Tendenser

Hvis vi bliver ved med at zappe job, kan vi vinke farvel til venskaberne på arbejdspladsen i fremtiden

Danskerne skifter job som aldrig før, viser tal fra Jobinsatsen. Ifølge coach Louise Vælds skylder danskerne dog sig selv at blive lidt længere. Her er hvorfor.

Grafik: Peter Dahl

Danskerne skifter job som aldrig før.

I 2022 var jobomsætningen hele 968.600. Det vil sige, at 968.600 gange var der en person, som startede i et nyt job sidste år. Det er det højeste antal siden 2009, hvor man begyndte med at måle.

Det viser tal fra jobindsat.dk.

Ifølge Louise Vælds, underviser og indehaver af VÆLDS Uddannelse og Coaching, skal vi holde godt øje med den tendens. For bliver antallet af jobskifte ved med at stige de næste fem år, kan både virksomheder, medarbejdere og teams se frem til arbejdspladser, hvor mange af nutidens værdier forsvinder:

”Det vil gøre, at vi forbinder os mindre til hinanden på arbejdspladsen. For hvis vi hele tiden skifter job, bliver arbejdspladsen jo ikke en fast faktor i vores liv på samme måde, som det har været, og som den til dels også er i dag – altså et sted, hvor man henter en del af sit sociale liv.”

”Man når heller aldrig til at få etableret dybere relationer. Hverken med sine kollegaer eller med kunder, samarbejdspartnere eller lignende. Det kan både skabe en større utryghed og dårligere serviceydelser. For hvis kunden hele tiden møder nye medarbejdere, hvilken kundeoplevelse får man så?’’

Louise Vælds mener, at man kan sammenligne tendensen med vores brug af sociale medier:

"Med nutidens zapperkultur, hvor det høje tempo og den høje klikfrekvens på sociale medier fylder i samfundet, kan vi – hvis jobskifte-tendens bliver ved med at stige - nærmest overføre den kultur til vores jobsituation: Det hele bliver meget overfladisk.”

Netop derfor mener Louise Vælds, at vi skylder os selv at se indad, inden vi følger vores mavefornemmelse og skifter job. Og måske vi endda skylder os selv at blive i det job, vi allerede har.

Ifølge Louise Vælds skylder man både sig selv at få mere erfaring og at øve sig i at bede om det, man har brug for, der hvor man arbejder:

”Hvis der er noget, man er utilfreds med, og man så bare flytter til et nyt sted, får man ikke øvet sig i at fortælle, hvad man har brug for og forsøge at få det der, hvor man er. Den øvelse har man altså brug for, selvom man flytter et andet sted hen.’’

”Det, man bliver irriteret over i ét job, bliver man måske også irriteret over i det næste job. Den stress man oplever det ene sted, oplever man måske også det andet sted, hvis man ikke får kigget indad og undersøgt, hvad det er, der skaber den stress eller utilfredshed.”

Det skal du overveje, inden du skifter job

Ifølge Louise Vælds kan du med fordel reflektere over din nuværende situation, før du smider opsigelsen på din leders kontor.

Du skal for det første tænke over, hvad du helt konkret føler, der er galt og som taler for at sige op. Har det noget med jobbet at gøre, eller er det faktisk i privatlivet, du er presset? Er det tid, løn, fritid, bedre opgaver, bedre kommunikation, mere anerkendelse?

Derefter skal du oversætte problemerne til løsninger og dermed få svar på, hvad det er, du savner, der hvor man er. Hvis du savner tid, så fortæl din chef, at du gerne vil have lov til eksempelvis at arbejde på et andet tidspunkt. Har du brug for en pause fra dit job, kan en orlov eksempelvis være løsningen.

Derudover skal du ikke sige op i affekt. Og du skal ikke sige op, førend du har forsøgt at forhandle dig frem til det, du savner og søger.

Louise Vælds ved godt, det ikke er nemt, men hun har erfaret, at det er nogle af de ting, der gør, at man kan lære at være i sit nuværende job.

Ifølge Louise Vælds er det ikke kun i fremtiden, de mange jobskifter kan få konsekvenser for arbejdslivet.

Hun mener, at de mange jobskifter allerede nu resulterer i, at både medarbejdere og teams mister værdifulde elementer.

Vi mister blandt andet de menneskelige erfaringer:

”Menneskerne i virksomhederne er det vigtigste produktionsapparat. Og dem med høj anciennitet sidder med meget uformel og ustruktureret viden, de har opsamlet i løbet af de år, de har været ansat. Den betyder rigtig meget for virksomheden og har en høj økonomisk værdi.”

‘’Og så betyder deres viden meget for de nye, der er i teamet. Det er vigtigt med nogen, de kan læne sig op ad og spørge til råds. Nogen som kender historien og som kender kulturen på arbejdspladsen.”

”Medarbejderne mister nemt den tyngde, der kommer i at have set noget gentage sig og have været med til noget flere gange. Der er jo også en cyklus på en arbejdsplads af ting, der foregår hver halve eller hele år. Så hele rutine-erfaringen mister man, når man fjerner sig fra sin arbejdsplads inden for et år eller halvandet.’’

Måske man overvejer et jobskifte, fordi man mangler fremdrift. Men når man skifter job, mister man muligheden for at arbejde sig op eller arbejde inden for et nyt område. Det er nemmere at få tilpasset det, man ønsker og savner, på en arbejdsplads, hvor de allerede kender en og man har sin daglige gang.”