Lasse kaster igen karrieren op i luften: - Det værste, der kan ske, er, at jeg bliver grådig

Torsdag den 23. december 2021 pakkede Lasse Jørgensen sit kontor ned. Sagde farvel til kollegerne og lukkede hoveddøren til Advokatfirmaet Vingaardshus bag sig for sidste gang, inden han gik ned på Vingårdsgade i Aalborg mod parkeringspladsen.

Gaden var fuld af liv og julelys. Glade mennesker, der var på vej ned for at købe de sidste julegaver og indhalere gløgg og æbleskiver til overpris i juleboderne på Gammeltorv.

- Det var en helt særlig fornemmelse at gå fra kontoret den dag og ud på gaden med alle de glade mennesker i julestemning. Jeg var stolt over, at jeg havde truffet min beslutning. Ikke af nød eller tvang. Jeg stod op for mig selv og mærkede efter.

Han skulle hjem til familien og en juleferie uden forstyrrelser fra en arbejdstelefon eller bekymringer om ufærdige opgaver, der lå og ventede efter ferien. Han var helt og aldeles fri.

For efter otte år, og de seneste tre år som advokat hos Advokatfirmaet Vingaardshus, har Lasse Jørgensen sagt op. Han er ikke blevet fyret, og han har ikke fået et nyt job. Det var heller ikke fordi, at der var noget galt med kollegerne eller arbejdsopgaverne. Han har bare sagt op.

Midt i november, på en helt almindelig arbejdsdag, fik Lasse Jørgensen pludselig en tanke, der stædigt blev hængende i hans bevidsthed: Hvis han helt selv kunne bestemme, ville han så vælge at sidde her fra klokken 8-16 hver dag resten af sit arbejdsliv?

Han mærkede efter – og svaret var nej.

Det er sandsynligvis en tanke, vi alle har fået på ét eller andet tidspunkt i vores arbejdsliv. Hvis arbejdsopgaverne i et par dage har været lidt udfordrende eller kedelige. Men så er tanken oftest forsvundet igen, og vi har fortsat vores vante arbejde. Eller så har vi brugt et par måneder på at tænke os godt om, inden vi så er gået i gang med at søge et andet arbejde.

Men ikke Lasse Jørgensen.

Efter 14 dage sendte han en opsigelse til chefen.

- Jeg havde et godt arbejde som advokat. Gode kolleger. Jeg kunne ikke sætte en finger på, hvad det var. Jeg kunne bare mærke, at jeg skulle noget andet. Den følelse har jeg altid været god til at rykke på.

Da Lasse Jørgensen gik fra kontoret den 23. december, var han ikke afklaret med, hvad han skulle lave efter juleferien. Han overvejede, om han skulle være selvstændig eller ind i anden branche.

Alle muligheder stod åbne.

Men én ting var sikkert; han drømte om et andet arbejdsliv med mere tid til familien.

Det er ikke første gang, at Lasse Jørgensen tager en stor beslutning i forbindelse med sin karriere. I 9 år har han været professionel fodboldspiller. Først for barndomsklubben Silkeborg IF fra 2001-2009. Det var begrænset med spilletiden i Superligaen, og permanent førstemålmand blev han aldrig.

Så efter lange perioder på bænken, flyttede han til Island fra den ene dag til den anden, hvor han blev førstemålmand i fodboldklubben Keflavik i 2009.

- Jeg fik fuld anerkendelse, en masse spilletid og eventyr. Det var så godt. Indtil det ikke var godt længere. Indeni kunne jeg mærke, at min drøm var at spille superligafodbold som førstemålmand, men det var jeg bare ikke god nok til.

Så under sæsonens sidste fodboldkamp i Island, i 2010, besluttede den dengang 26-årige Lasse Jørgensen sig for, at det her var hans sidste kamp. De vandt kampen. Han tog endda et straffespark. Men han var allerede på vej videre.

Lasse Jørgensen tog nemlig en beslutning om, at hans arbejde skulle være drevet af lyst og aldrig af økonomi. Derfor har han aldrig fortrudt sit valg om at slutte fodboldkarrieren.

- Man er nødt til at turde drømme og gå efter det, og så må man se, hvad der sker. Jeg har stor respekt for mennesker, der drømmer og gør deres bedste. Hvis du bare drømmer og ikke gør noget ved det, så bliver du bare et trist menneske. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, og da jeg opdagede, at jeg ikke ville lykkedes med mine drømme, satte jeg mig nogle nye. Det er jeg stolt over.

Men når man har en iboende trang til at kaste det hele op i luften, når hverdagen ikke længere gør dig glad, bliver man nødt til at prioritere, forklarer Lasse Jørgensen. Ham og kæresten, Kathrine Kanne Pedersen, har taget et bevidst valg om, at de vil holde deres faste udgifter nede.

- Jeg tror, at alt for mange mennesker bliver i deres arbejdsliv, selvom de er trætte af det, fordi de har sat sig for dyrt. I et lidt for stort hus og i en lidt for dyr bil. Det kan jeg godt forstå, at man har lyst til. Men jeg tror ikke, man bliver lykkelig af det, hvis man dagligt går rundt og er træt af det, man laver otte timer i døgnet.

Parret har sønnen Viggo på tre år og Agnes på 7 år.

I foråret 2021 købte de et ældre hus på en naturgrund ved Halkærbredning nær Nibe. Med 7000 m2 grund, en sø og en stor frugtplantage.

- Vi er gode til at gøre det, vi har lyst til. Men vi er også klar over, at når vi pludselig kan finde på at kaste det hele op i luften, så bliver vi nødt til at prioritere anderledes end mange andre. Vi har råd til at bo i byen og køre i en stor Mercedes, men vi har lyst til noget andet.

Men hvordan ender en fodboldspiller med at blive advokat?

- Det var der ingen, der havde troet. I folkeskoletiden var jeg en ballademager. Der var heller ingen, der troede, jeg kunne blive fodboldspiller. Men hvis ikke jeg var blevet fodboldspiller, var jeg nok heller ikke blevet advokat.

I folkeskoletiden i Galten, mellem Aarhus og Silkeborg, kunne Lasse Jørgensen ikke fordrage skolen. Han var ordblind og træt af at gå i skole. Frikvartererne på fodboldbanen var lyspunkter på dagene, der sneglede sig afsted.

- Jeg var ikke et lysende talent og de voksne blev ved med at sige, at jeg aldrig ville blive professionel fodboldspiller. Jeg skulle skrive et ”rigtigt” i arbejde, når vi skolen lavede handlings- og udviklingsplaner i skolen. Men det var min store drøm, så jeg trænede hele tiden.

Da folkeskoletiden var slut, blev Lasse Jørgensen erklæret uegnet til gymnasiet. Det var ikke en overraskelse for nogen, og han ville ud finde sig en læreplads som tømrer.

Men fodboldklubben Silkeborg IF troede så meget på ham, at de fik handelsgymnasiet overtalt til, at han kunne tage en HHX. For så kunne han samtidig gå på Silkeborg Fodbold College.
Det blev hans held.

Første gang Lasse Jørgensen mødte op til træning herefter, blev han bedt om at sætte sig i klubbens cafeteria. Han måtte først være med til træning, når han havde lavet de lektier, han ikke havde fået lavet til dagen før.

Hvis han ville spille fodbold, så skulle han lave sine ting på gymnasiet. Og derfor endte han med et godt gennemsnit, da han i 2004 var færdig med handelsgymnasiet.

Efterfølgende blev han som 19-årig tilbudt en fuldtidskontrakt som andenmålmand i klubben. Hans første voksenjob.

- Det første jeg gjorde, da jeg havde skrevet under på kontrakten, var at sende en mail til min gamle folkeskolelærer, hvor jeg fortalte, at jeg nu havde fået mit første voksenjob. Altså et rigtigt job som fodboldspiller. Hun svarede aldrig.

Men efter 9 år og beslutningen på Island, skulle han så noget andet i sin karriere. Karaktererne fra gymnasiet var gode og han havde lyst til at læse jura.

Tanken overraskede alle. Mest ham selv; men hvad kunne der ske ved at prøve?

Han følte sig hjemme og klarede studiet uden de store vanskeligheder.

- Jeg har aldrig været bange for at fejle eller tage chancer. Måske er det fordi, jeg aldrig har været den bedste. Ingen har haft store forventninger til mig. Hverken som fodboldspiller eller advokat. Det har helt sikkert været til min fordel, og mine beslutninger har altid ført mig et bedre sted hen.

- Jeg har lagt mærke til, at dem, der var lidt skæve i folkeskolen, har fået megafede jobs i dag. Og dem, man forventede en hel masse af, er ikke blevet til noget særligt. Måske har forventningerne været så store, at de ikke har turde tage en chance i livet. I så fald har det været mit held, at jeg ikke var den bedste til noget, griner han.

Da jeg snakkede med Lasse Jørgensen første gang i starten af januar, vidste han ikke, hvad han skulle med sit arbejdsliv. Men da jeg så møder ham et par dage senere for at lave interviewet, har han en detaljeret plan klar. Han skal være selvstændig advokat.

Han har oprettet cvr-nummer, fundet en kontorplads i Aalborg og er i fuld sving med at lave en hjemmeside. Lasse Jørgensen spilder ikke tiden. Schwartz Advokatfirma er allerede ved at tage form.

De fleste ville nok bruge et par dage på at hele det hele godt igennem. Mærke efter og slappe af. Men det er som om, at Lasse Jørgensen har et andet tempo end os andre. Han er definitionen på at være omstillingsparat.

Men han virker hverken forpustet eller stresset. Han er rolig og målrettet mod nye oplevelser i karrieren.

- Jeg har lyst til at være min egen chef. Jeg vil gøre tingene på min måde. Jeg er nok en atypisk advokat, for jeg føler mig ikke tilpas med slips og jakkesæt, og jeg har ikke lyst til at arbejde alle timer i døgnet. Jeg er først og fremmest far, og det vil jeg gerne prioritere i min hverdag.

- Jeg vil have en mere fleksibel hverdag med tid til at være i haven, når der er lyst, og arbejde, når børnene er lagt i seng om aftenen. Jeg vil være en dygtig advokat, men bare ikke i alle døgnets timer. Og så vil jeg gerne fastlægge et minimumsbeløb, jeg skal tjene, og så ellers prioritere friheden og familielivet herefter.

- Det værste, der kan ske, det er, at jeg bliver grådig. Det håber jeg ikke.

Inden Lasse Jørgensen smutter efter interviewet, kommer han med en bemærkning, der indrammer min fornemmelse af ham på perfekt vis.

- Men nu må vi se. Hvis vi mødes igen om et år, har jeg helt sikkert også gang i noget helt andet. Jeg kunne godt tænke mig at åbne en webshop eller noget andet, der er mere praktisk, siger han og griner, inden han ud af bygningen med rank ryg og et stort smil i ansigtet.

Ud på parkeringspladsen og hen mod sin bil. På samme måde som for 14 dage siden på Vingårdsgade.

Denne gang er julelysene og de glade mennesker udskiftet med gråt januar-vejr og udtryksløse mennesker, der igen er mødt ind hos Det Nordjyske Mediehus efter en lang juleferie.

Måske går de og dagdrømmer om at ændre noget i deres arbejdsliv. Måske går de bare og tænker på, hvad kantinen mon serverer til frokost.