5 hurtige til Jeanett Kaare: "Det er også succes at vækste på børn"
Mennesker i Vigeur

5 hurtige til Jeanett Kaare: "Det er også succes at vækste på børn"

Hun stiftede sit reklamebureau i 2005. I dag er Weltklasse stadig godt kørende, men Jeanett Kaare har ikke ambitioner om vækst. I hvert fald ikke på bekostning af frihed og det gode arbejdsmiljø. Mød hende i dagens fem hurtige spørgsmål.

Foto: Caroline Bundgaard
23. maj 2022

Hvad optager dig mest i dit arbejdsliv lige nu?

”Lige nu fylder det meget, at min partner, Charlotte, snart går på syv ugers sommerferie.

Vi går sindssygt meget op i at holde fri fra virksomheden, så hvert andet år skiftes vi til at have den lange sommerferie. Det kræver selvfølgelig noget ekstra planlægning, men det gør jeg gerne, fordi næste år bliver det min tur igen.

Og jeg ved, at når man kommer tilbage fra sådan en lang ferie, så har man også en helt særlig energi med sig. Det er den energi, vi har bygget Weltklasse på. Ikke på at arbejde 55 timer om ugen eller på vilde vækstambitioner.

Så selvfølgelig skal Charlotte holde syv ugers sommerferie.”

Hvad er succes for dig?

”At være glad for at gå på arbejde og have det sjovt. Og selvfølgelig familien.

Charlotte og jeg har sammenlagt fået fem børn på under fire år. Det var lige omkring finanskrisen, hvor alle talte meget om vækst og kapital. De andre værdier fyldte ingenting i den samtale – men det er altså også succes at vækste på børn.

Samtidig har vi besluttet, at vi ikke vil løbe herfra og til månen for at tjene en million mere. Og vi har ikke en ambition om at være flere medarbejdere end de otte, vi er nu. Vi vil hellere komme hinanden rigtigt ved og også have mulighed for at fyre energi af på andre ting.”

Det er altså også succes at vækste på børn.
Jeanett Kaare, managing partner i Weltklasse

Hvad vil du gerne bruge energi på ud over dit arbejde?

”Senest har jeg afsluttet et stort indsamlingsprojekt til LykkeLiga, som har varet i halvandet år.

Det er også succes for mig. For hvis vi ikke havde haft styr på vores forretning, ville der ikke have været overskud til at gå ind i et vildt projekt med 1.400 andre damer.

Det er fedt at kunne bruge mine kompetencer i en anden kontekst og sindssygt fedt at se det hele kulminere, når vi kan overrække en check til nogle børn, som virkelig fortjener det.

På vegne af netværksgruppen Ladies Circle Danmark kunne Jeanett Kaare d. 14. maj 2022 overrække 949.732,95 kr. til LykkeLiga, som er et nationalt fællesskab for børn med udviklingshandicap. Foto: Louise Dybbro
På vegne af netværksgruppen Ladies Circle Danmark kunne Jeanett Kaare d. 14. maj 2022 overrække 949.732,95 kr. til LykkeLiga, som er et nationalt fællesskab for børn med udviklingshandicap. Foto: Louise Dybbro

I dagligdagen kan jeg også godt lide at dele andres succeser på sociale medier. Jeg tror meget på, at jo mere vi roser hinanden, jo mere positivitet får vi også tilbage.

Og du behøver ikke indsamle en million. Det kan også være en hverdagsfortælling, som gør indtryk på mig.

Sociale medier er jo på mange måder en slagmark, men lyspunkterne vil jeg altid gerne anerkende. Ikke bare synes godt om.”

Hvad ville du gerne have vidst, da du begyndte din karriere?

”At man ikke kan være venner med alle.

Jeg kan stadigvæk godt have en ukuelig tro på det, men man kan i hvert fald ikke hjælpe alle. For eksempel en kunde, der ikke lige synes, man rammer skiven.

I starten tænkte jeg, at det skulle vi nok løse, hvis bare vi talte mere sammen. Men der kunne jeg godt have sparet nogle timer eller konflikter ved bare at lytte til min egen mavefornemmelse.

Ofte kan man jo godt mærke, hvis kemien ikke er der. Og det er helt okay. Det handler ikke om os eller dem. Det handler bare om matchet. Heldigvis er der jo andre, som garanteret er de helt rigtige til at løse opgaven. Ligesom vi nogle gange er de helt rigtige.

Det er jeg blevet bedre til at huske, jo mere gråhåret jeg er blevet.”

Ofte kan man godt mærke, hvis kemien ikke er der. Og det er helt okay.
Jeanett Kaare, managing partner i Weltklasse

Hvad har været en afgørende beslutning i dit arbejdsliv?

”At slå rødder i Aalborg.

Jeg kommer fra Falster, men søgte ind på Aalborg Universitet i 1998. Jeg var ude at rejse i Guatemala på det tidspunkt og havde lidt glemt, hvor langt der egentlig er fra Falster til Aalborg.

Men det kunne jo ikke have været anderledes. Jeg havde den fedeste studietid, og da min mand og jeg valgte at få børn, var Weltklasse allerede rimelig etableret. Så det kom aldrig på tale at flytte tilbage.

Min søster bor stadig på Falster, og hendes søn kan altid lige cykle hen til mormor og morfar. Det kan jeg godt være ked af, at mine børn aldrig får mulighed for – men så får de til gengæld noget andet.

Der er man nødt til at ramme pytknappen igen og glæde sig over, at vi bor i verdens fedeste by.”