Hos Ane Halsboe ligger malebøger og regeringspapirer sammen: "Jeg trives med et vist element af kaos"
Portræt

Hos Ane Halsboe ligger malebøger og regeringspapirer sammen: "Jeg trives med et vist element af kaos"

“Jeg havde kørt i allerhøjeste gear i tre-et-halvt år. Næste morgen var der stille.” Ane Halsboe-Jørgensen ser tilbage på dagene mellem valgresultatet 1. november og sin udnævnelse til beskæftigelsesminister om aftenen 14. december. En periode præget af rastløshed, mens hun afventede resultatet af regeringsforhandlingerne. Den 39-årige nordjyde gør status efter de første 100 dage som beskæftigelsesminister.

Foto: Lars Pauli
6. marts 2023

Telefonen ringede, netop som Ane Halsboe-Jørgensen var trådt ind i familiens lejlighed på Amager. Hun og hendes mand havde lige været “henne om hjørnet” for at sludre lidt over et hurtigt måltid mad. Det kunne få ventetiden til at gå lidt lettere. 

Bedst som den 39-årige politiker låste sig ind i familiens lejlighed og stod i entreen, bimlede hendes telefon. 

Hurtigt fandt hun frem til sin søns skoletaske og flåede et linjeret skrivehæfte frem. På den bageste side i hæftet begyndte hun at notere, hvad statsministeren sagde.  

Det var onsdag 14. december 2022. Klokken var lidt over 21. 

Forud var der gået en rastløs periode. Ane Halsboe var lidt irriteret på sig selv over, at hun ikke bare kunne “nyde” de seks uger, der var gået siden valgresultatet tirsdag 1. november. 

“Det var en underlig tid. Der gik jo seks uger med regeringsforhandlinger, hvor visse socialdemokrater havde enormt travlt - og hvor vi andre bare gik og afventede det endelig resultat. Der var spænding til det sidste,” siger Ane Halsboe-Jørgensen.  

Hun kyssede ganske vist lidt ekstra på sin mand og sine to børn Anna og Knud på 5 og 7 og mødtes med folk, som hun - efter tre et halvt år med skiftende ministerposter - ikke havde set så meget til. Men rastløs var hun. 

“Efter en måned med fuld damp på valgkampen var “mit system” ikke så god til den omstilling,” siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Hun er valgt i Brønderslevkredsen, og på selve valgaftenen havde hun spist aftensmad med lokale partifolk i Pandrup, inden ministerbilen satte kurs mod hovedstaden, hvor hun ankom lige inden valgresultatet.  

“Jeg nåede det, og jeg stod i Landstingssalen sammen med de andre socialdemokrater, da statsministeren trådte ind og kunne erklære, at hun igen havde et flertal bag sig. Dét flertal, der gjorde, at det var hende, der blev kongelig undersøger. Og formentlig også landets næste statsminister igen,” siger Ane Halsboe-Jørgensen. 

Men da Ane Halsboe vågnede morgenen efter valget, var alt stille. Det var fra den ene yderlighed til den anden. Fra 100 til 0 på under et døgn. Fra hun i juni 2019 fik sin første ministerpost til nu, hvor valgkampen var forbi. 

“Jeg havde kørt i det højeste gear i tre-et-halvt år, så det krævede lige lidt at få pulsen ned og systemet i ro.” 

Og seks uger skulle der gå, før statsminister Mette Frederiksen havde sat navn på sit nye ministerhold. Meget var på spil. Da regeringen ikke længere var en et-parti-regering, skulle næsten halvdelen af det socialdemokratiske hold have et telefonopkald med besked om, at de fik andre opgaver.

“Det var bestemt ikke en selvfølge, at jeg blev minister igen. Det kan man i øvrigt aldrig tage som en selvfølge,” siger Ane Halsboe-Jørgensen. 

Vi har taget plads i et stille hjørne på Hotel Søparken i Aabybro, hvor Ane Halsboe-Jørgensen netop har holdt møde med sin partiforening. Mens socialdemokrater får snakket af - og sludrer i kulden ude foran hotellet - gør Ane Halsboe-Jørgensen status over sine første 100 dage som beskæftigelsesminister.   

Hun fortæller, at det var ikke bare et spørgsmål om, hvilken ministerpost hun eventuelt ville få på et stærkt decimeret ministerhold.  

Det var også et spørgsmål om, hvorvidt hendes telefon overhovedet ville ringe. 

Så meget desto større var forløsningen, da statsministeren omsider var i røret onsdag 14. december 2022 klokken lidt over 21 - og den nordjyske politiker stod i sin entre og gjorde sig klar til at notere på bagerste side i sin søns danskhæfte fra 1. klasse. 

“Det er jo sådan en samtale, hvor jeg i hvert fald har brug for at skrive ordene ned. Nu har jeg prøvet det tre gange, og jeg husker ikke ret godt de samtaler. På mange måder er det ret vildt at få sit nye arbejdsliv defineret på den måde,” konstaterer Ane Halsboe-Jørgensen og fortsætter: 

“Det er landets nye statsminister, der ringer og spørger, om jeg er klar til at tage ansvaret på mig.” 

Ane Halsboe-Jørgensen begyndte derfor at notere og kunne ret hurtigt konstatere, at store dele af det regeringsgrundlag, der netop var kommet ud af trykken, lå på hendes bord. På beskæftigelsesministerens bord. For det var præcis jobbet som beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen havde udset til sin nordjyske partifælle. 

“Det var vigtigt for mig at få statsministerens ord på, hvordan jeg skulle gribe opgaven an. Det er jo ikke et arbejde, som man kan sammenligne med noget andet - mere et tillidshverv,” siger Ane Halsboe-Jørgensen og tilføjer: 

“Altså om 12 timer skulle jeg indfinde mig, og dét her var min opgave. Jeg ville gerne kunne løse opgaven loyalt.” 

Det blev ikke til meget søvn den nat. Mens hun fandt ud af, hvilket tøj, hun skulle have på til besøget hos dronningen dagen efter, var tankerne allerede begyndt at køre i hovedet. 

“Jeg var fokuseret på, hvordan jeg skal løse den her opgave for Danmark og for den nye regering,” siger hun. 

Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen har hun altid brændt for beskæftigelsespolitikken. Den er faktisk den grundlæggende årsag til, at hun blev socialdemokrat. Overhovedet blev politisk aktiv. 

“Derfor er det et privilegium at kunne sætte sig på posten som beskæftigelsesminister. Det er en enormt vigtig post - og svært at finde noget, der kan berøre folks hverdag og muligheder i livet og mere. Det drejer sig jo om selve arbejdslivet. Tiden efter arbejdslivet. Og i virkeligheden også muligheden for at uddanne sig i løbet af livet,” siger Ane Halsboe-Jørgensen. 

Hun finder det enormt meningsfuldt at have beskæftigelsespolitikken mellem hænderne. 

“Alt for meget er defineret af, om mor og far har et arbejde, og det giver en gigantisk ulighed i livschancer og livsmuligheder. Det bør vi gøre alt for at bringe et andet sted hen,” siger den nye minister og tilføjer:  

“Det er et område, der er hjerteblod for mange socialdemokrater og fylder enormt meget for partiet. Så det er også en post, der er rigtig meget opmærksomhed og energi i. Derfor er den vigtig.” 

At være beskæftigelsesminister betyder også, at mange har en holdning til dét, Ane Halsboe-Jørgensen beslutter. Både ideen om, at alle skal arbejde på store bededag og nedlæggelse af jobcentrene har været eksempler på upopulære forslag. 

Ane Halsboe-Jørgensen bestræber sig på at tage folks synspunkter seriøst - og at lytte og være til stede i debatten. 

“Det er jo også deres arbejdsplads og deres arbejdsliv, vi er i gang med at nytænke. Så jeg prøver at bruge ret mange kræfter på at lytte. Vi skal virkelig have respekt for de medarbejdere og deres faglige input. Men i sagens natur handler meget af det, der ligger på mit bord, om noget, der ændrer og griber ind i menneskers hverdag,” siger hun. 

Af samme grund har man også pligt til at være i dialog. 

“Når man har ansvaret for noget, der er meget centralt for folks liv, har man også en pligt til at lytte. Det er jo ikke det samme som, at man altid bliver enig. Men jo større ansvar, desto mere umage skal man gøre sig,” siger hun. 

Ane Halsboe-Jørgensen bruger meget tid på sit job. Hun betegnes som en arbejdsom minister. Privat er hun gift og har to små børn. Derfor tager hun ofte sagsmapperne frem om aftenen, når børnene sover.  

“Det gør jeg jo, fordi ansvaret er stort, og fordi opgaven er vigtig, og så skal der også lægges mange timer. Det er jeg parat til.”

Hun forsøger at være til stede dér, hvor hun er. 

“Når jeg er på arbejde, er jeg på arbejde, og så går jeg ikke og spekulerer på, om jeg burde have været sammen med mine børn. Men når jeg er sammen med mine børn, så er jeg sammen med mine børn. Og så er der nærvær,” siger Ane Halsboe-Jørgensen. 

Hendes egne forældre bor i Fjerritslev, mens svigerforældrene bor tættere på, og Ane Halsboe-Jørgensen har også en bror og svigerinde i København. 

“Mine børn er heldige at være omgivet af mange voksne, der elsker dem og er der for dem.”   

Ane Halsboe-Jørgensen har ofte børnene med, når hun er på job.  

Prøv Vigeur


Opret en gratis Vigeur Light-profil og læs videre. Med en Light-profil får du adgang til 5 artikler pr. måned.

Er du allerede abonnent?