hvordan kan man forvente, at medarbejderne tager imod digital forandring?Mennesker er forskellige, og derfor kan vi også kun forvente forskellige reaktioner på de digitale forandringer. Nogle medarbejdere vil synes, det er en spændende mulighed for at højne egen læring og udvikle sig selv, mens andre vil være mere tilbageholdende og skeptiske overfor ændringen.Klassiske bekymringer kan være: ”vi har hverken tid eller ressourcer til det lige nu”, ”hvorfor ændre noget, der allerede virker?”, ”det IT virker alligevel aldrig”, ”jeg er bange for, hvad det vil betyde for min rolle i organisationen” eller ”jeg mangler brugerkompetencer og træning”.
Hvad gør man med de medarbejdere, der har modstand mod den digitale forandring?Som leder i en digital forandring er din allerfineste opgave at være transparent og åben i dialogen med dine medarbejder for at skabe en tryghed og forståelse for den nye hverdag. Modstanden bunder ofte i en usikkerhed eller manglende indsigt i, hvad forandringen betyder.Nøgleordet her bliver derfor kommunikation. Sørg for at skabe et fælles sprog for den digitale udvikling, hvor formålet præsenteres klart og tydeligt, samt hvilken rolle du forventer, medarbejderen har i processen. Også husk endelig at fremhæve de små sejre. Hvis du oplever modstand kan en simpel teknik, som at fejre de små succeser, være afgørende for at vende modstanden til en motivation og lyst til at arbejde med de digitale løsninger.
Hvorfor er det vigtigt at følge med digitaliseringen?Corona er et godt eksempel på, hvor vigtig digitaliseringen kan være for vores forretning og dens overlevelse. I en tid hvor ingen måtte mødes, og alle fysiske butikker blev nedlukket, kom der fuld smæk på innovative og digitale løsninger.
Virksomhederne blev for alvor kastet ud i den digitale tranformation, og for mange blev digitaliseringen redningsplanken i en krisetid. Samtidig fylder digitaliseringen i stigende grad folks hverdag, hvilket skaber et pres på virksomhedernes værditilbud.
Kunderne begynder at stille nye krav, medarbejdernes forventninger stiger, tidligere succesfulde forretningsmodeller udfordres på værdiskabelsen, ældre jobstillinger forældes og erstattes med nye. Det skaber dermed både et internt og eksternt pres på at bruge de teknologiske muligheder til at udvikle forretningen – uanset branche.