Meningsløse arbejdsopgaver gør os deprimerede: Stop med ligegyldige rapporter og endeløse møder
Tendenser

Meningsløse arbejdsopgaver gør os deprimerede: Stop med ligegyldige rapporter og endeløse møder

Forfatter og antropolog Dennis Nørmark opfordrer til, at vi tager et opgør med en usund arbejdskultur oversvømmet med bullshit, bureaukrati og ligegyldige arbejdsopgaver.

Foto: Privatfoto
24. maj 2022

’’Jeg skal ikke bestemme, om dit arbejde skal give mening. Men hver dag i de lyse timer, bruger vi otte timer af vores liv på at arbejde. Så er det da spild af liv, hvis ikke der er en form for værdi i det, vi laver. Når vi sidder på vores dødsleje og fortryder, at vi ikke brugte mere tid på vores børn, så føles det jo endnu værre, hvis vi tilmed brugte tiden på meningsløst arbejde,’’ siger antropolog Dennis Nørmark, som er med på en telefonforbindelse fra sin have.

Vores arbejdsliv er blevet invaderet af meningsløshed og ligegyldige opgaver. Det er budskabet i bogen Pseudoarbejde – Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting, der er skrevet af selv samme mand og filosof Anders Fogh Jensen.

De mener, at vores velbefindende bliver ødelagt af rigide 37-timers arbejdsuger, bullshitsprog, endeløse møder med tomme PowerPoint-repræsentationer og udarbejdelse af lange rapporter, som ingen læser. Vores arbejdsdage er fyldt med værdiløse arbejdsopgaver, der langsomt slår os ihjel.

’’Der skal ruskes op i det moderne jobmarked. Skaden er allerede sket, og konsekvenserne er, at vi simpelthen får et dårligere liv. Der sidder højtuddannede medarbejdere, der skriver rapporter, som aldrig bliver læst. Der sidder talentfulde mennesker, som sidder til endeløse møder uden værdi. Det er spild af ressourcer og menneskeligt talent.’’

Pseudoarbejde

Ifølge Dennis Nørmark, er pseudoarbejde den slags arbejde, som udgiver sig for at være rigtigt arbejde, men ikke er det. Det har alle arbejdets ydre kvaliteter; man ser travl og vigtig ud, men der er ikke noget output. Arbejdet skaber ikke værdi ude i den virkelig verden. Der er ikke noget, der bliver bedre, så man kan lige så godt ikke lave det.  

Kender du den slags arbejdsopgaver?

Det kan være møder, man går til, hvor man aldrig kommer frem til noget. Det kan være rapporter, man laver, som ingen læser. Det kan også være e-mails, man bruger lang tid på at formulere, men som man ved, ikke har betydning for modtageren. Eller store prestigeprojekter i organisationen, som ingen nogensinde har efterspurgt eller kan mærke en forandring ved.

Pseudoarbejde er lidt ligesom at spille teater. Man spiller komedie overfor hinandens tid. For de fleste af os er er tiden jo den knappeste ressource, så når vi fylder hinanden og andres tid med virkningsløse opgaver, holder vi hinanden og os selv for nar.

’’Pseudoarbejdet opfylder det behov, som mange moderne mennesker har for at fylde tiden ud. Vi synes ikke, at vi bare kan gå hjem før klokken 16, når vi er færdige med de vigtige opgaver, og derfor fylder vi tiden ud med ligegyldige ting i stedet for at tage hjem til vores børn eller noget andet langt mere meningsfyldt. Det sker fordi, mange af os i dag har et arbejde, hvor man altid kan fylde tiden ud; med flere mails og længere møder. Vi har i højere grad fået mulighed for at skabe noget, der ligner arbejde, men ikke er det.’’

Pseudoarbejde er særligt et kontorfænomen, og derfor er der kommet mere af det i takt med, at flere arbejder på kontor. Som buschauffør kan man jo ikke lade som om, at man kører passagerer rundt, og som kirurg er det svært at lave unyttige operationer.

Men ifølge Dennis Nørmark betyder det ikke, at disse faggrupper ikke bliver belastet af pseudoarbejde. For der kan sidde en administrativ medarbejder i den anden ende, som trækker dem med ind i deres pseudoarbejde med ligegyldige spørgsmål og skemaer, som aldrig bliver brugt til noget.

’’Pseudoarbejde er lidt ligesom at spille teater. Man spiller komedie overfor hinandens tid. For de fleste af os er er tiden jo den knappeste ressource, så når vi fylder hinanden og andres tid med virkningsløse opgaver, holder vi hinanden og os selv for nar.’’

’’Konsekvenserne er, at man bliver irriteret, stresset og får et dårligere liv. Det er voldsomt utilfredsstillende for menneske at lave virkningsløst arbejde, og derfor ender mange med at brænde ud.’’ 

Kedeligt eller meningsløst arbejde?

Det er vigtigt at skelne mellem kedeligt arbejde og pseudoarbejde, forklarer Dennis Nørmark.

For der er masser af kedelige opgaver, der skal løses engang i mellem, selvom de ikke er specielt inspirerende. Men du ved, at hvis du ikke laver det, så kommer det til at mangle et sted i systemet. Dermed giver arbejdet altså stadigvæk en form for værdi.

Pseudoarbejde er derimod virkningsløst arbejde, som ikke skaber nogen værdi.

’’Såfremt man er i tvivl, om ens arbejdsopgaver er kedelige eller om det er pseudoarbejde, skal man være nysgerrig. Man skal ikke bare acceptere alle slags opgaver eller møder, fordi det altid har været på den måde. Man kan eksempelvis stoppe med at sende den månedlige rapport, og så se, om der er nogen, der efterspørger den. Eller spørge ens kollegaer, om de heller ikke får noget ud af de daglige morgenmøder.’’

Når du hver dag går på arbejde og laver ting, du synes er hul i hovedet, så dør du langsomt af det. Så hvis du er på en arbejdsplads, der ikke er lydhør, når du fortæller dem om din oplevelse, må du finde et andet sted at arbejde. Konsekvenserne er simpelthen for store ved at blive.

Selvom det er ledelsen, der står overfor den største opgave, så hviler ansvaret på den enkelte, mener Dennis Nørmark. Vi skal tage ansvar for vores eget liv – også selvom det betyder, at vi er nødt til at skifte job.

’’Hvis man skal ændre noget her i verden, er man nødt til at starte selv. Du kan ikke forvente, at der kommer nogen og befrier dig fra dine ligegyldige arbejdsopgaver. Jeg mener slet ikke, at du har et valg, hvis du vil have et godt liv.’’  

’’Når du hver dag går på arbejde og laver ting, du synes er hul i hovedet, så dør du langsomt af det. Så hvis du er på en arbejdsplads, der ikke er lydhør, når du fortæller dem om din oplevelse, må du finde et andet sted at arbejde. Konsekvenserne er simpelthen for store ved at blive.’’