Er du også holdt op med at tjekke mails efter arbejdstid? Så er du en del af ny trend
Tendenser

Er du også holdt op med at tjekke mails efter arbejdstid? Så er du en del af ny trend

“Quiet quitting” er et nyt fænomen, der har spredt sig på sociale medier med en opfordring til kun at gøre præcis dét, man er ansat til. Hverken mere eller mindre. Antropolog Dennis Nørmark kalder det en åbenlys og nødvendig udvikling.

Foto: Luke Chesser/Unsplash.com
5. september 2022

“Quiet quitting” handler ikke om at forlade sit job - men om at gøre præcis det, man er ansat til. Hverken mere eller mindre. Man tjekker ikke længere mails efter arbejdstid. Man fravælger det ekstra event efter arbejdstids ophør. Man møder ikke ind, før arbejdstiden begynder - eller forlader arbejdspladsen langt senere, end den slutter. Og insisterer på at bruge tiden på at spise frokost i kantinen - eller at gå på toilettet, når man skal.

Trenden er i den grad slået igennem på det sociale medie TikTok, der i skrivende stund har haft flere end 72 millioner visninger med hashtagget “quiet quitting”.

Antropolog Dennis Nørmark har også bemærket tendensen. 

“De seneste 20 år har vi fået ørerne tudet fulde af konsulenter og HR-folk, der har besnakket os til at tro, at vi henter vores primære identitet i det job, vi har. At det er vigtigt for os, at vi kan se et formål med jobbet - og at det SKAL give mening,” siger Dennis Nørmark og uddyber:

“Men folk er begyndt at gennemskue det. De gider ikke mere. “Quiet quitting” er en måde at signalere, at man synes, at arbejdet fylder for meget - og at det tager for meget af ens tid.”

Trenden har også vundet indpas i Danmark, siger han. “Quiet quitting” er i særlig grad et fænomen på de sociale medier, men Dennis Nørmark har bemærket tendensen i de fortællinger, medier og andre bringer om menneskers arbejdsliv. 

Folk vil gerne finde tilbage til rødderne. Det er et paradigmeskifte
Dennis Nørmark, antropolog

Han henviser eksempelvis til sit eget DJØF-blad fra august. 

På forsiden af bladet er der et fotografi af tre unge kvinder med overskriften “Opbrud”. Inde i bladet er der en stor artikel om de tre kvinder, der - trods fine uddannelser - lagde ud med at sætte deres arbejdsliv på pause. De er flyttet til Anholt, hvor de sælger surdejsbrød fra et baglokale.

“Virksomheder skal lære at forstå, at de ikke ejer de ansattes tid. Man skal koncentrere sig om værdien af dét, de laver, fremfor hvor lang tid de er på arbejde,” siger Dennis Nørmark, der er antropolog. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix
“Virksomheder skal lære at forstå, at de ikke ejer de ansattes tid. Man skal koncentrere sig om værdien af dét, de laver, fremfor hvor lang tid de er på arbejde,” siger Dennis Nørmark, der er antropolog. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix

“Den slags historier ser vi flere af, og de var utænkelige for 10 år siden. Dér ville vi have fået endnu en historie om en mand, der var forfremmet fra kontorchef til afdelingschef - om som også lige havde løbet et maraton,” siger Dennis Nørmark og tilføjer:

“Den type historier er væk. De er fuldstændig væk.”

Han mener, at vi i stedet ser artikler, der handler om folk, der er gået ned i tid. Eller folk, der arbejder som selvstændige, fordi de bedre kan bestemme, hvor og hvornår de lægger deres arbejdstimer.

“Folk vil gerne finde tilbage til rødderne. Det er et paradigmeskifte.”

Ifølge Dennis Nørmark har nogen navngivet tendensen som en anti-ambitionsbevægelse.  

“Det ved jeg ikke, om det er. Men det er helt sikkert et forsøg på at være ambitiøs på vegne af ens liv. Ambitiøs som far eller mor. Ambitiøs som ægtefælle eller ven,” siger han.

Tidligere kunne man - fortæller Dennis Nørmark - lokke med lønforhøjelse eller et avancement. Det kan man ikke længere.

Medarbejderne skal ikke længere vise, hvor meget de kan præstere. Det er snarere arbejdsgiverne, der skal vise, hvor meget, de kan rumme.
Dennis Nørmark, antropolog

“I flere brancher hører jeg, at det ikke længere nytter at vifte med en forfremmelse foran snuden på en ung medarbejder. De vil også gerne have tidligt fri for at kunne dyrke deres fritidsinteresser. De vil have tid til at passe alle de andre projekter i deres liv.”

Han fortæller, at “quiet quitting” kommer i slipstrømmen på The Great Resignation, der begyndte efter corona, fordi mange havde oplevet, hvor tilfredsstillende det var at være mere i ro - og derfor sagde deres job op.

Det var især folk i 50’erne og 60’erne, der forlod deres arbejde. De ville have en større fleksibilitet og bruge deres tid og energi på andet.

Ifølge Dennis Nørmark rammer “quiet quitting” mere de yngre generationer, der måske naturligt reagerer over for rammer, der kan være for snærende. 

Også konjunkturerne betyder noget:

“Lige for tiden kan man nærmest vælge og vrage mellem jobs. Det kunne man eksempelvis ikke for ti år siden. Det er derfor ikke længere medarbejderne, der skal vise, hvor meget de kan præstere, men snarere arbejdsgiverne, der skal vise, hvor meget, de kan rumme,” siger Dennis Nørmark.

Virksomhederne ejer medarbejdernes produkt, men ikke deres tid.
Dennis Nørmark, antropolog

Dermed er han også fremme ved et svar på den udfordring, der vil opstå, hvis alt for mange vælger “quiet quitting”. Så hvordan undgår man udviklingen?

Det gør man ved at udvise en større grad af tillid til de ansatte og til frihed til selv at kunne tilrettelægge arbejdet, mener han.

“Virksomheder skal til at lære at forstå, at de ikke ejer de ansattes tid. Man skal koncentrere sig om værdien af dét, de laver, fremfor hvor lang tid de er på arbejde. Virksomhederne ejer deres produkt, men ikke deres tid. Den må de selv administrere,” siger Dennis Nørmark og tilføjer:

“Og så skal man give dem større frihed til at udføre arbejde på den måde, som de synes, er bedst. Drop for mange rammer og for mange krav. Og opgiv alle mulige forsøg på at overvåge med tidsregistreringer og den slags. De ønsker maksimal frihed.”