Olie og diamanter i EU's fokus, investorer strømmer til obligationer og investorgrupper med store sportsplaner i Aalborg
... klædt på til small-talk med substans.
Godmorgen og velkommen til kaffebrief på denne lidt specielle Vigeur-dag.
Det er nemlig i dag, at vi endnu engang afholder Vigeur LIVE, hvor vi samler ambitiøse medarbejdere og ledere til oplæg og netværk i AKKC.
Der bliver oplæg fra teknologiekspert Nicolaj Sonne, fra Birgitte Dam Jensen, der har været lært Helle Thorning at være robust og ikke mindst fra Le Gammeltoft.
Det bliver en dag propfyldt med ambitioner, netværk og nye forbindelser.
Du kan følge arrangementet i løbet af dagen på Vigeur.dk.
Dagens historie handler om, hvilke krav Generation Z stiller til sin arbejdsgiver.
Stiller du krav til din kommende arbejdsgiver, eller vælger du virksomheden til på grund af en stærk grøn profil?
Så er du en del af et arbejdsmarked, der i stigende grad fungerer på arbejdstagers præmisser.
”Det er meget naturligt, at det forholder sig sådan, når de seneste tal viser, at vi har en historisk høj beskæftigelse."
"Personlig branding spiller også en rolle i den sammenhæng, for vi ser flere og flere unge arbejdstagere, der har en holdning til, hvad de vil arbejde med, og hvordan de ønsker at arbejde", siger Laust Høgedahl, der er arbejdsmarkedsforsker og lektor på Aalborg Universitet.
Procon Group er en af de virksomheder, der nyder godt af en stærk grøn profil og ikke mindst stor fleksibilitet for den enkelte medarbejder.
EU vil fokusere på olie og diamanter i nye sanktioner mod Rusland
Hvis din virksomhed er påvirket af olie og/eller diamanter i Rusland, så kan den blive ramt af EU's nye sanktioner.
Olie og diamanter bliver nemlig de to centrale fokusområder i den 12. sanktionspakke mod Rusland.
Det fastslår EU’s udenrigschef, Josep Borrell.
Det skriver Ritzau.
Borrell forventer, at forslaget til sanktionspakken vil blive godkendt onsdag af EU-Kommissionen.
“Hvis EU-landene godkender forslaget, vil den tolvte pakke omfatte flere sanktioner mod individer. Der vil være nye eksportforbud mod blandt andet diamanter. Og der vil være tiltag for at stramme olieprisloftet for at mindske de indtægter, som Rusland får ved at sælge sin olie. Ikke til os, men til andre,” siger Josep Borrell.
Pakken ventes også at indeholde initiativer, som kan bekæmpe omgåelsen af sanktioner. Det var også et af de centrale mål i den 11. sanktionspakke.
Tidligere har EU skredet ind over for tredjelande, der omgår sanktionerne ved at eksportere varer til Rusland.
Kæmpe-investorer strømmer over i obligationer i frygt for rentefald
Verdens institutionelle investorer er den seneste måned strømmet ind i obligationer, fordi de antager, at renterne har nået en top og kommer til at falde i løbet af 2024.
Det viser en ny Global Fund Manager-undersøgelse fra storbanken Bank og America.
Det skriver Finans.
Undersøgelsen indeholder besvarelser fra 265 kapitalforvaltere, der administrerer 623 milliarder dollars. Det svarer til 4.340 milliarder kroner.
“Folk ser ud til være varme på, at Fed (USA’s centralbank, red.) er i mål med at hæve renten, så man bør købe obligationer, hvilket er en klassisk strategi,” siger Henrik Henriksen, chefstrateg i Petersen & Partners, til Finans.
Omkring 54 procent af investorerne forventer, at obligationer kommer til at klare sig bedre end aktier, råvarer og kontanter i 2024.
29 procent forventer, at aktier bliver den bedste investering næste år.
Forventningen fra tre ud af fire er, at verdensøkonomien står til at lande blødt - eller slet ikke lande overhovedet - i løbet af de næste 12 måneder. Med andre ord ser de ikke en økonomisk recession forude.
Investorgruppe arbejder på ny fodbold- og håndboldarena i Aalborg
En investorgruppe arbejder på et ambitiøst projekt i den aalborgensiske kulisse.
Gruppen vil bygge et nyt stort fodboldstadion, der samtidig betyder, at Aalborg Håndbold skal have ny håndboldarena.
Det skriver Nordjyske.
Eftersigende arbejdes der på, at byens fodboldhold AaB skal have ny hjemmebane længere ude i den vestlige del af Aalborg.
Der, hvor travbanen i dag ligger, er nævnt som placering for det nye stadion, men ingen kilder vil officielt bekræfte det over for mediet.
Det er dog ikke slut med boldspil på Harald Jensens Vej, hvor Aalborg Stadion i dag ligger.
Placeringen nævnes nemlig som en ny mulig destination for en håndboldarena. Dermed vil håndbolden flytte hjemmebanen fra Gigantium til Harald Jensens Vej.
Gigantium vil fortsat være hjemmebane for byens ishockeyhold.
Borgmester Lasse Frimand Jensen (S) kan overfor Nordjyske hverken be- eller afkræfte planerne.