Nanna har taget et opgør med en konservativ arbejdskultur. Det er hun ikke alene om

Selvom det er torsdag, og klokken er 11, står den 32-årige dyrlæge Nanna Nørholm i døren og smiler afslappet. Hun byder mig indenfor i det hvide hus, der ligger kun få hundrede meter fra Vesterhavet ved Tversted.

Imens resten af verden løber afsted og stadigvæk har to arbejdsdage tilbage, har Nanna ikke travlt. Hun gik nemlig på weekend allerede onsdag eftermiddag.

Hun viser mig indenfor i stuen, imens hun selv går ud i det gule køkken for at lave kaffe. Hun går på bare fødder og den lette farverige kimono bevæger sig omkring hende. Hun tager sig god tid.

Man bliver med det samme rolig i Nannas selskab.

'’Jeg synes ikke, der var ret meget tilbage i mit liv, når jeg endelig havde fri fra arbejde. Jeg var fyldt op, og vi har ikke engang børn. Jeg har stor respekt for dem, der kan få det til at fungere. Det må være følelsen af at leve på et rullebånd, hvor hverdagen bare kører på automatik, siger hun.’’

Sådan er det ikke længere.

Nanna valgte sidste vinter at træde ud af sin egen virksomhed, hestepraksissen Hestepraksis Nord, hvor hun var medejer. I stedet blev hun ansat som helt almindelig medarbejder i en 20-timers stilling.

I 2019 flyttede hun og kæresten Frederik fra København til hendes hjemstavn i Nordjylland, fordi hun havde fået mulighed for at blive medejer i hestepraksissen. Hun var nyuddannet dyrlæge, så det var en stor mulighed for hende.

’’Der var fuld knald på fra starten, og jeg elskede mit arbejde som dyrlæge. Men der var nok hele tiden en stemme i mig, der fortalte mig, at jeg ikke trivedes med at være selvstændig. Jeg lyttede bare ikke til den.’’

’’Jeg kunne godt lide at fortælle historien om at være medejer og selvstændig, men det med at have personaleansvar, sidde med regnskab og have det overordnede ansvar, var i virkeligheden ikke mig. Jeg kunne bare ikke erkende det overfor mig selv. Det hele virkede jo så godt.’’

Sidste efterår ramte hun bunden. Der var ikke mere at give af. Hun var konstant vred og ked af det, og hun kunne ikke sove om natten. Timerne blev i stedet fyldt med hjertebanken og åndenød.

Det var den anden medejer i hestepraksissen, der fik Nanna til at sygemelde sig i et par måneder. Og med det samme kom roen og søvnen tilbage. Med søvnen kom også overvejelserne om et andet slags arbejdsliv. Et andet slags liv.

’’Jeg begyndte at drømme om at stå ved kassen hos købmanden. Jeg tænkte, det ville være så dejligt enkelt at stå og bippe varer ind hele dagen og ikke skulle forholde sig til andet. Det ville være et mere simpelt liv. Men jeg savnede jo også at være dyrlæge. Jeg kunne bare ikke se, hvordan det skulle forenes med mere frihed.’’

Nanna tog derfor, efter mange overvejelser, hen på arbejdet for at sige op. Det ville den anden medejer ikke høre tale om. I stedet spurgte hun Nanna, hvad der skulle til, for at hun havde lyst til at blive.

Nanna var tøvende. Hun kunne næsten ikke få ordene ud af munden.

Hun ville gerne træde ud af ejerskabet, være fri for at have vagttelefonen, og så ville hun kun arbejde 20 timer om ugen. Hun var sikker på, at det ikke kunne lade sig gøre som ambitiøs dyrlæge.

Men det kunne det. Så sådan blev det.

Ifølge fremtidsforsker Jane Hovgaard er der en tendens til, at unge i højere grad drømmer om et andet arbejdsliv end det, de har set deres forældre have.

Selvom de både er dygtige, højtuddannede og ambitiøse, har mange ikke længere ambitioner om arbejdsuger på 70 timer. De værner meget mere om deres frihed og fritid, fortæller forskeren.

’’Der er en overpræsentation af kvinder, der er i gang med et opgør mod præstationssamfundet. Men jeg tror egentlig bare, at de er firstmovers. Inden for de næste år ser vi også flere mænd, der søger et langt mere holistisk liv med tid til andet end arbejde.’’

Jane Hovgaard fortæller, at vores erhvervsliv og arbejdsmarked er opfundet af mænd, fordi det var dem, der var der først. Så de har defineret spillereglerne. Kvinderne gik hjemme og tog sig af alt det huslige, så de har defineret spillereglerne her.

’’Så kom kvinderne på arbejdsmarkedet og tilpassede sig hurtigt det mandsdominerede arbejdsmarked, men mændene har ikke været lige så hurtige til at tage del i arbejdet derhjemme.’’

’’Mange kvinder føler derfor stadig et stort behov for at være omsorgsfulde i og omkring hjemmet og familien. Af den grund ser vi nu flere kvinder tage kampen op mod det mandsdominerede arbejdsliv; de kæmper for et arbejdsmarked med plads til at indeholde begge sider og stadigvæk kunne dyrke sin karriere og være ambitiøs. En slags omsorgsrevolution, siger hun.’’

Det er afgørende, mener Jane Hovgaard. Der er brug for, at vi råber højt om, hvad vi har behov for. Hvis ikke vi står op for os selv, så ændrer det konservative arbejdsmarked sig aldrig.

Hun tror, at vi i fremtiden ser et langt mere fleksibelt arbejdsmarked med fokus på at sikre det gode liv for den enkelte medarbejder. Et arbejdsmarked med plads til at arbejde meget mere varieret igennem vores liv alt efter vores livssituation. Så vi ikke længere skal passe ned i samme kasse.

For Nanna er det gode liv at arbejde tre gange om ugen.  I hvert fald lige nu.

’’Jeg er dyrlæge-Nanna mandag til onsdag. Der har jeg ikke andre planer, og jeg elsker det. Når jeg kun har 20 timer om ugen, så gør det ikke så meget, hvis jeg overarbejder eller løber lidt hurtigt, for jeg har jo weekend om lidt. Jeg har energi til at give lidt ekstra, fordi jeg ikke er fyldt op.’’

Resten af ugen laver Nanna ikke så meget andet end det, hun før gjorde i weekenderne. Nu har hun bare tid til det. Hun kan både nå at lade op og få gjort mange af de ting, som andre aldrig når til i løbet af weekenden, fordi de er for udmattet.

’’Jeg vil stadigvæk gerne være ambitiøs og fagligt dygtig. Men jeg har også en stor side af mig, som er følsom, sensitiv og omfavnende, og som jeg har lyst til at bruge tid på og dyrke.’’

Hun samler familie og venner til middage, bruger tid i naturen og den frodige have, man kan skimte fra vinduerne i stuen. Hun elsker at sanke urter og dyrke grøntsager til aftensmaden.’’

’’Jeg kan blive helt flov, når folk spørger, hvad jeg så bruger tiden på nu. Det er som om, at man skal have én eller anden bestemt plan eller grund til at gå på deltid. Det har jeg ikke. Jeg har bare ikke lyst til at være dyrlæge fem dage om ugen.’’

Nanna øver sig på at gøre tingene langsomt. At tage sig tid til de små projekter. Det er stadig svært efter mange år, hvor hun ligesom sine jævnaldrende har haft travlt med at nå det hele.

’’Det er lidt som om, at vi unge har en tendens til at skulle det hele, når vi først er færdiguddannede. Vi skynder os at købe hus, som måske er lidt for dyrt, vi bliver gift, får børn og skal også på et par dannelsesrejser. Samtidig med, at vi er ret nye på arbejdsmarkedet, og derfor ikke får den højeste løn eller har det store faglige overskud endnu.’’

’’Vi spænder os selv hårdt for. Både økonomisk, energimæssigt og tidsmæssigt. Jeg tror, vi skal øve os i at tage vores kampe hen ad vejen i stedet for at tro, at vi skal nå det hele med det samme. Det kan være, at jeg om 10 eller 15 år har lyst til at arbejde flere timer, så gør jeg jo bare det.’’

Nanna oplever, at mange i hendes omgangskreds, der sidder i dyre lejligheder i byerne, drømmer om at gøre det samme. Bryde ud af hamsterhjulet og leve et andet liv med mere frihed. Men de har sat sig for dyrt og tør ikke tage springet.

’’Vi føler os heldige og privilegeret, men alle kan jo gøre det. Det er sådan noget, man kan i Nordjylland i en lille by som Tversted, hvor huslejen er billig. Vi bor til leje, har kun én bil og går måske lidt mere i genbrugstøj end andre. Til gengæld er Frederik på SU, og jeg kan nøjes med at arbejde 20 timer om ugen.’’

Parret sparer også penge ved at have mere tid. De dyrker deres egne grøntsager til at supplere aftensmaden i stedet for de hurtige løsninger med take away og måltidskasser, som mange ofte vælger, fordi de er udmattet efter en lang arbejdsdag. Hun kalder det en prioritering, men i virkeligheden føler Nanna ikke, at hun er gået på kompromis. Tværtimod.

’’Jeg synes, at flere skulle overveje at flytte til Udkantsdanmark. Her er udgifterne så lave, at man er fri for at træde sig selv bevidstløshed i hamsterhjulet, hvis ikke man har lyst til det. Og så får man den her fantastiske natur med i pakken. Man kan jo altid prøve det af i et eller to år.’’

Nanna er stolt over, at hendes drømme og længsler om et andet liv ikke blev ved snakken. Eller hun ventede til, at hun om fem eller ti år måske ville brænde helt ud. Og hun er glad for, at hendes kollega lyttede og forstod hende, så hun ikke endte ved kassen hos købmanden.

Ikke fordi, der er noget galt i det. Men hun er glad for at kunne bruge den faglighed, hun brænder for.

’’Jeg vil gerne vise, at man både kan være ambitiøs og fagligt dygtig, men også have tid til alt muligt andet, som man jo også indeholder. Frihed kommer i mange afskygninger, og den kan sagtens forenes med en karriere.’’

’’Hvis man vælger at arbejde 20 eller 25 timer, fravælger man selvfølgelig én eller anden form for karriereræs. Men det betyder altså ikke, at man ikke kan være dygtig eller ambitiøs med sit arbejdsliv. Det er også et fravalg, når man vælger at arbejde 40 eller 50 timer om ugen. Så fravælger man bare en stor del af sin frihed.’’