6.200 lønforskel mellem privat og offentlig, dansk konflikt mod Tesla, og Spotify fyrer trods fremgang
... klædt på til small-talk med substans.
Godmorgen - og velkommen til dagens kaffebrief.
“Al forandring begynder ved mennesker. Det er medarbejderne, der skal drive forandringer - derfor er det vigtigt at skabe betingelser, så medarbejderne kan fungere optimalt.”
Sådan siger Per Imer, der er CEO hos Homerunner - en e-commerce-virksomheder, der lægger sig mellem den klassiske distributør og den klassiske fragtplatform.
“Det hjælper ikke noget, at vi tjener en masse penge, og så ikke tager hånd om det samfund, vi er en del af,” siger Per Imer.
Af samme grund mener han også, at virksomhederne griber ESG-kravene forkert an.
“Der er en tilbøjelighed til at fokusere hårdt på E’et - altså dét, der handler om de miljø-mæssige krav. Men det er også medarbejderne, der er med til at gøre en forskel, når det kommer til E’et og dén del, der handler om klimaet og bestræbelserne på at nedbringe CO2-udledning,” siger Per Imer.
Han mener derfor, at virksomheder skal begynde et helt andet sted, hvis man vil lykkes med at gennemføre ESG-krav.
6.200 lønforskel mellem offentlige og private skaber bekymring
Danske Djøf'ere er kommet nogenlunde igennem det seneste års inflation og stigende priser.
Det viser fagforeningens lønstatistik ifølge Finans.
For menige medlemmer er lønnen steget 5,5 procent det seneste år, mens mellemledere er steget med 5,3 procent.
Toplederne har måtte nøjes med en lønstigning på 2,6 procent.
Med årets lønstigninger er der også kommet et større løngab mellem nyuddannede medlemmer af Djøf i det private og det offentlige arbejdsmarked.
Det gennemsnitlige løngab mellem privat og offentlige er på 6.200 kroner for en nyuddannet djøf’er, og det vækker bekymring hos fagforeningen.
“Det synes jeg er værd at bemærke, hvis man også vil have de skarpeste hjerner i det offentlige. Der er en enorm forskel i lønniveauet, så man risikerer et brain drain [tab af kompetencer, red.], hvis man ikke retter op på det,” siger Sara Vergo, formand for Djøf.
Der er rift om de nyuddannede djøfere, når de kommer ud på arbejdsmarkedet.
Den gennemsnitlige løn for en nyudklækket djøf’er er 42.350 kroner om måneden, og det er en stigning på 800 kroner sammenlignet med sidste år.
Danmarks største fagforbund varsler konflikt mod Tesla
Tesla bliver nu truet med strejke af Danmarks største fagforbund 3F.
Det skriver TV2.
Fagforbundet ønsker at støtte den svenske fagforening IF Metalls konflikt mod Tesla, og derfor har 3F sendt en sympatikonfliktvarsel til Dansk Arbejdsgiverforbund.
"Selvom man er en af de rigeste i verden, kan man ikke bare lave sine egne regler. Vi har nogle aftaler på arbejdsmarkedet i Norden, og dem må man overholde, hvis man vil drive virksomhed her," siger 3F Transports formand, Jan Villadsen.
Konfliktvarslingen betyder, at det danske fagforbund om 14 dage vil sikre, at havnearbejdere og chauffører i Danmark ikke vil modtage eller transportere Teslas biler til Sverige.
Tesla er blevet udfordret af flere svenske fagforbund, der kræver, at virksomhedens værksteder indgår overenskomst.
Milliardæren Elon Musk, der ejer Tesla, tager afstand for fagforeninger i det hele taget, og derfor er det nu endt i konflikt.
Konflikten betyder, at de svenske havnearbejdere nægter at losse de amerikanske elbiler, postarbejderne vil ikke levere Teslaejernes nummerplader, og elektrikerne vil ikke servicere Teslas ladestandere.
Trods fremgang skiller Spotify sig af med cirka hver sjette ansatte
Streamingtjenesten Spotify vil reducere antallet af ansatte med omkring 17 procent.
Det har chefen for Spotify og en af stifterne af den svenske streamingtjeneste, Daniel Ek, meddelt de ansatte i et brev mandag.
Det skriver Ritzau.
Det drejer sig om 1570 medarbejdere, som fyres.
Beskeden om, at hver sjette i selskabet fyres, kommer, på trods af at Spotify har kunnet præstere flere delrapporter om fremgang.
For det er lykkedes at få flere abonnenter end ventet.
Men ifølge Spotify er der et gab mellem de finansielle mål og det, som det koster at drive tjenesten.
Spotify har allerede to gange tidligere i år fyret medarbejdere. I starten af året var det 600 medarbejdere. I juni var det 200.
Selskabet fik i tredje kvartal i år et overraskende overskud på 32 millioner euro (239 millioner kroner) efter tidligere at have præsenteret store underskud.
I samme kvartal sidste år tabte Spotify 228 millioner euro (1,7 milliarder kroner).