Andreas arbejdede 16 år i Forsvaret. Nu har han en hundevens drømmejob
Hvordan går man fra en lang militærkarriere med flere udsendelser til i dag at arbejde med hunde og deres adfærd? For 38-årige Andreas Rosenvinge blev en efteruddannelse hans vendepunkt.
”Når kuglerne begynder at ramme tæt på dit hoved, kan tanken selvfølgelig godt krybe ind på dig. Hvad er det egentlig, jeg laver her?”
Andreas Rosenvinge rømmer sig. Det er flere år siden, han gav slip på sin 16 år lange militærkarriere. Han tog minderne og pakkede dem omhyggeligt ned i en lille æske, som han gemte allerbagerst i sin hukommelse.
”Det har jeg haft brug for,” fortæller han. ”Det er for voldsomme oplevelser at slæbe rundt på til dagligt. Og jeg er stadig ikke sikker på, hvordan jeg har det med de steder, jeg har været. Eller de ting, jeg har lavet.”
Alligevel var det ikke udsendelserne til krigszoner, som fik Andreas Rosenvinge til at søge i en ny retning. Det var hans sidste tid i Forsvaret, hvor han i en håndfuld år arbejdede med uddannelse og ledelse hjemme i Danmark.
Han understreger, at Forsvaret for mange mennesker er en god arbejdsplads, der føles ekstremt meningsfuld.
”Det var det også for mig i starten. Men jeg havde det svært med det bureaukratiske system og med at stå i nogle situationer, hvor jeg synes, at vi glemte at kigge på den enkelte medarbejder. Jeg forstår det godt, men jeg brød mig ikke om at være et nummer.”
Andreas Rosenvinge kunne føle sig utilstrækkelig – og frustreret over ikke at kunne sikre den trivsel for sine kollegaer, som med årene blev mere og mere vigtig for ham.
Mød ham i videoen her:
Hvad blev dit vendepunkt?
”Min kontrakt i Forsvaret var stykket sådan sammen, at jeg fik lidt mindre i løn, men til gengæld optjente jeg retten til mere uddannelse. Jeg var fascineret af arbejdet med hunde i Forsvaret og tænkte, at så kunne jeg da blive klogere på dem.”
Andreas Rosenvinge uddannede sig hos Dansk Kennel Klub og Center for Dyreterapi – og dén oplevelse tændte noget i ham.
”Jeg har arbejdet sammen med mennesker i mange år og oplevet, at de er ekstremt komplekse psykologisk. Hundens psykologi er væsentligt mere simpel. Det kunne jeg godt lide. Med hundene følte jeg, at hvis jeg strammede mig lidt an, så kunne jeg reelt gøre en forskel der.”
Det gør han i dag, når han går på arbejde i den gamle togremise ved Godsbanen i Aalborg.
Her åbnede han Wuuf Hundecenter i 2018, hvor han sammen med sin kæreste og deres team tilbyder adfærdsbehandling, træning og pleje af hunde.
Et definitivt farvel til Forsvaret, som føles meningsfuldt for Andreas Rosenvinge. Han løser ikke nogen samfundskritisk opgave, siger han med et forsigtigt smil, men han kan gøre en forskel for de mennesker, der opsøger hans hjælp.
”Jeg kan stadig godt savne mit præhospitale arbejde i Forsvaret. Ikke blå blink og fart. Men arbejdet mellem liv eller død. Det møder jeg også nogle gange i dag – hvor mennesker måske overvejer at aflive deres hund eller står i en farlig situation med hunden og deres børn.”
Den tanke havde aldrig strejfet ham, da han i sin tid åbnede hundecenteret:
”At jeg skulle stå over for grædende mennesker, som har svært ved at se nogen udvej. Men det er jo klart, når jeg rører ved noget, der for mig er hverdag, men som for dem fylder ekstremt meget i deres liv. Så får jeg en snert af min fortid igen, og det føles ekstra vigtigt at gå på arbejde.”