Event

Hvordan motiverer man mennesker til at blive medskabere på en mission? Få 9 highlights fra Vigeur Business Lounge

Oplev stemningen fra vores Business Lounge på Støberiet i Nibe – og læs highlights fra scenen med Rikke Nielsen og Rasmus Johnsen.

Foto: Svenn Hjartarson

At bo på kanten af kongeriget behøver ikke være en begrænsning. Det gør udviklingshandicap heller ikke.

Tværtimod, oplevede vi ved Vigeur Business Lounge tirsdag aften.

Her talte Rasmus Johnsen om den holdindsats, der har sat Klitmøller på verdenskortet som Cold Hawaii. Og Rikke Nielsen fra LykkeLiga inviterede inden for i sit nationale fællesskab, som nu også samler børn og unge med udviklingshandicap uden for landets grænser.

Hvordan motiverer man mennesker til at blive medskabere på den slags missioner? Det var udgangspunktet for samtalen på scenen, som skiftevis udløste koncentrerede miner og store latterudbrud.

I bedste festivalstil blev årets anden Business Lounge afholdt hos Støberiet i Nibe, hvor flere tusinde frivillige hvert år har afgørende betydning for tilblivelsen af Nibe Festival.

Oplev stemningen i videoen her, hvor festivalleder Peter Møller Madsen også giver et kig bag kulisserne:

Highlights fra Rasmus Johnsen, som repræsenterede Cold Hawaii

Rasmus Johnsen i samtale med Rikke Nielsen og chefredaktør Tom Bue fra Vigeur. Foto: Svenn Hjartarson
Vi skal have mod til at bryde med konventionerne. Surfere er andet og mere end nogle, der fylder for meget og laver for lidt. Så hvordan kan vi arbejde sammen i lokalområdet?
Rasmus Johnsen
Vi er ikke i et game med vindere og tabere. Vi er i et game, hvor vi vinder sammen – og det skal kommunikationen også handle om. At skabe flest mulige vindere.
Rasmus Johnsen
Et godt råd, når man arbejder med kommunikation: Man skal tænke sig om, inden man taler. Hvad handler projektet om? Og kan vi dybest set stå inde for det? Så bliver alting nemmere. Hvis vi derimod har svært ved at forklare eller forsvare projektet, så skal vi nok tænke os mere om, inden vi taler om det.
Rasmus Johnsen
Mit personlige projekt er at undgå at blive en sur, gammel mand. Jeg er blevet 50 år, og min helt store frygt er at fryse fast – og ikke kunne se forbi min egen næse. Men jeg har heldigvis nogle teenagebørn, der holder mig på den smalle sti.
Rasmus Johnsen
Jeg er mere optaget af at få tingene gjort end at få æren for at få tingene gjort. Det er kun det første, som betyder noget for mig.
Rasmus Johnsen

Highlights fra Rikke Nielsen, som repræsenterede LykkeLiga

Rikke Nielsen i samtale med chefredaktør Tom Bue fra Vigeur. Foto: Svenn Hjartarson
Jeg har faktisk ikke lyst til at få æren – men jeg bruger mig selv, fordi det er for en god sag. Med min baggrund og mit netværk har jeg nemmere ved at få forældre til børn med udviklingshandicap i tale.
Rikke Nielsen
Det er måske mig, der kaster stenen, men LykkeLiga er ingenting uden alle de frivillige, trænerne og forældrene. Det er dem, der får det til at ske hver dag.
Rikke Nielsen
Jeg var virkelig ikke god til at arbejde fra 8 til 16. Men jeg er god til skabe noget energi og give andre en masse ejerskab. Så skal jeg mest være dén, som de kan komme til med en masse spørgsmål.
Rikke Nielsen
Hvis der kommer en mail i indbakken, der bare er sur eller irriterende, så er jeg simpelthen god til at slette den. Jeg er seriøst god til at sige pyt og spørge mig selv: I en livscyklus, hvor meget betyder det her så?
Rikke Nielsen
Vigeur Business Lounge på Støberiet i Nibe. Foto: Svenn Hjartarson

Følg med på siden her, hvor vi snart offentliggør nye events.