Mennesker med en 50-timers arbejdsuge trives mere end andre. Morten Ballisager har et bud på hvorfor
Arbejdspladsen

Mennesker med en 50-timers arbejdsuge trives mere end andre. Morten Ballisager har et bud på hvorfor

Mennesker, som arbejder over 50 timer i ugen, trives typisk mere end andre, viser en ny undersøgelse fra Konsulenthuset Ballisager. Det er der ifølge Morten Ballisager, direktør i konsulenthuset, en god forklaring på.

Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix.
8. juni 2022

Hvilke mennesker trives typisk i arbejdslivet?

Det har Konsulenthuset Ballisager undersøgt i deres årlige Kandidatanalyse, som er lavet i samarbejde med analysehuset Voxmeter og baseret på svar fra 1500 repræsentativt udvalgte danskere.

Analysen viser blandt andet, at mennesker, som arbejder over 41 timer om ugen eller under 25 timer om ugen, at mennesker på 50 år eller derover, og at mennesker, som tjener 80.000 kroner om måneden eller derover, typisk trives.

Analysen er lavet på baggrund af en række spørgsmål om blandt andet trivsel og arbejdstid, alder og løn, som danskerne har besvaret. Konsulenthuset er specialiseret i rekruttering og karriererådgivning og indsamler løbende data om danskernes arbejdsliv.

Men hvad kan være forklaringen på, at disse mennesker typisk trives?

Det har vi spurgt Morten Ballisager, ejer af og direktør for konsulenthuset, om.

Hvad kan være forklaringen på, at mennesker, som arbejder over 41 timer om ugen eller under 25 timer om ugen, typisk trives?

”De mennesker, der træffer et aktivt valg om noget andet end normen, bliver typisk glade for det valg, de træffer. Det gælder både, om de træder op eller ned i tid.

Det kan også være et udtryk for, at de mennesker, der arbejder omring 37 timer i ugen, i et eller andet omfang oplever hamsterhjulet. At de ikke er så meget i trivsel, fordi de følger en norm, mere end de har truffet et aktivt valg om, hvordan deres liv skal være. Så det er nok ikke timerne, der er det afgørende for trivslen. Det er mere det, om man har truffet et aktivt valg om, hvordan ens liv skal indrettes.

Jeg tror, mange mennesker følger en norm. De skal i stedet sørge for at indrette deres liv efter deres egne valg og præferencer”.

Hvad kan være forklaringen på, at mennesker på 50 år eller derover typisk trives?

”Jeg er faktisk overrasket over, at denne aldersgruppe trives mere end andre. For ifølge rekrutteringseksperter er denne aldersgruppe ikke altid højt værdsat, og det plejer at smitte af på trivslen. Derfor er det paradoksalt.

Derudover kan vi se, at seniorerne - samtidigt med at vi lige nu snakker enormt meget om, at vi skal have dem til at blive længere tid på arbejdsmarkedet - lægger penge til side, for at de kan træde tidligere tilbage. Så derfor undrer det mig af flere årsager. Mit bedste bud, på at de trives, er, at de glæder sig til deres otium”.

Hvad kan være forklaringen på, at mennesker, som tjener 80.000 kroner om måneden eller derover, typisk trives?

”Man skal være opmærksom på, at der nogle gange kan være sammenhænge, som dækker over en anden sammenhæng. Det kan godt være tilfældet her.

Selvfølgelig kan det være trivselsskabende at opleve, at man bliver belønnet positivt for sit arbejde. Men det kan også være, at mennesker, der er glade for deres arbejde, bruger lang tid på det og dermed tjener flere penge. Så bliver pengene effekten af, at de er glade. Derfor vil jeg være forsigtig med at ligge for meget betydning i denne sammenhæng,” siger Morten Ballisager.