Karen satte hånden på kogepladen og indkaldte sin chef til et altafgørende møde

Der er ikke to arbejdsdage, der er ens, men de kan alligevel minde meget om hinanden. En gang imellem kommer der dog en dag, som af den ene eller anden grund ridser sig ind i vores hukommelse.

Det er sådan en dag, de medvirkende fortæller om i artikelserien "En arbejdsdag, jeg aldrig glemmer".

Karen Bering har fortalt sin historie til Vigeur-journalist Søren Førby, der her fører pennen.

Jeg er på ingen måde bange for at arbejde. Tværtimod. I mit job er det svært at sige, at jeg holder fri klokken 16.00 hver dag.

Mit arbejde er også en livsstil, fordi tidspunkterne varierer så meget på dagen. Nogle gange er det lørdag eller søndag, eller også kan det være klokken 20.00 på en tirsdag.

Det er ikke, fordi jeg savnede en work-life-balance, men jeg kunne mærke én eller anden form for iværksætterånd, der begyndte at spire i mig.

Så i januar besluttede jeg mig for at tage fat i min chef på Kunsten, Lasse Andersson, for at sige til ham, at jeg gerne vil have skåret nogle af mine arbejdsopgaver fra og gå ned i tid, så jeg havde mulighed for at kombinere mit job med nogle ting på freelance-basis.

Inden mødet var jeg nervøs. Jeg havde sat hånden på kogepladen. Hvad nu hvis han sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, og vores veje derfor var nødt til at skilles?

Jeg elskede at arbejde på Kunsten.

Jeg var på ingen måde klar til at sige farvel.

I månederne op til havde jeg spurgt mig selv: “Hvis jeg kunne vælge frit fra alle hylder, hvordan ville mit arbejdsliv så se ud?”

For mig ville det være en kombination af arbejdet på Kunsten som det primære og så have muligheden for at fylde kalenderen ud med andre opgaver, jeg helt selv kunne vælge.

På Kunsten havde jeg det kommercielle ansvar for restauranten, butikken, værterne, receptionen og samarbejdet med erhvervskunderne.

Når jeg havde ansvaret for så mange områder, kunne jeg nemt blive fanget i drift.

Og mine stærkeste kompetencer er ikke at drifte. Det er helt klart at få idéer og få ting til at ske.

Derfor ville det ideelle være for mig at gå ned på 24 timer ved Kunsten og så have friheden til selv at disponere resten af timerne.

Inden mødet sendte jeg Lasse en mail, hvor jeg skitserede, hvad jeg ville snakke med ham om.

Så havde han en chance for at forberede sig og vende tingene oppe i hovedet.

Vi har heldigvis altid haft et godt forhold, og jeg havde tidligere luftet mine tanker for ham, så det var ikke, fordi jeg sprang en bombe foran ham.

Mødet gik heldigvis over alt forventning.

Det blev besluttet, at jeg fremover kun skulle have ansvaret for samarbejdet med erhvervskunderne, arbejde 24 timer og fortsat være en del af ledelsen.

Jeg er normalt ikke den store kramme-person, men jeg gav simpelthen Lasse en krammer, da mødet var færdigt.

Jeg var så lettet.

Jeg blev for alvor bekræftet i, at jeg er glad for at arbejde under en chef, der lytter til mig, når jeg fortæller om mine ambitioner for arbejdslivet.

I fremtiden kommer vi til at se flere, der gerne vil strikke deres arbejdsliv sammen på denne måde, tror jeg.

Det er ikke sikkert, at den nye generation synes, at et arbejde fra 8-16 er noget for dem.

Så vi kommer til at se ind i et mere fleksibelt arbejdsmarked, fordi den nye generation stiller nogle helt andre krav til deres job og arbejdsgiver.

Nogle vil måske tage en måned ud og rejse med familien, andre vil gerne arbejde om aftenen, og så er der helt sikkert nogle, der gerne vil have flere jobs samtidig.

Mødet med min chef bekræftede mig i, at det jo sagtens kan lade sig gøre, så længe lederne lytter til medarbejderne.