Mie har indrettet sit arbejdsliv på sine børns præmisser. Nu hjælper hun andre med at gøre det samme

Ordene i denne artikel er fortalt af Mie Storm til journalist Karen Haaning.

Dén dag skete der noget indeni mig.

Han græd og rakte ud efter mig. Men jeg vendte mig om og kørte på arbejde. Det bildte jeg mig selv ind, at jeg blev nødt til.

Når jeg afleverede ham, kunne jeg ofte mærke, at han ikke ville væk fra min favn. Nogle gange lykkedes det mig at aflede ham, så han ikke opdagede, at jeg gik. ”Prøv at gå med ud og kigge på koen på marken,” kunne jeg finde på at sige til ham.

Men dén dag virkede det ikke. Han var utrøstelig.

Man kan ikke lade være med at tage på arbejde, fordi ens barn græder. Det er jo hverdagskost, tænkte jeg. Omvendt kunne jeg ikke få det til at give mening, at jeg skulle forlade ham, når han var ked af det. I alle andre situationer kunne jeg aldrig finde på det.

Dén dag vendte jeg bilen og kørte tilbage igen. Jeg ringede til min chef og sagde ordene, som siden har ændret mit arbejdsliv og vores familieliv.

Jeg ville ikke være med til det længere.

Jeg havde brugt hele min ungdom på at komme hurtigt igennem uddannelsessystemet og få gode karakterer, så jeg kunne bestride en høj stilling. Jeg havde en idé om, at jeg skulle stige i graderne. Det var egentligt dét, det hele handlede om dengang.

Jeg havde ukritisk taget til mig, at meningen med livet var at arbejde.

Jeg er selv blevet afleveret i institution. Jeg har internaliseret fortællingen om, at det gode liv er den gode uddannelse, den gode karriere og de mange penge.

Men dén dag gik det op for mig, at det ikke var det gode liv for os.

Jeg var desperat for at finde en løsning, som hverken betød, at jeg skulle give afkald på mit job eller på de mange timer med mit barn. Det havde jeg en god chef, som forstod.

Efter opkaldet gav hun mig lov til at arbejde rigtig meget hjemmefra, så jeg kunne holde ham hjemme. I en overgang fik jeg også lov til at tage ham med på arbejde, men det var ikke en holdbar løsning.

Så blev jeg gravid med vores andet barn og gik på barsel. Mens jeg var væk, lukkede min arbejdsplads. Derefter besluttede jeg mig for at hjemmepasse.

Jeg synes, det var helt fantastisk at være sammen med vores børn. Men det første stykke tid var jeg omvendt også fortvivlet og ked af det. Jeg følte mig som en fiasko.

Hvem var jeg? Hvordan kunne jeg have taget så meget fejl af, hvad der var vigtigt for mig? Og hvordan skulle det gå mig og min karriere i fremtiden, når jeg stod af ræset nu?

Folk omkring mig var også nervøse for, hvordan det skulle gå mig. Det forstærkede min frygt. Tænk nu, hvis mit liv er forfærdeligt fra nu af, fordi jeg prioriterer mine børn nogle år, tænkte jeg. Men jo mere jeg summede over tanken, jo tydeligere blev det også for mig, at det var noget sludder.

Mit liv er langt. Jeg glemmer ikke, hvad jeg kan og er fagligt, fordi jeg bruger nogle år på at tage mig af mine børn.

Da der kom et lille menneske ind i mit liv, som var ligeglad med, hvad jeg kunne på mit arbejde, blev jeg tvunget til at tage stilling til, hvad jeg var ved siden af.

Alle de bløde, feminine værdier som at drage omsorg og skabe tryghed tænkte jeg ikke særlig positivt om, inden jeg blev mor. Jeg synes ikke, det viste noget om én som menneske, at man kunne det. Nu synes jeg omvendt, at det er det allervigtigste og smukkeste. Det er fundamentet for alt det andet.

Det er ikke, fordi arbejde er forkert. Jeg synes, det er godt og rigtigt, at vi alle sammen bidrager. Jeg har ikke lyst til ikke at arbejde. Jeg har bare ikke lyst til, at det skal være det vigtigste i mit liv og overtrumfe mine børns behov. Det er ikke rimeligt.

Jeg har heller ikke lyst til, at der skal være en bestemt opskrift på, hvordan man skal arbejde. Man kan ikke så nemt være jordemoder eller læge hjemmefra - i hvert fald ikke i hele dele af sin faglighed - men for mange andre har det aldrig været nemmere at være kreativ med arbejdslivet. Så for mig er det fjollet, at vi ikke for alvor spørger os selv, hvordan vi ellers kan indrette det.

Da jeg havde været væk fra arbejdsmarkedet i to år, lå jeg i min seng og tænkte.

Jeg havde brugt meget tid på at fordybe mig i tilknytningsteori og relationsdannelse og var begyndt at dele mine tanker og min viden om det på sociale medier.

I starten blev det udløst af en fandenivoldsk trang til at stå ved mig selv og mine tanker, så jeg ikke hele tiden skulle undskylde for de valg, jeg havde truffet.

Men det gik hurtigt op for mig, at der var mange, som havde det på samme måde - og som havde brug for, at jeg sagde det højt, så det ikke længere var tabubelagt eller skamfuldt at vælge familien til.

Da jeg lå i sengen og tænkte, slog det mig, at der var et forretningspotentiale i at hjælpe forældre til at bevare et arbejdsliv, uden det krævede, at de skulle sige farvel til deres børn ti timer om dagen.

Derefter stiftede jeg min virksomhed.

I dag bruger jeg meget tid på at have mentorforløb med kvinder, som gerne vil praktisere det, jeg kalder arbejde uden adskillelse. Jeg hjælper dem med at finde ud af, hvordan de kan bruge deres kompetencer på en ny måde. Derudover skriver jeg klummer, e-bøger og holder foredrag.

Der er mange, som gerne vil have hjælp, så den største kunst i mit arbejdsliv lige nu er at lade være med at skrue for meget op. Jeg vil leve efter mine værdier.

90 procent af mit arbejde kan jeg lave hjemmefra. På den måde kan jeg hjemmepasse vores datter på 7 måneder, vores datter på 4 år og vores søn på 6 år.

Lige nu tager jeg en pause fra at holde foredrag. Men i efteråret - når vores yngste datter er blevet lidt ældre - begynder jeg igen. Når nogen har ringet og spurgt, om jeg kan komme på besøg, har jeg takket ja. Men jeg har også fortalt dem, at min datter skal med på scenen.

Det er præmissen.