Bæredygtighed

Fem artikler om mennesker, der kæmper for en grønnere hverdag

I Nordjylland har vi mange erhvervsfolk, der kæmper for et grønnere arbejdsliv og hverdag. Vi har talt med fem ildsjæle, der sætter bæredygtighed på dagsordenen.

Foto: Claus Søndberg

Hvis vi vil sikre fremtiden for de kommende generationer, bliver vi nødt til at omstille os til at tænke grønnere og blive mere bæredygtige.

Sådan siger flere både erhvervsdrivende og forskere. Men hvordan gør man så det?

Vi har været i arkivet og fundet fem tophistorier, der går tæt på forskellige nordjyder. Fælles for dem alle er, at de kæmper for en fremtid, som vi kan være bekendte at overlade til fremtidens generationer.

Du finder historierne herunder.

God fornøjelse.

Anne Sophie var klimaaktivist: Nu vil hun bygge bro i landbruget

Anne Sophie Gøllnitz har en fortid som klimaaktivist i Greenpeace. Dengang var hendes famlende idealisme drivkraften - sammen med rastløsheden for dog at gøre noget.

Men det var netop erkendelsen af, at det ikke er nok at være klimaaktivist med opråb som eneste våben, der fik hende til at skifte strategi.

Nu ville hun se effekten af hendes indsats. Hun besluttede sig derfor at skabe sin egen retning på universitet - klima- og natursociologi.

Hvordan skiftet fik indflydelse på, at Anne Sophie Gøllnitz i dag arbejder med bæredygtige indsatser, kan du læse i artiklen.

Nordjylland skal være stedet, hvor store problemer løses

”Nordjylland kan godt gøre sig som stedet, hvor vi knækker problemstillinger og løser voldsomme problemer.”

Ordene kommer fra Jan Kvistborg, der er bæredygtighedschef i Aalborg Kongres & Kultur Center. Han mener ikke, at vi som region skal være bange for at påtage et ansvar for vores klode.

For det kan vi sagtens.

Derfor afholdt han tidligere i marts en konference med navnet NET ZERO pathways. Her kunne ligesindede mødes, blive inspirerede og tale om, hvordan vi i fællesskab kan skride til handling.

Din klimaskam er også din leders ansvar – her er hvorfor

Du kender hende måske fra YouTube eller Instagram, hvor hun deler viden og guides til en grønnere hverdag. Men Gittemarie Johansen gør meget mere end det.

Til hverdag besøger hun også virksomheder, som hun hjælper med at blive mere bæredygtige.

Og så er hun forfatter bag bogen ”Bæredygtig Badass”.

Gittemarie Johansen mener, at vi som medarbejdere selv har et ansvar for at skabe en grønnere hverdag – men det er ikke vores ansvar alene. For en stor del af magten ligger hos ledelserne, som skal skabe strukturer, der gør det lettere at agere bæredygtigt.

Bør man vælge tog eller fly i arbejdstiden?

Skal man prioritere sin tid eller klimaet højest, når man skal pendle langt i arbejdstiden?

Det spørger en lytter om i dette podcastafsnit, hvor journalist Karen Haaning har besøg af Martin Ringsmose, skuespiller på Aalborg, og Henrik Schärfe, som er robotforsker, tidligere kåret som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer og tidligere CEO i den nordjyske virksomhed Autonomous.

Sammen forsøger de at finde svaret på lytterens dilemma. Martin Ringsmose synes, at lytteren skal starte med at stille spørgsmålet til sig selv – og finde ud af, om hun selv prioriterer sin arbejdsgiver eller miljø højest. Og måske overveje, om hun overhovedet behøver at pendle på den måde.

Bæredygtighed er mere end flotte ord og brunt papir - det forpligter

Susanne Lübech er founder og creative director i Lübech Living. Her oplever hun en stor efterspørgsel af bæredygtige produkter. Og det er der jo som sådan ikke noget galt i.

Medmindre det medfører, at virksomheder laver om på deres kommunikation omkring deres produkter frem for at gøre deres produkter mere bæredygtige. Bedre kendt som greenwashing.

”Nogle firmaer anvender Greenwashing meget bevidst, andre firmaer har et ønske om at blive bæredygtige, men er endnu ikke nået dertil, men beskriver alligevel sig selv som bæredygtige på grund af presset fra forbrugerne og samfundet,” fortæller Susanne Lübech.

For at komme det problem til livs, mener hun, at vi skal stille større krav til detailhandlen. For det er her, vi i virkeligheden kan ændre noget.