Da Jeanne skiftede til det private ramte skammen: ’’Det er systemet, der burde skamme sig, ikke os’’

Første gang Jeanne Kroge besøgte sin nuværende arbejdsplads Capio Privathospital blev hun overrasket. Hun forventede at møde en masse ukendte ansigter, men foran hende stod flere sygeplejersker, som på samme tid arbejdede i det offentlige.

Selvom hun kendte dem godt, anede hun ikke, at de også arbejdede i det private sundhedsvæsen som vikarer.

’’Den slags taler man ikke om i det offentlige. Der er vi de gode og det private er de onde.’’

For et år siden foretog Jeanne Kroge det forbudte skifte, da hun sagde sin stilling op som sygeplejerske i det offentlige til fordel for en lignende stilling i det private sundhedsvæsen.

Med opsigelsen kom en følelse af skam over at lade sine kolleger i stikken i et system, som bløder.

’’Jeg var nervøs for, om det udadtil virkede som den nemme vej ud, i stedet for at blive og kæmpe. Sådan tror jeg ikke, at ikke-sundhedsfaglige har det, hvis de skifter fra det offentlige til private arbejdsmarked.’’

Virker emnet bekendt, så er det fordi, at Vigeur den 23. juni udgav en artikel om læge Morten Zebitz Steiness, der fortalte om sit skifte fra det offentlige til private - og de beskyldninger og den vrede, der fulgte med, særligt fra tidligere kolleger.

Historien eksploderede på de sociale medier med beskyldninger om grådighed og egoisme, som Morten også selv havde oplevet i kølvandet på sit skifte.

Derfor besluttede vi os for at undersøge, om Mortens historie var enkeltstående.

Det var den ikke.

Så her får du Jeanne Kroges historie. Hun har sagt ja til et interview, fordi hun vil hjælpe til med at gøre jobskifter fra det offentlige til det private sundhedsvæsen nemmere og mindre tabubelagt.

Det var ikke en nem beslutning for Jeanne. Det var faktisk slet ikke planen.

Men i sommeren 2021 under barslen med sit andet barn mærkede hun pludselig en trang til et andet slags arbejdsliv med færre arbejdstimer i en periode. Efter 20 år i det offentlige sundhedsvæsen på fuldtid, og med en stilling som både udviklingssygeplejerske og operationssygeplejerske, håbede hun på at blive mødt med forståelse for hendes situation.

Men hendes forventninger og gode humør forsvandt hurtigt.

Ønsket om færre timer blev i første omgang afvist.

’’Jeg forventede altså ikke en gavebod, men i vores fag er det normalt at gå på deltid. Det er et fysisk krævende job med skiftende arbejdstider, så i dele af livet kan det bare give rigtig god mening at arbejde færre timer. Derfor blev jeg frustreret.’’

Hun mærkede samtidig en lille modstand mod at skulle tilbage i sit gamle job igen. Inden hun gik på barsel, var en stigende følelse af utilfredshed kommet snigende, men hun havde slået det hen. Hun elskede jo sit arbejde som sygeplejerske.

Efter samtalen med sin tidligere leder begyndte hun for første gang at overveje, om hun måske skulle finde sig et andet arbejde.

Helt normale tanker, som mange andre barslende kender til.

En undersøgelse foretaget af rådgivningsvirksomheden VÆRDBAR viser, at knapt 70 procent overvejer at søge nyt job i forbindelse med deres barsel, mens 35 procent rent faktisk søger.

Alligevel blev Jeanne skamfuld ved tanken om at kigge i andre retninger.

’’Det var en grænseoverskridende tanke, for jeg har aldrig været ude af det offentlige. I min hjerne har der altid været et usynligt hegn mellem os og dem. Vi var de gode, og det private var de onde, der fik alle pengene, og som vi skulle rydde op efter.’’

Det var derfor med bankende hjerte og svedige håndflader, at hun tog kontakt til en bekendt, som arbejdede på Capio Privathospital. De aftalte, at Jeanne skulle komme forbi til den føromtalte rundvisning, hvor hun pludselig stod foran sygeplejersker, der samtidig arbejdede i det offentlige.

’’Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at møde dem der. For på arbejdet talte vi tit om, at vi var trætte af, at vi altid skulle rydde op efter det private.’’

’’Vi kunne godt lide at tale om det private som de grådige, dem, der får alle pengene og har det nemt. Det blev en del af kulturen at tale om dem som grådige pengemaskiner, der lavede samlebåndsarbejde. Det har helt sikkert sat sig som en skam i dem, der så arbejdede i det private, så derfor har de ikke fortalt noget.’’

På rundvisningen blev Jeanne lovet en deltidsstilling, som hun sagde ja til efter lidt betænkningstid. Hun kunne med det samme se sig selv i det uformelle miljø og de mere rutineprægede arbejdsgange. Det passede godt ind i hendes nye liv som mor til to.

Det betød dog samtidig et farvel til det offentlige sundhedsvæsen og en opsigelse hos sin leder. Samt en ekstra dyb vejrtrækning og mange dage med tankemylder.

For hun følte hele tiden, at hun skulle forsvare sit valg. Hun følte, at hun skulle forsvare, hvorfor hun svigtede sine værdier.

Men inderst inde følte kunne hun mærke, at hun hverken svigtede sig selv eller sin faglighed.

Imens Jeanne fortæller, stopper hun sig selv. Hun er bange for at komme til at lyde som om, at hun foragter sin gamle arbejdsplads.

’’Sådan er det altså ikke. Jeg har altid været glad for mit arbejde og mine kolleger,’’ siger hun flere gange under samtalen og forklarer, at hun bare gerne vil tage et opgør med den skam, som hun tror, meget sundhedspersonale har, når de enten forlader det offentlige sundhedsvæsen eller tager vikartimer i det private.

’’Hvorfor skal det være anderledes for os? Man møder jo ikke den samme skam blandt det administrative personale, hvis de på et tidspunkt i deres arbejdsliv vælger at få et job til det private?’’

’’Jeg tror, at mange forbinder sygeplejerskefaget med et kald. Men vi er altså også mennesker, der har en familie og en økonomi, der skal hænge sammen. Så selvfølgelig skal vi have de samme muligheder for at skifte retning i vores karriere – også uden skam. Det gør os ikke til dårligere mennesker.’’

En medlemsundersøgelse foretaget af Dansk Sygeplejeråd i 2021 viser, at mange andre sygeplejersker også går med overvejelser om deres fremtidige karriere.

Ifølge undersøgelsen er det hver sjette sygeplejerske i det offentlige, der ikke regner med at arbejde som sygeplejerske om tre år. Desuden har næsten hver tiende sygeplejerske i beskæftigelse inden for den seneste måned søgt nyt arbejde som andet end sygeplejerske.

Jeanne føler ikke, at hun går på kompromis med sine værdier som sygeplejersker i det private sundhedsvæsen. Tværtimod. Ofte kommer hun faktisk hjem og har en langt bedre følelse i maven.

’’De seneste år, hvor der er blevet mere travlt i det offentlige, har jeg mærket, hvor rigidt og gammeldags systemet egentlig er. Der er enormt meget ventetid, fordi rutinerne og samarbejdet med de andre faggrupper ikke bliver gjort mere effektive. Det er enormt utilfredsstillende miljø at arbejde i.’’

’’Her på stedet gør jeg selv rent efter operationerne og kører patienterne til og fra operationsstuen og sengeafdelingen. Det er langt mere tilfredsstillende end at stå og spilde tid på at vente på rengøringspersonale og portører. Og hvis jeg er utilfreds med noget, så fanger jeg direktøren på gangen. På min tidligere arbejdsplads mødte jeg aldrig hospitalsdirektionen.’’

Jeanne ved godt, at man ikke bare lige kan overføre arbejdsgangene fra det private til det offentlige. Det er et langt mere komplekst system. Men hun mener, at man kan starte med at se hinanden som sparringspartnere i stedet for modstandere.

Langt de fleste patienter i det private bliver nemlig helt kvit og frit for patienten henvist fra det offentlige til det private som led i behandlingsgarantien, forklarer hun.

’’Vi er afhængige af hinanden. Især nu, hvor vi har så stort et bjerg af udskudte behandlinger, der skal afvikles. Der kan det private noget, man ikke kan i det offentlige. Vi er dygtige til rutineoperationerne, fordi vi laver dem hele tiden. Så kan det offentlige få mere tid til det, de er gode til. Nemlig det akutte og komplicerede.’’

Hun tror også, at en mere positiv retorik vil gøre skammen og tabuet mindre.

’’Det er jo for søren ikke den enkelte sygeplejerske eller læge, der skal kæmpe med skammen over at skifte job. Det er systemet, der burde skamme sig over ikke at tage ansvar for at ændre rigide og gammeldags arbejdsgange, så de bliver tålelige for personalet.

’’Vi skifter altså ikke job, fordi vi er grådige eller kyniske. Det handler om arbejdsforhold og det handler om, at det er uværdigt, det vi gør for patienterne. Jeg kan sagtens tåle at have travlt, men det skal give mening. Det er drænende at udføre et utilfredsstillende stykke arbejde, især når man har med mennesker at gøre.’’