Fremtid

Anne Skare: Drop karrierestigen … fremtiden efterspørger helt andre kompetencer

Vores syn på karriere er gammeldags - og helt ude af trit med en virkelighed, der har brug for noget helt andet. Lykken kan ligge i det job, du allerede har, mener Anne Skare, der er fremtidsforsker. Læs her, hvad du i stedet kan gøre.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Aldrig har så mange skiftet arbejdsplads. Aldrig har der været så meget snak om at kvitte jobbet.

“Det arbejdsliv, vi kendte, er sprængt i stumper og stykker, og det flytter sig i alle mulige retninger,” siger Anne Skare, der er fremtidsforsker og grundlægger af Universal Futurist.

Som eksempel peger hun på modebølger som “Quiet Quitting” og “The Great Resignation”, der er skyllet i land fra USA.

Men man behøver ikke at søge nye farvande i sit arbejdsliv. Man kan også bare gentænke det job, man allerede har, mener Anne Skare.

“Du behøver ikke sige dit job op for at genopfinde dig selv. Det kan du faktisk godt gøre i det job, du allerede sidder i. Måske findes det næste eventyr ikke "derude", men "derinde”,” siger hun.

Anne Skare skelner mellem intraprenørskab og entreprenørskab. Intraprenørskabet foregår inde i den virksomhed, du allerede befinder sig i. Entreprenørskabet handler mere om dét “derude”.

Anne Skare beundrer entreprenørskabet og besynger de mennesker, der har modet til at kaste sig ud i et hav af projekter, hvor de måske ikke lige umiddelbart kan bunde. De kan eksempelvis sige op, skifte job, avancere eller blive selvstændige.

Omvendt mener hun heller ikke, at entreprenørskabet er for alle. Det kræver bestemte færdigheder, som ikke alle besidder. Og her kommer intraprenørskabet ind i billedet. For du kan gøre ganske meget i den virksomhed, du allerede er i.

Lige nu er den største udfordring, at vi kan risikere at springe en sikring, fordi arbejdet er blevet mere komplekst
Anne Skare, fremtidsforsker

“Hvis du elsker at møde ind og have gode kollegaer omkring dig - og trives bedst med at vide, hvor den næste løncheck kommer fra - så er det bestemt også en mulighed at blive i det job, du allerede har, siger Anne Skare og tilføjer:

“Måske dit græs bare trænger til lidt mere kærlighed og til at blive gødet. Forskellen er, at du vælger dig selv til. Og når du bøvler, så ved du, at du bøvler med det rigtige, anfører Anne Skare.

“Det er hårdt og svært - men det vil også være hårdt at begynde på noget helt nyt.”

Anne Skare er stor fortaler for, at vores arbejdsliv ikke nødvendigvis behøver at bevæge sig i en lige linje fra bund mod top. Og det endegyldige mål behøver langt fra at være en lederstilling.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

En stræben mod toppen er bare så indgroet i os, fordi det har været en del af arbejdskulturen i århundreder.

“Den hierarkiske organisation blev opfundet af Romerriget og senere skrottet af militæret, fordi folk dør, hvis man går i krig med “fodtudserne” først - og generalerne bagerst,” siger Anne Skare og tilføjer:

“Hierarki fungerer supergodt, hvis der skal holdes “styr på tropperne” og uddeles skyld og skændsel, så der kan “rettes ind”. Men det skal vi jo sjældent nu om stunder. Nu om stunder skal vi have kerneopgaven i centrum.”

Den hierarkiske organisation er fulgt med fra romerriget til industrialiseringen, hvor man skulle forfremmes op “i rækkerne” for at slippe for det beskidte, fysisk hårde - eller måske ligefrem farlige arbejde - på gulvet, forklarer Anne Skare.

Her kan du læse mere om de fem medarbejdertyper, som fremtidens arbejdsmarked vil efterspørge:

“Hvis man arbejdede på en fabrik og gik rundt med blå Kansas-dragt, var det finere at blive forfremmet til at sidde oppe på kontoret og lave administrationsarbejdet - med rene fingre og hvid skjorte, siger Anne Skare og tilføjer:

“Rent symbolsk ligger der også noget i “den hvide skjorte”. Den var ikke snavset, og det betød, at man var dén, der stod for hjernearbejdet.”

Dengang avancerede man for at slippe for det hårde arbejde. Desto længere du kom op i hierarkiet, desto længere og større var udskillelsesløbet.

“Helt i toppen var kun de hårde bananer tilbage. Alle “fodtudserne” var dem, der enten var dumme eller kunne undværes. Det er dén indstilling, vores bedste- og oldeforældre er født ud af,” siger Anne Skare.

Du er hele tiden nødt til at dygtiggøre dig indenfor din egen profession, så du bliver bedre til at udrette det, der giver mening
Anne Skare, fremtidsforsker

Men lige nu er arbejdet ikke nødvendigvis hårdt og beskidt længere.

I 2022 er det nemlig ikke sikkert, at man kan klare arbejdsdagen ved blot at “klemme balderne sammen” og presse sin fysik til at løfte lidt mere ad gangen.

“Lige nu er den største udfordring, at vi kan risikere at springe en sikring, fordi arbejdet er blevet mere komplekst, siger Anne Skare.

Arbejdet er ikke længere hårdt. Nu er det faktisk mere svært.

“Når arbejdet er svært, ved du ikke, hvad du skal gøre, og så kan du ikke bare klare det ved at “tage dig sammen” og arbejde hurtigere, længere, hårdere og mere disciplineret,” anfører Anne Skare og understreger:

“Det kræver nogle helt andre evner, fordi vi ikke skal lave mere, men bedre.”

Der bliver mindre af det rutineprægede arbejde, og det stiller krav til den enkelte, som skal blive bedre til at navigere - og bedre til at tage ansvar for sig selv.

Gennemstrømningen på arbejdspladserne er - og har været - stor. Nogle har måske udnyttet situationen til at komme ind i en virksomhed for så at skride efter et par år. Vi mangler mennesker, der vil dedikere sig og være pligtopfyldende og vedholdende
Anne Skare, fremtidsforsker

Hun finder det derfor afgørende, at vi skærper vores kompetencer. Fremtiden efterspørger evne til fordybelse og færdigheder som professionalisme.

“Vi skal ikke bare have en profession, men en professionalisme. Du er hele tiden nødt til at dygtiggøre dig indenfor din egen profession, så du bliver bedre til at udrette det, der giver mening,” siger Anne Skare og uddyber:

“Når du bliver forfremmet op, har nogen lagt en karriereplan for dig. Når du bliver forfremmet hen, tænker du selv over, hvor du gerne vil hen. Det er rigtig svært, men også ret vigtigt.”

Anne Skare taler om et comeback til gamle dyder som ansvarlighed, vedholdenhed og ordentlighed. Egenskaber, der ligger en anelse underdrejet i en virkelighed, der er præget af mangel på arbejdskraft.

“Gennemstrømningen på arbejdspladserne er - og har været - stor. Nogle har måske udnyttet situationen til at komme ind i en virksomhed for så at skride efter et par år. Vi mangler mennesker, der vil dedikere sig og være pligtopfyldende og vedholdende,” siger Anne Skare.

Hun mener derfor, at vi hver især skal finde nye måder at anskue karriere på.

Det er vigtigt. Ikke bare for samfundet, men også for den enkelte.

“Det vil give langt mere glæde, langt mere selvsikkerhed - og langt mere tryghed.”

Hun forudser en fremtid, hvor vi skal indgå i mange flere samarbejder og måske ikke nødvendigvis kun have én arbejdsgiver.

Det kræver, at man løbende forbereder sig til fremtiden - og ifølge Anne Skare kan man passende begynde i dén virksomhed, hvor man er.

Vigeur har fået Anne Skare til at formulere fem gode råd til intraprenørskabet:

1) Byd ind! Vær flink og rar og hjælpsom og imødekommende. Hvis du ikke selv ved, hvad du vil, så vær den, der hjælper de andre med, hvad DE gerne vil. Hvis jeg selv har en træls dag, så er det min bedste “kurmodsur” - at finde nogen jeg kan gøre en forskel for. 9 ud af 10 gange handler det egentlig bare om at lytte - og du bliver så klog på, hvad der foregår i biksen, når du lytter!

2) Tag ansvar! Kålormen fra helvede holder op med at køre dig rundt i cirkler den dag, du siger til dig selv: “Hvad er mit ansvar i det her?” Fremtiden kommer til at belønne de voksne, der opfører sig ordentligt.  Du skal ikke tage de andres ansvar på dig - du skal tage dit. Det er eksempelvis ikke dit ansvar, hvilket humør andre mennesker er i. Men det er dit ansvar, hvilket humør du selv møder op med.

3) Hold op med at gruble. Tommelfingerregel: Har du tænkt en bekymret eller skeptisk tanke før, så må du ikke tænke den igen. Den virkede alligevel ikke sidst.  Øv dig i at gå i nul. Du behøves hverken være optimist eller pessimist. Bare åben og nysgerrig som et blankt kanvas.

4) Misforstå proaktivt, hvad der bliver sagt. Alle steder bliver der talt i floskler, så hvis chefen siger “Vi skal gøre noget radikalt anderledes”, så gør det! Spis de andres mad, indfør en regel om, at alle møder kun må vare 20 min - og at halvdelen af dem skal afholdes gående.

5) Og selvfølgelig … Lav den virksomhed, du drømmer om at lave INDE i den virksomhed, du allerede arbejder for. Tænk alle de andre som kunder og samarbejdspartnere. Det hedder intraprenørskab. Det er hårdt og svært - men det er det andet jo også.

Du kan opleve Anne Skare til Vigeur Live onsdag 16. november, hvor hun taler om fremtidens arbejdsliv.