’’Vi bliver nødt til at anerkende den menneskelige krise, det er at være nyuddannet og arbejdsløs’’

Da Grete Skjødsholm som 24-årig i sommeren 2018 stod med sit uddannelsesbevis i hånden og så frem mod en måneds rejse i Vietnam, var det med store forventninger til fremtiden. Efter fem år med slid og slæb var kandidaten i anvendt filosofi i hus, og hun glædede sig til, at hun snart skulle lande sit første voksenjob.

Gerne indenfor noget med miljø, bæredygtighed og kommunikation, som var det, hun havde beskæftiget sig med på studiet.

Men sådan gik det ikke. Sommeren blev til vinter. Og det blev sommer igen.

Grete havde stadigvæk ikke fået et job.

Heller ikke sommeren efter eller efter igen. Tre og et halvt år - og en pandemi - skulle der gå, før hun endelig landede sit første rigtige voksenarbejde som bæredygtighedskonsulent hos Agri Nord i Skalborg.

I mellemtiden skete der noget med Grete og hendes selvforståelse.

Hun beskriver det som om, at hun forsvandt en smule for sig selv. Hele hendes liv var i venteposition i tre år. Hun følte ikke, at hendes liv kunne begynde, før hun fandt et arbejde. Hun turde ikke købe hus og slå sig ned et sted i landet med sin kæreste, men blev i deres studielejlighed i Aalborg, selvom de drømte om græs under fødderne og åbne vidder.

De turde heller ikke tænke på børn, for det ville nok ikke gøre det nemmere at finde arbejde.

’’Efter det første stykke tid kunne jeg mærke, at jeg begyndte at trække mig fra forskellige sociale arrangementer. Jeg magtede ikke spørgsmålene om, hvad jeg lavede til dagligt. Jeg orkede ikke alle bemandingerne om, hvor nemt det var at finde arbejde og hvor nemt det var at sende ansøgninger.’’

’’Det var lidt som om, jeg havde et stort skilt på ryggen, hvor der stod ’’jeg er doven og ligeglad’’. Sådan føltes det jo ikke, men på et tidspunkt begyndte jeg selv at tro, at der var noget galt med mig, siden jeg ikke fik et arbejde.’’

Grete sagde ja til alle de muligheder, der bød sig.

Den ene virksomhedspraktik afløste den anden. Men virksomhederne havde aldrig råd til at beholde hende. Hun arbejdede et par måneder ved smitteopsporingen under coronaen, hun var juleassistent i Magasin og kirkesanger seks timer ugentligt, imens hun fortsat søgte jobs. Hun mener selv, at hun gjorde alt det, hun skulle. Jobbet kom bare ikke.

’’Jeg var aldrig for fin til noget arbejde, så jeg søgte vidt og bredt. Men selvfølgelig var mit mål at finde et arbejde, hvor jeg kunne bruge mine kompetencer fra min uddannelse. Det er jo dét, jeg brænder for.’’

Men som månederne gik forsvandt selvværdet og meningsløsheden kom snigende under huden på hende. Det blev samtidig sværere og sværere for Grete at sælge sig selv i jobansøgningerne.

’’Det var svært at sælge mig selv, når jeg ikke brød mig om, hvem jeg var. Jeg følte ligesom ikke rigtig, at jeg var noget eller nogen. Til sidst havde jeg svært ved at fortælle, at jeg kunne tilbyde virksomhederne noget særligt.’’

Antallet af danske unge, som oplever tegn på depression og stress, er stigende. Det viser de nyeste tal fra Den Nationale Sundhedsprofil.

Et nyt forskningsprojekt fra Arbejdsmedicin på Regionshospitalet Gødstrup i Herning undersøger, hvilke faktorer der har en sammenhæng med de unges dårlige mentale helbred, og de første indikationer tyder på, at der findes en stærk sammenhæng mellem de unges selvrapporterede placering på den sociale rangstige og deres mentale helbred.

I løbet af årene mærkede Grete på egen krop, hvordan det føltes at miste sin status i samfundet. Sådan føltes det i hvert fald, når hun så sig selv udefra. Hun gik fra at være ambitiøs studerende til at være arbejdsløs. Som én af dem.

Hun tror, at mange unge, der står mellem uddannelseslivet og arbejdslivet oplever en form for krise, man står på en skillevej mellem ungdomslivet og voksenlivet. Et enormt skrøbeligt sted, som ingen rigtig taler om; hvem er man nu? Og hvad er man værd, når man hele tiden bliver afvist?

’’Vi binder vores identitet op på vores arbejde eller studieliv, og når man ikke har sådan et, hvem er man så? Jeg følte, at jeg mistede min værdi som menneske. Det er vildt at sige højt, og jeg bliver faktisk ked af det, når jeg tænker på de seneste år. Jeg er ellers ret god til at tage pis på mig selv.’’

’’Vi bliver som samfund nødt til at anerkende den krise, som mange færdiguddannede står i. Vi er hverken dovne eller forkælede. Efter fem års uddannelse er der jo ingen, der drømmer om at være arbejdsløse.’’

Efter tre og et halvt år lykkedes det endelig Grete at finde et arbejde.

Igennem sit netværk blev hun anbefalet til stillingen som bæredygtighedskonsulent hos Agri Nord – og fik det. Hun hjælper i dag landmænd med at træffe bæredygtige beslutninger.

Men selvom hun i dag er glad for sit arbejde, skulle der en del gode oplevelser til, før selvværdet og livsgnisten kom igen.

’’Jeg er efterhånden blevet mig selv igen, men det har taget tid. Da jeg lige var startet på i jobbet, var jeg meget stille og kunne ikke lide at blande mig i diskussionerne. Mit faglige selvværd var helt i bund. Men nu kan jeg se, at jeg har en masse at byde ind med – også selvom jeg har været arbejdsløs i over tre år.’’

’’Jeg har på en måde fået mit liv igen. Jeg kan planlægge ferie og fremtid, for jeg ved, hvor jeg skal arbejde de næste mange år. Min kæreste og jeg kan slå os ned, og vi kan snakke om, hvordan vi har lyst til at leve vores fælles liv. Det lyder måske ikke af alverden, men det er de helt basale behov, der har været i en slags venteposition i mange år. Jeg har også fået meget mere overskud til at træne og være social.’’

Derfor er Grete ikke i tvivl om, hvad hun gerne vil sige til andre nyuddannede, der står mellem uddannelses- og arbejdslivet.

’’Jeg håber virkelig, at min historie kan give dem en smule håb om at lande en drømmestilling på den anden side. Også selvom om måneder bliver til år, og det hele føles meningsløst. De skal blive ved med at tro på deres eget værd og række ud til deres netværk. De skal tro på deres værd. Men vigtigst, så håber jeg, at samfundet snart begynder at anerkende dem som unge, arbejdsomme mennesker.’’

’’De har brug for at blive bygget op, de har brug for at blive anerkendt, i stedet for at blive pillet ned. At være arbejdsløs er en byrde i sig selv, og tro mig, de giver sig selv skyld for deres situation hver eneste dag.’’