Inflationen stiger: Fire ud af fem ledere oplever et større lønpres fra de ansatte
Q & A

Inflationen stiger: Fire ud af fem ledere oplever et større lønpres fra de ansatte

Varerne stiger, og det får flere medarbejdere til at bede om mere i løn. I denne Q&A kan du blive klogere på, hvorfor mange ledere har svært ved at sige nej.

Foto: Jp-valery, Unsplash
15. juni 2022

Inflationen buldrer løs. Helt almindelige dagligvarer er blevet væsentligt dyre, det samme med brændstof, og det kan mærkes på tegnebogen rundt omkring i de danske hjem. 

For efter flere år med meget lav inflation, bliver der nu slået rekorder i inflations-højdespring. Det skyldes blandt andet højere energipriser og en voksende økonomisk forbrug, fordi mange bruger de penge, de ikke fik brugt under nedlukningen. Det har fået priserne til at stige på rigtig mange varer. 

Oven i hatten betyder den store mangel på arbejdskraft, at lønningerne - i nogle brancher - derfor vil stige, og det er også med til at presse priserne i vejret. Det fortæller Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank, til Forbrugerrådet Tænk.

”Så står vi pludselig med en mere permanent situation. For du kan ikke bare sætte lønningerne ned igen, og så vil de højere priser sætte sig fast,” siger hun. 

En ny survey fra Ledernes Hovedorganisation, der er lavet blandt 1186 private ledere, viser, at fire ud af fem ledere oplever et større lønpres fra de ansatte som følge af den højere inflation. Det er dog kun 4,2 pct. af lederne, der siger, at de vil efterkomme lønkravet helt, mens 46,9 pct. siger, at de vil efterkomme kravet delvist. 

Men hvilke konsekvenser har inflationen - og dermed det stigende lønkrav - for lederne? Det har jeg spurgt Niklas Praefke om, der er cheføkonom hos Ledernes Hovedorganisation.

Hvilke konsekvenser frygter lederne?

''Den stigende inflation gør ondt på danskernes pengepung. Derfor er det forståeligt, at lederne bliver mødt af et højere lønkrav fra deres medarbejdere, så de kan blive kompenseret for den stigende inflation. Hele 79,1 procent af de adspurgte ledere forventer, at medarbejderne vil bede om mere i løn den kommende tid. 

Det rammer samtidig med, at virksomhederne bliver presset af prisstigninger fra mange andre fronter, så det er langt fra en gratis omgang for virksomhederne.

Frygten er, at de stigende lønninger skal sætte gang i en løn- og prisspiral ude i virksomhederne, hvor de stigende priser og lønkrav sætter gang i en spiral, hvor de forstærker hinanden. Det må vi endelig ikke komme hen i, for det er den sikre vej til økonomisk kollaps.”

Hvorfor er det svært at sige nej?

''Det ekstremt stramme arbejdsmarked med en ledighed, der er banket i bund, gør det svært at sidde lønkravene overhørig. Lige nu er det arbejdstagers marked. Hvis man er utilfreds med jobbet eller lønnen, er det utroligt let at få andre tilbud. Arbejdsgiverne bliver nødt til at tage det ret seriøst, for at medarbejderne ikke pludselig forlader biksen.

I forhold til lønnen ser erhvervslivet højere lønstigninger i år, men ikke lønstigninger, der kommer op på niveau med inflationen. Medarbejderne vil stadigvæk se en udhuling af reallønnen, og det er endnu et tegn på, at løn- og prisspiral ikke er sat i gang. Vi kommer til at følge det tæt i den kommende tid. Men lige nu er jeg ikke så bekymret, selvom billedet hurtigt kan ændre sig.''