Inges job kræver 24 timers tilgængelighed. Men for hende er ansvaret en drivkraft fremfor en byrde
Som sognepræst bærer Inge Haandsbæk Vestergaard et stort ansvar. For lokalsamfundet, for kirkens medarbejdere - og for sig selv. Listen med arbejdsopgaver er lang, og det ligger i arbejdsbeskrivelsen, at hun skal stå til rådighed 24 timer i døgnet seks dage i ugen. Alligevel føles jobbet ikke lige så hårdt, som da hun arbejdede fra 8-16. Og det er der flere grunde til.
”Man kan ikke være alt for alle på samme tid. Der er ikke nogen, der har glæde af en udkørt præst. Så der ligger helt sikkert en stor arbejdsopgave i at prioritere rigtigt,” siger Inge Haandsbæk Vestergaard.
Hun er sognepræst i Skallerup, Vennebjerg og Lønstrup Kirke, og med det job følger et stort ansvar for lokalsamfundet og for kirkens daglige liv, både som arbejdsplads og som folkeligt mødested.
For kirken er vigtig i lokalsamfundet. Det er både et sted, hvor fællesskab opstår til gudstjenester og kulturarrangementer, og et sted, hvor man mødes om de lykkeligste og de sørgeligste ting i livet.
Som præst har hun ”instruktionsbeføjelse” – det vil sige en uformel lederrolle i forhold til kirkens andre ansatte, og hun er derfor med til at sikre, at kirken er en god og sund arbejdsplads.
Men for at den 33-årige nordjyde kan løfte det ansvar, kræver det først og fremmest, at hun tager ansvar for sig selv.
”Jeg skal droppe den dårlige samvittighed, hvis jeg sidder en torsdag formiddag - i nattøj og med en avis - og tager en sen start. Det handler om at få balance i regnskabet, når der er travlt på andre tidspunkter. Når man har et embede fremfor et job, så er der ikke skarpe skel imellem arbejdstid og fritid. Det er en livsstil at være præst,” siger hun.
Ville selv være afsender
Da Inge Haandsbæk Vestergaard begyndte at læse teologi, var det ikke, fordi hun ville være præst. Hun drømte i stedet om at bruge uddannelsen som baggrund for at lave journalistik, for hun kunne rigtig godt lide at formidle.
Både under og efter studiet fik hun job som journalist – og senere som redaktør – på Kristeligt Dagblad. Herefter fulgte et par år som pressemedarbejder for en biskop. Men hun savnede at være den, der selv kom med budskaber, fremfor blot at være den, der formidlede andres.
Derfor søgte hun jobbet som sognepræst i Skallerup, Vennebjerg og Lønstrup Kirke – og fik det. Med det nye job fulgte en lang liste med arbejdsopgaver – og en embedsbeskrivelse, som indebærer at stå til rådighed 24 timer i døgnet seks dage om ugen.
Hun er 33 år og bor i præstegården ved siden af Skallerup Kirke med sin mand og deres søn.
Hun er uddannet præst, men arbejdede som journalist og redaktør på Kristeligt Dagblad, og efterfølgende som pressemedarbejder i nogle af folkekirkens stiftsadministrationer, inden hun blev udnævnt som sognepræst i Skallerup, Vennebjerg og Lønstrup Kirke.
Hun er født i Thy. Det meste af sin barndom har hun boet på en nordjysk friskole, hvor hendes far var leder. Historiefortælling, traditioner og kristendom var en naturlig del af barndomshjemmet.
”Som præst i folkekirken har man ikke en chef, som siger, hvordan man skal prioritere sine arbejdsopgaver. Man skal være sin egen leder i det daglige – og det er jo et kæmpe ansvar,” siger hun og tilføjer:
”Mange mennesker har forventninger til, hvordan man skal være som præst. Samtidig har jeg selv mange idéer til, hvordan jeg kan blive bedre til mit arbejde.”
Det er meget vigtigt for præster at huske at lade op og passe på sig selv for at kunne være der for andre
Men trods det store ansvar føles jobbet ikke lige så hårdt som de jobs, Inge Haandsbæk Vestergaard tidligere har haft, hvor hun arbejdede fra klokken 8 til 16. Forventningerne og forpligtelserne fylder, men de tynger hende ikke. Tværtimod minder ansvaret hende om, at hendes arbejde gør en forskel, og det giver hende energi til daglig.
Et fælles projekt
Da Inge Haandsbæk Vestergaard tiltrådte embedet, foreslog hun kirkens medarbejdere, at de mødtes fast en gang om ugen for at drøfte, hvilke opgaver og udfordringer der er, og hvordan de kan hjælpe hinanden med at løse dem.
Det skaber en følelse af et fælles projekt, selvom arbejdsopgaverne og faggrupperne er vidt forskellige, forklarer hun.
”Præsten, organisten, kirkesangeren og graverne kan sagtens arbejde parallelt med hver deres fagområde, nærmest uden at snakke med hinanden. Men jeg synes, det er vigtigt, at vi hjælper hinanden og bliver mindet om, at vi er en del af en fælles arbejdsplads,” siger hun og nævner en episode fra et af møderne:
”En af graverne fortalte mig, at en kvinde ofte gik og sørgede på kirkegården. Det hjalp mig med at huske, at jeg skulle have snakket lidt ekstra med hende.”
Udover at påtage sig et ansvar for samarbejdet i kirkens daglige maskinrum har Inge Haandsbæk Vestergaard også et ansvar for kirkens rolle i lokalsamfundet. Som præst er hun ofte kirkens ansigt udadtil, og derfor er det en vigtig opgave at fastholde kirkens naturlige position som et samlingspunkt.
”Kirken er et vigtigt mødested for folk i deres livs vigtigste øjeblikke, og det er et rum, hvor høj og lav kan mødes både til højtider og til hverdag. Sognegården er på sin vis også nutidens forsamlingshus, hvor der er alt fra kor til foredragsaftener. Det, synes jeg, er enormt vigtigt at være med til at bevare,” siger hun.
Hun fortæller om nogle af de tilfælde, hvor ansvaret forpligter på en meget konkret måde.
”Jeg bliver lukket ind i vigtige overgange i folks liv - eksempelvis når de skal sige farvel til en, de holder af, når en fra næste generation skal døbes, eller når de skal giftes. Det vigtigste er at være i stand til at lytte og prøve at forstå de mennesker, jeg er i berøring med.”
En daglig, nødvendig kamp
Inge Haandsbæk Vestergaard lægger ikke skjul på, at hendes arbejdsliv også kan være hårdt. Det er meningsfuldt at have et job, hvor hun snakker med mennesker, som er vidt forskellige steder i livet, og hvor hun lægger øre og rum til alt, hvad folk måtte have på hjerte. Men det er også krævende.
Derfor er det afgørende for Inge Haandsbæk Vestergaard at kunne prioritere.
”Man kan blive ved med at skrive på en tale. Man kan blive ved med at skrive på en prædiken. Og man kan blive ved med at drikke kaffe med dem, der skal besøges. Men også i de tilfælde er det altså vigtigt, at man prioriterer. Det er simpelthen nødvendigt, hvis det skal hænge sammen,” siger hun.
”Man bruger sig selv på en anden måde som præst, når man sidder i en tung eller alvorlig samtale. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Derfor er det også meget vigtigt for præster at huske at lade op og passe på sig selv for at kunne være der for andre.”
Inge Haandsbæk Vestergaard beskriver prioriteringen af arbejdsopgaverne som en benhård og daglig - men nødvendig - kamp.
Fleksibilitet er et nøgleord
Inge Haandsbæk Vestergaard er også meget opmærksom på, at hun skal holde fri, når hun har en mindre travl periode. På den måde udnytter hun den frihed og fleksibilitet, som også ligger i jobbet. Og som er med til at gøre ansvaret til en drivkraft fremfor en byrde.
”Jeg kan aldrig vide, om jeg får en uge med tre bisættelser eller med nul bisættelser. Så det kræver, at jeg er fleksibel og kan arbejde hurtigt. Nogle dage er der masser af aftenarbejde, selvom jeg har arbejdet hele dagen. Jeg bliver ved, indtil opgaverne er løst. Det er dét, der ligger i at have et embede og ikke bare et job,” siger Inge Haandsbæk Vestergaard, der bor med sin mand og 1-årige søn i præstegården ved Skallerup Kirke.
”Men jeg skal også have det til at hænge sammen med mit familieliv. Der betyder fleksibiliteten i mit arbejde utrolig meget, for selvom jeg har travlt, kan jeg hente min søn tidligt og få nogle gode timer med familien, og så arbejde videre, når vores søn er lagt i seng,” tilføjer hun.
”Jeg tror, at mange mennesker kender til, at fleksibilitet er et nøgleord for trivsel på ens arbejde. Selvom jeg på papiret nok arbejder mere nu, end jeg gjorde som redaktør, så føles det ikke som så stor en belastning, fordi jeg har frihed til selv at tilrettelægge mit arbejde,” siger hun.
