Hvad ved vi egentlig om fordelene og ulemper ved en 4-dages arbejdsuge?
Ikke meget, mener Thomas Bredgaard, der er professor ved Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet Thomas Bredgaard.
Fænomenet er nemlig så relativt nyt, at der endnu ikke er lavet forskning på området. Alligevel ser vi i stigende hast flere virksomheder eksperimentere med 4-dages arbejdsuger.
Det kommer ikke bag på Thomas Bredgaard, når man ser det i kølvandet på Coronapandemien:
”Grunden til, at flere virksomheder begynder at eksperimentere med 4-dages arbejdsuge, kan være forstærket af coronapandemien, hvor vi så, at man kunne ændre på en række forhold omkring arbejdet, uden det fik direkte negative konsekvenser,” fortæller han og uddyber:
”Så det med at eksperimentere med en 4-dages arbejdsuge passer godt i overensstemmelse med, at der er mange, der ønsker en bedre og mere fleksibel arbejdslivsbalance, hvor de får mere fritid og mindre arbejde.”
Men hvad kan virksomhederne og medarbejderne så forvente af fordele ved en 4-dages arbejdsuge – og hvad skal vi være særligt opmærksomme på?
Det giver Thomas Bredgaard sit bud på herunder.
Hvad er fordelene?
”Fordelen er især for medarbejderne, at de får en ekstra fridag og får mere fleksibilitet i hverdagen.
For virksomhederne kan det være en ny måde at tiltrække medarbejdere på, for hvis der er mange medarbejdere, der godt kunne tænke sig en 4-dages arbejdsuge, så kan det blive et konkurrencebarometer i forhold til at tiltrække dygtige medarbejdere. Der er jo mangel på arbejdskraft i øjeblikket, så det kan være en fordel for virksomhederne.”
Hvad med i forhold til effektiviteten?
”Det er jo det gode spørgsmål. Det kan vi ikke give et forskningsbaseret svar på endnu, men det tyder på, at i de forsøg, man har lavet i virksomhederne, har det ikke haft en negativ effekt på produktiviteten og effektiviteten på virksomhederne. Var dét tilfældet, havde man allerede stoppet forsøgene igen."
"Men det kommer også an på, hvordan man skruer en 4-dages arbejdsuge sammen. Det kan nemlig gøres på mange forskellige måder. Får du fuld lønkompensation eller skal du gå ned i løn? Går du ned i arbejdstid? Så der er forskellige modeller – du kan have en 37-timers arbejdsuge til samme løn og sat ind på 4 dage, hvor du så skal arbejde ekstra fra mandag til torsdag, men du kan også reducere til 30 timer, og så får du løn derefter.
På den måde kan det have forskellige effekter for både den enkelte og virksomheden.”
Hvad er ulemperne?
”Ulempen kan være, at det bliver one size fits all. Så alle skal puttes ind i en kasse, der hedder en 4-dages arbejdsuge over 37 timer.
Og det, jeg i virkeligheden tror, at mange medarbejdere ønsker, er fleksibilitet i arbejdstiden. Så nogen ønsker at arbejde 4 dage, andre 5 dage og nogen ønsker at arbejde fra 9 til 5, mens andre arbejder bedst om aftenen. Og nogen ønsker at arbejde hjemme, mens andre vil være på kontoret.
Så det handler jo om at finde den rette balance i den der fleksibilitet.”
Og hvad kan være ulempen for virksomhederne?
”Der er en risiko for, at produktiviteten går ned, når man skal tilrettelægge anderledes, fordi du har nogle medarbejdere, som så holder fri, hvor du normalt ville have dem på arbejdspladsen. Jeg tror, det er den risiko, som holder en del virksomheder tilbage fra at ændre det.
Vi har også på mange måder lavet et fem-dages arbejdssamfund. Den øvrige del af samfundet er jo skruet sammen, som om vi arbejder fra 9-17 mandag til fredag. Det er ikke nødvendigvis en ulempe, men det gør, at der ikke er sammenhæng mellem en 4-dages arbejdsuge og vores fem-dages samfund. Så der kan godt komme nogle uoverensstemmelser på den front.”
Så det ville være lettere, hvis det bare var en stor kollektiv beslutning?
”Ja, det kan man sige. Jeg tror ikke på, at vi alle sammen skal til at arbejde 4 dage om ugen.
Jeg synes, det er en rigtig god ide at der er nogle virksomheder, der eksperimenterer med det og især også at vi får noget mere viden om, hvordan det virker og får lavet undersøgelser på fordelene og ulemperne, men jeg tror, at det, vi kommer til at se, er, at der kommer meget større fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen.
Så nogen vælger en 4-dages arbejdsuge, mens andre vælger en anden model.”