Rasmus fra Cold Hawaii har nøglen til store forandringer

”Det bliver et nej tak” var slutningen på min første kontakt med Rasmus Johnsen. Det var et pænt nej tak på spørgsmålet om at stille op og fortælle, hvad det er, der er lykkedes med Cold Hawaii og hvordan det er grebet an. Noget andre i den grad vil kunne lære noget af. Men altså et nej.

Historien om Klitmøller, Cold Hawaii og Rasmus Johnsen er på mange måder en udviklingshistorie. En fortælling om et område i forvandling, som tapper ind i en menneskelig udviklingshistorie. En række tilfældigheder, som mødes i en masterplan og skal vise sig at bøje de to historielinjer sammen, så de i dag kan være svære at skille ad.

Det er også en del af begrundelsen for ikke at stille op: At Rasmus godt nok har været med i centrale dele af processen, men at det har være en bevægelse mere end en ledet mission. At grunden til at det er lykkedes, er det fælles ejerskab.

Tilfældig er udviklingen dog langt fra. Der er en masterplan og der er lagt utallige timer fra Rasmus og en række andre nøglepersoner i at få Klitmøller til at løfte sig til Cold Hawaii.

Trods den indledende afvisning, står jeg nu alligevel udenfor CoWork Klitmøller. Et på én gang tjekket og stemningsfyldt kontorfællesskab, som er resultatet af et totalt forandret autoværksted. Jeg er lidt for tidligt på den og Rasmus ankommer nærmest samtidig på cykel. Han har været en tur i vandet inden vores aftale og skal lige have en rugbrød. En af fordelene ved at placere sit arbejdsliv et sted, der også matcher ens livsinteresser. Over rugbrødet og friskmalet kaffebrygning begynder vi at dykke ned i historien om, hvordan Klitmøller bliver til Cold Hawaii og et kontraintuitivt skoleeksempel på succesfuld bosætning.

Locals

Måske lægges det første frø i et tankemæssigt skifte helt tilbage i 1980’erne, hvor de første surfere kommer til Klitmøller. I stedet for at se havet som noget farligt, ser de bølgerne som ’jo vildere, jo bedre’. Noget der senere skal komme til at blive set som en ’stedbunden kvalitet’.

Surferne og de lokale har dog ikke fælles front fra starten. Surferne udefra er de hensynsløse vilde, der mest giver rysten på hovedet, men gennem den lokale surfklub, NASA, lykkes det over tid at få skabt fælles forståelse.

Det bliver til en række afholdte surf-konkurrencer, samt EM og VM i 1990’erne, inden udbygningen af Hanstholm Havn og et lokalt vindmølleprojekt i starten af 00’erne igen deler vandene: Havnen er overlevelse for området, men udbygningen vil reelt smadre de bedste surfspots i området.

Første pocket

Her fletter Rasmus Johnsens livshistorie ind i områdets. Han er som ung blevet forelsket i området som surfer, men bor i Odense. Nu står han med en kandidat i filosofi og en stor interesse for strategisk kommunikation, men mangler et projekt. Han kaster sig derfor ind i arbejdet med at få havneprojekt, naturhensyn og surf-potentiale til at møde hinanden på bedst mulig måde:

”Vi skulle have flyttet fokus fra et enten/eller til både/og”, fortæller han energisk i det tjekkede køkken i det tidligere autoværksted.

Sammen med surfklubbens formand, Stian Eide, er han klar over, at de skal bevæbne sig med viden og solide argumenter. De samler derfor ind til at få ingeniørvirksomheden NIRAS til at lave en rapport, som viser at havneudvidelsen kan realiseres på en måde, så surf-mulighederne bevares. Det bliver et langt, sejt træk, men planen lykkes og bliver for Rasmus beviset på, hvad strategisk planlægning og kommunikation kan.

På et møde mellem de to og den daværende borgmester, Ejner Frøkjær, sker der noget. Borgmesteren kan godt se, at de to har en pointe, når de taler om at bruge områdets surf-potentiale som afsæt til noget større – og ikke kan forstå, hvorfor der ikke er en overordnet plan for området. En der tager udgangspunkt i dette. Enden på mødet bliver derfor en aftale om, at Rasmus Johnsen skal arbejde videre mod en masterplan. Først skal der dog lige skaffes finansiering til projektet.

Et halvt år senere bliver Rasmus Johnsen projektansat og arbejdet går i gang. Ideen er stadig at bruge områdets potentiale som afsæt og tre erklærede mål bliver de overordnede pejlemærker:

En større årlig begivenhed med surfing som omdrejningspunkt

Surfing i sammenhæng med uddannelsessatsning

Surfing som driver for bosætning

Anden pocket

Samtidig med masterplanen kører fonden Realdania sammen med Thisted Kommune et projekt kaldet ’Mulighedernes Land’. Her er man på udkig efter områder med potentiale og stedbundne kvaliteter … og man har 65 millioner kroner, som ikke bare skal drysses ud, men skal bruges som solide saltvandsindsprøjtninger. Det ender med at give 25 millioner til bosætningsdelen af projektet.

Det kunne mærkes i den lokale opbakning: ”Gjorde de lige det?” og ”Der var nogen i København, der troede på projektet” lød kommentarerne Rasmus Johnsen hørte. Troen på masterplanen voksede.

Samtidig køres der på med det første punkt. Det bliver til en lang årrække med World Cup i windsurfing afholdt i Klitmøller. Med Robert Sand som arrangør og Rasmus Johnsen, der har det kommunikative og strategiske ansvar.

”Omtalen skulle være fortjent eller via egne kanaler. Vi ville ikke bruge nogen penge på markedsføring, men havde til gengæld pressechefer for både Danmark og Tyskland med hvert deres fokus, samt ejet, dygtigt produktionshold” fortæller Rasmus og understreger vigtigheden i den målrettede kommunikation til de to lande:

”I Danmark er vi Galler-landsbyen, der lykkes mod alle odds. Den historie vil de danske medier gerne fortælle. I Tyskland er de ligeglade med os, men er meget interesserede i de tyske stjerner og hvordan de klarer sig.”

”Det var hårdt, men sjovt” fortæller Rasmus Johnsen om årene, som kulminerer med kronen på værket: VM i 2017. Her er han dog også selv ved at knække. VM betyder at Klitmøller bliver indtaget af en amerikansk eventmaskine, som ikke efterlader meget spillerum til de lokale arrangører.

Closeout

For Rasmus Johnsen bliver VM et wake up call. Han puster ud og får sig en coach. ”Vi var ikke drevet at ’fame & fortune’, men vi var flere, der havde brændt vores lys i begge ender.”

Visionen var at bruge fortællingen som redskab for udviklingen af området. ”Måske ikke helt så klart formuleret, men det var essensen i det og den har vist sig rigtig.”

Han beskriver det selv, som et var et forsøg på at sætte en retning uden at have et mandat.

Tredje pocket

I 2015 kigger man på en helhedsplan for Klitmøller. Samtidig hører Rasmus Johnsen om Rolf Lyneborg Lund fra Aalborg Universitet, som har udviklet en algoritme, der inddeler Danmark i 8043 mikroområder ud fra data fra Danmarks Statistik. Modellen gør det muligt at zoome tæt ind på områder med bare 100 indbyggere og se på, hvad forskellen er på de landsbyer, der lykkes med bosætning og dem, der affolkes. Groft sagt, kan man kigge på den såkaldt rådne banan og finde de dele, der er god og har potentiale – og så lægge indsatsen der.

Statistikken viste, at 3-7 procent af beboerne i de større byer ønskede at flytte ud til det steder som Klitmøller kunne tilbyde. Men der manglede lejeboliger.

Peeling

Derfor er det nyeste projekt en række lejeboliger ’på kanten af kongeriget’. 45 arkitekttegnede boliger bygget med respekt for omgivelser, vinden og med udgangspunkt i de data om målgruppen, som statistikken viste. Alle er udlejede.

Det handler for Rasmus Johnsen om at være fælles om at tage ansvar: "Når man peger på andre – inklusiv kommunen – peger minimum tre fingre på én selv. 'Dem og os' er og bliver roden til næsten alt ondt."

”Der er noget helt utroligt motiverende i at gøre noget positivt på trods”, lyder det fra Rasmus Johnsen.

Mød Rasmus Johnsen og hør mere om at være på en mission og skabe en bevægelse til Vigeur Business Lounge 05 den 25. april, hvor vi sætter ham sammen med Rikke Nielsen fra LykkeLiga.

Læs mere og kom med her.