Præstegerningen var ved at knække Helle. Nu vil hun vise, at teologien ikke kun har sin ret i kirken
I barndomshjemmet i Randers fik Helle en åbenbaring, der ændrede hendes arbejdsliv. For selvom hun elskede teologien, forenede hun sig aldrig helt med sit arbejde som præst i folkekirken og alle dens traditioner.
I januar kastede Helle Bundgaard Laursen sin karriere op i luften, da hun sagde sit job, som præst i Sankt Catharinæ Kirke i Hjørring, op.
Det var ikke et let valg, for hun holdt af sine kolleger og dem i sognet, men hun kunne ikke mere. Hun var udbrændt af lange og omskiftelige arbejdsdage.
Det ene øjeblik kunne hun sidde med glade konfirmander. Det næste med en kvinde, der havde mistet sin mand på tragisk vis. Og om eftermiddagen kunne hun vie et forventningsfuldt brudepar.
Helle var nødt til at være lige nærværende i alle samtalerne. Hun var nødt til at være i alle følelserne på én gang.
’’De skulle ikke mærke, at det var hverdag for mig. De skulle ikke forholde sig til, hvad jeg ellers skulle den dag. For dem var det jo skelsættende og særlige begivenheder på hver deres måde, så jeg var nødt til at være til stede i det. For nogen er det naturligt, det var det ikke for mig.’’
Helle følte, at hun spillede skuespil som præst. At hun skulle leve op til noget, hun egentlig ikke var, og derfor begyndte hun at trække sig fra sociale arrangementer i nærområdet. Hun orkede ikke at være præsten.
Her tre år efter er hun dog kommet frem til, at forventningerne til at være en rigtig præst mest kom fra hende selv.
’’Jeg har lyst til at tude, når nogen påstår, at præster kun arbejder søndag formiddag. At være præst er noget, du er hele tiden. Det er en livsstil. Jeg arbejdede sjældent mindre end 10 timer de fleste dage, også i weekenden. Det er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet.’’
Men selvom Helle har opsagt sin stilling som præst, er hun ikke færdig med at bruge sine erfaringer og sin teologiske viden.
Snakken med Helle bliver hurtig personlig. Hun virker afklaret og velovervejet omkring sin beslutning.
Hun ser det ikke som et nederlag. Hun er stolt over, at hun lyttede til sig selv.
Og ni måneder efter føler hun endelig, at hun er havnet på rette karrierehylde, fortæller hun, imens hun begejstret viser rundt i lokalerne hos Startup Growth Aalborg, der har panoramaudsigt ud mod havnemiljøet og Limfjorden i Aalborg Vestby.
Her har hun siden april været i gang med et iværksætterforløb, der skal ruste hende til at blive selvstændig med sin virksomhed Eksistenskonsulenten.
For én ting er den gode idé. Noget andet er alt det praktiske i at være selvstændig.
En hovedkulds forelskelse
Ideen om at blive selvstændig blev født i barndomshjemmet. Kort efter opsigelsen flygtede hun hjem til sine forældre i Randers et par uger. Hun skulle væk fra det hele.
Først var det bare løse tanker, men efterhånden blev tankerne til en klar idé om at bruge teologien uden for kirken. Ude i erhvervslivet.
Hun havde lyst til at forene den teologiske viden med sin udenlandserfaring.
For Helle elskede de tusindvis af eksistentielle samtaler, hun havde haft med mennesker i livskriser. Men hun havde også lyst til at bruge sin udenlandserfaring fra tiden som rejseleder.
Og så har hun altid haft en drøm om at være selvstændig, men slået den hen: For hvordan skulle en teolog dog kunne blive selvstændig?
’’Jeg har altid været meget betagede af selvstændige. Jeg synes, de er så modige. Så på et tidspunkt spurgte jeg mig selv, om jeg ikke også skulle være modig? Og så oprettede sgu jeg et CVR-nummer.’’
På studiet havde jeg været en rigtig 12-talspige, der sad i studienævnet og underviste de yngre studerende i hebraisk og græsk. Jeg elskede det. Men så kom jeg ud i den virkelig verden efter seks år, og var pludselig ingenting.
Med Eksistenskonsulenten vil hun hjælpe virksomheder med bedre udstationering af deres medarbejdere.
’’Når virksomheder flytter deres medarbejdere til udlandet, flytter de samtidig mennesker, og ofte deres familier, til et nyt land og en helt ny kultur. Det er en ret voldsom livsforandring, man skal forberedes til. Det vil jeg hjælpe med.’’
Når Helle fortæller om sin virksomhed, lyser øjnene og hun taler hurtigere, så Randers-dialekten kommer endnu tydeligere frem.
’’Jeg kan mærke, at det føles meningsfuldt for mig at udbrede de eksistentielle samtaler til andre tidspunkter end begravelser, dåb og bryllupper. Der er mange andre livssituationer, hvor vi har brug for at få talt tingene igennem. Eksempelvis når hele familien skal rive deres hverdag op med rødderne og udstationeres i Sydøstasien, ikke?’’
Faktisk har Helle aldrig haft lyst til at blive præst. Hun har aldrig været god til det med traditioner. Hun orker ikke alle forventningerne. Det får altid de mindre pæne sider frem i folk, når stressen overtager, fordi det skal være lige så perfekt som sidste år, eller da bedstemor var barn.
Så virker det en anelse ulogisk at læse teologi, kunne man umiddelbart tænke.
Men hun har altid været optaget af teologien. Det var særligt det etiske og religionsfilosofiske, der trak i hende. Og så var der muligheden for at lære tre sprog.
Så selvom hun ikke helt vidste, hvad hun skulle bruge uddannelsen til, husker hun tydeligt begejstringen og forventningen, da hun som 27-årig sad til sin første forelæsning.
Men da hun blev færdig, ramte virkeligheden alligevel.
’’På studiet havde jeg været en rigtig 12-talspige, der sad i studienævnet og underviste de yngre studerende i hebraisk og græsk. Jeg elskede det. Men så kom jeg ud i den virkelig verden efter seks år, og var pludselig ingenting. Og jeg anede stadig ikke, hvad jeg ville bruge uddannelsen til.’’
Helle er langt fra alene om den følelse. Godt og vel 40 procent af nyuddannede kandidater har svært ved at omsætte kompetencerne fra deres lange videregående uddannelser til jobmarkedet.
De største udfordringer er at formidle deres kompetencer i jobsøgningen, og så har de svært ved at gennemskue relevante jobs at søge.
Det er særligt slemt for dimittender fra humaniorauddannelserne.
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Helle fik arbejde på et vaskeri i Aarhus med kolleger fra hele verden. Blandt andet en kollega fra Brasilien. Efter flere år som rejseguide havde hun lært sig selv et par portugisiske gloser, som ivrigt blev øvet med kollegaen. Det øgede ordforråd gav en akut rejseudlængsel.
Teologidrømmene blev skubbet af vejen, og de næste to år arbejdede hun som rejseleder hos Nilles Rejser med base i Portugal.
Og sådan troede Helle egentlig, at arbejdslivet skulle fortsætte. Hun havde det godt under sydens sol.
Men en hovedkulds forelskelse i en nordjysk turistchauffør fik hende på andre tanker. Og 3000 kilometer mod nord til Hjørring.
’’Jeg indså hurtigt, at jeg ikke kunne arbejde i Portugal og få et parforhold til at fungere i Nordjylland. Det var alt eller intet for mig, så jeg var nødt til at finde et andet arbejde.’’
Så på trods af sin modstand valgte Helle alligevel at søge jobbet som præst i Hjørring.
Og selvom man let kunne få den modsatte tanke, har hun aldrig fortrudt det valg.
’’Jeg vil ikke være tiden som præst foruden. Det var et privilegeret arbejde, hvor jeg fik lov til at komme helt tæt på menneskers inderste tanker og største livsbegivenheder. Jeg føler mig meget heldig, og jeg glæder mig til at bruge min tillærte viden i en ny kontekst.’’