Ditte ville halvere sin arbejdstid: ”Jeg kunne ikke bare stoppe med at tage telefonen”
Administrerende direktør i byggefirmaet KFS Boligbyg, Ditte Maria Kollerup, plejede at arbejde 60-80 timer i ugen. Men for nogle år siden delte hun et opslag på sine sociale medier, som skulle ændre hendes arbejds- og privatliv markant.
Ditte Maria Kollerup havde hovedpine.
Hun havde netop delt et opslag på LinkedIn og Facebook med overskriften ”Jeg er gået på halv tid”.
Hun var som indehaver af og administrerende direktør i byggefirmaet KFS Boligbyg, der blandt andet bygger arkitekttegnede huse i Nordjylland, vant til at arbejde mellem 60-80 timer i ugen.
”Men jeg besluttede mig for, at jeg også gerne ville have plads i livet til nye projekter, og jeg ville også gerne skabe tid til familie og børn,” siger hun.
Derfor sad hun den dag, nogle år tilbage, med sin computer på en arbejdstur til Argentina og delte beslutningen, der i første omgang gav hende hovedpine, men som senere ville ændre både hendes arbejdsliv og privatliv markant.
”Jeg syntes, det var enormt svært at drosle ned, fordi jeg rigtig godt kan lide at arbejde og går meget op i det. Jeg havde også vænnet mine samarbejdspartnere, medarbejdere og kollegaer til, at jeg nærmest altid var tilgængelig,” siger hun.
Mere balance i livet
Få måneder efter hun fortalte omverdenen om sin beslutning, holdt hendes far reception i anledningen af, at han stoppede sin daglige gang i firmaet.
Han havde stiftet byggefirmaet, det år Ditte Maria Kollerup blev født, og i 2012 overtog datteren direktørtitlen, imens han blev formand for bestyrelsen.
Som direktør i en familievirksomhed bliver mit ansigt sat lig med, at der er gang i butikken
Det havde egentligt aldrig været planen, at hun skulle ind i virksomheden. Som yngre drømte hun om at blive journalist, men da hun fik et studiejob i byggefirmaet for at tjene lidt ekstra til huslejen, gik det op for hende, at hun var god til at sælge huse, og hun blev mere og mere ”hooked på det”.
Da hun traf beslutningen om at arbejde markant færre timer, var det endnu en stor ændring for familievirksomheden i løbet af kort tid.
”På under et år havde jeg ansat fire ledere, trukket mig meget tilbage, og min far var på vej til at trække sig helt. Som direktør i en familievirksomhed bliver mit ansigt sat lig med, at der er gang i butikken,” siger hun.
”På det tidspunkt havde jeg heller ikke børn på vej, så der var ingen åbenlys årsag til, at jeg gerne ville drosle ned. Beslutningen kom i bund og grund ud fra en intuition omkring, at der skulle være mere balance i mit liv,” siger hun.
Mange positive reaktioner
Reaktionerne på Ditte Maria Kollerups linkedIn- og facebookopslag var blandet.
”Der kom enormt mange positive reaktioner, men andre ville have ønsket, at jeg havde ladet være med at dele opslagene på sociale medier og i stedet bare havde droslet ned”.
Jeg blev nødt til at have telefonen til at stoppe med at ringe
”Men det ville ikke blive kommunikeret igennem, hvis jeg ikke havde lavet en lille smule larm omkring det. Jeg kunne ikke bare fra den ene dag til den anden stoppe med at tage telefonen. Det ville folk jo synes var enormt underligt. Jeg blev nødt til at have telefonen til at stoppe med at ringe,” siger hun.
Ditte Maria Kollerup er i dag lykkedes med at komme ned i tid. Hun er dog ikke helt kommet ned på det halve antal timer af, hvad hun arbejdede før. Hun tror langtfra, hun er alene om at synes, at det at gå ned i tid som leder kan være vanskeligt.
”Det kan være enormt svært at drosle ned, for de fleste af os får jo et kick af at lykkes og anerkendes på vores arbejde,” siger hun.
”Der var ikke noget i vejen med det, jeg gjorde, jeg skulle bare gøre lidt mindre af det. Der var for meget gang i den, og det, tror jeg, er enormt symptomatisk for tiden”.
”Men det der med at skynde sig er noget bras. Det skal vi lade være med,” siger hun.
Vil du høre mere om Ditte Maria Kollerups tanker om at gå ned i tid? Så lyt til Vigeurs podcast ”Vi arbejder med det”, hvor hun medvirker. Du finder podcasten her.