Transformationen

Efter ti år i samme branche lavede Betina et markant skifte: Bankkarrieren har gjort hende til en bedre kunstner

Som 30-årig besluttede Betina Jung sig for at bytte sin bankkarriere ud med et liv som kunstner. Selvom de to erhverv adskiller sig markant, mener hun, at erfaringerne fra banksektoren har gjort hende til en bedre kunstner.

Foto: Martel Andersen.

Betina Jung var i tvivl.

Hun havde i mere end ti år arbejdet i banksektoren, men da hun var blevet 30 år og mor til to, var hun begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om hendes karriere i banken skulle fortsætte.

”Jeg hentede børnene for sent hver dag. Jeg havde både dårlig samvittighed overfor dem og overfor mit arbejde. Det hang slet ikke sammen,” siger hun.

En dag besluttede hun sig for at forfølge tvivlen. Hun gik ind til sin chef og sagde sit job op.

”Et eller andet sted var det jo crazy, at jeg gik fra min gode, faste løn til ingenting. Men jeg satsede hele butikken for at få ro på livet,” siger hun.

Et markant karriereskifte

Betina Jung var opvokset med en farmor, som lavede kunst, så det eneste, hun havde fået at vide, at hun ikke skulle blive, var kunster.

”Det er ikke et godt fag at gå ind i,” havde hun fået at vide.

Betina Jung holder til på havnefronten i Aalborg, hvor hun blandt andet maler billeder og laver skulpturer. Foto: Martel Andersen.

Men efter hun havde smidt sin opsigelse i banken, var det alligevel hendes store interesse for kunst, der udviklede sig til at blive hendes nye karrierevej.

”Min mand og jeg aftalte, at jeg fik to år til at se, om der kunne komme økonomi i det. I dag har jeg levet af det i 22 år,” siger hun.

”Jeg er helt sikker på, at det var det rigtige valg, jeg traf. Det gjorde, at jeg kunne være nærværende, mens mine børn voksede op, fordi jeg havde friheden til eksempelvis at kunne arbejde om aftenen, når de sov.”

Hun mener generelt, at vi herhjemme har for meget fokus på vækst og på at skulle være effektive.

”I Danmark er vi jo helt generelt ekstremt effektive. Alt handler om effektivitet og vækst, og det, synes jeg, vi skal væk fra. Hvorfor er det, vi har så pokkers travlt? Vi glemmer at leve på vejen,” siger hun.

Hvorfor er det, vi har så pokkers travlt? Vi glemmer at leve på vejen
Betina Jung, nordjysk kunstner

Hun tror, at det store fokus på effektivitet gør, at en del mennesker har et ønske om at ”forlade hamsterhjulet”, som hun selv gjorde.

”Nogle af mine gamle kollegaer fra banken er kommet forbi mit kunststudie og har sagt, at det var sejt, at jeg tog springet dengang. De har også givet udtryk for, at de selv har haft lyst til at gøre noget lignende. Men de har ikke gjort det,” siger hun.

Erfaringer fra én branche til en anden

Selvom arbejdslivet i banksektoren og arbejdslivet som kunstner er meget forskelligt, har der været flere erfaringer, som Betina Jung har kunnet tage med sig fra banken til livet som selvstændig kunstner.

”Jeg havde erfaring med at overholde deadlines, og jeg havde forstand på økonomidelen i at drive en forretning – og det er vigtigt at have, hvis man vil leve af sin kunst,” siger hun.

Betina Jung står bag skulpturerne på Stjernepladsen i Aalborg. Foto: Martel Andersen.

”Jeg hører af og til fra virksomheder, der har oplevet, at kunstnere ikke har overholdt pris og deadline. Så jeg tror, at de erfaringer, jeg har taget med mig fra banken, har gjort hele forskellen. Det har gjort, at jeg har fået opgaver igen og igen.”

Når Betina Jung ser tilbage, ved hun, at det markante karriereskifte både har lært hende noget om arbejdslivet og om livet generelt.

”Det byder på overraskelser. Selvfølgelig ved man ikke alt som 20-årig, når man vælger uddannelse,” siger hun.

Vil du høre mere om Betina Jungs karriereskifte? Så lyt til Vigeurs podcast ”Vi arbejder med det”, hvor hun medvirker. Du finder podcasten her.