De forlod storbyen og flyttede hjem: ''Nogen har kaldt det Udkantsdanmark og 'den rådne banan', men vi insisterer på at fortælle en anden historie''
Louise Hove Sørensen og Dorte Toft Pedersen har vendt Aarhus ryggen og gør nu karriere i deres barndomsby Thisted. Og så har de sammen startet Klub Thy. De vil vise andre unge, at man kan skabe sig et godt arbejdsliv i Udkantsdanmark.
Kan man være ambitiøs, selvom man bor i Nordvestjylland?
I starten fyldte spørgsmålet meget for 29-årige Dorte Toft Pedersen og 30-årige Louise Hove Sørensen. Men med tiden er bekymringerne forsvundet.
For selvfølgelig kan man det, siger de enstemmigt fra deres kontorplads hos kontorfællesskab Thy & Co. i Thisted.
Det går nemlig, med deres egne ord, meget bedre end forventet for de to kvinder, der i februar startede kommunikationsbureauet Toft & Hove Kommunikation.
Faktisk har de haft så travlt, at der hverken har været tid til at få lavet hjemmeside eller visitkort.
De har selv en fornemmelse af, at succesen blandt andet skyldes deres placering.
’’Vi har simpelthen mødt så meget hjælpsomhed, efter vi er flyttet tilbage. Man kan mærke, at der er så mange, der gerne vil sørge for, at vi lykkes,’’ siger Louise.
I firmaet hjælper Dorte og Louise virksomheder med kommunikationsopgaver som hjemmesidetekster, presse og sociale medier. De har kunder i hele landet, men de fleste er fra Thy. Kunderne er kommet gennem det lokale netværk, fordi alle kender alle i området.
’’Vi kan jo ikke vide, hvordan det ville være at starte op i Aarhus, men jeg har en fornemmelse af, at det faktisk har været nemmere for os her, fordi der er mindre konkurrence. Og alle kender alle, så når én virksomhed får en god oplevelse, så spredes rygtet hurtigt.’’
Med de øde klitter i Nationalpark Thy og det brusende Vesterhav som nabo er det ikke svært at forstå, hvorfor de to kvinder taler så positivt om at være vendt tilbage til Thy, hvor de oprindeligt er fra.
Efter seks år i Aarhus meldte savnet sig. Savnet til familien. Savnet til naturen.
Derfor vendte de hjem til den velkendte duft af marehalm, salt vestenvind og mors kødgryder.
Nogen har kaldt det Udkantsdanmark og 'den rådne banan', men vi insisterer på at fortælle en anden historie – vi er altså nogen, der flytter hjem og skaber os et godt liv. Og et godt arbejdsliv. For her er virkelig dejligt.
Beslutningen var ikke nem. For med lange uddannelser og store karrieredrømme lå det ikke lige til højrebenet, at de to kvinder skulle flytte deres liv tilbage til Nordvestjylland.
En afsluttende eksamen på deres uddannelse gjorde udslaget.
I gennemsnit flytter 14 procent af en årgang tilbage til deres barndomskommune som voksne. Det viser den nyeste Momentum-analyse ifølge Kommunernes Landsforening, der har set på, hvor stor en andel af en årgang, der som 35-årig bor i den kommune, hvor de boede som 15-årige efter at have boet i en anden kommune i mindst to sammenhængende år i den mellemliggende periode.
I 2021 gælder det, at 14 procent af årgang 1986, der fylder 35 i år, er flyttet tilbage til deres barndomskommune. Når man ser på årene 2021 og frem, har andelen ligget stort set kontant på 13-14 procent.
Et fællesskab for unge fra Thy
Hvordan kan man få flere unge til at flytte tilbage til Thisted Kommune? Det spørgsmål viste sig at få afgørende betydning for Dorte og Louise.
Det var nemlig problemstillingen i deres afsluttende opgave i 2018. Spørgsmålet opstod efter en del undring. De oplevede, at mange unge flyttede fra Thisted Kommune, imens langt færre flyttede tilbage igen.
I forbindelse med opgaven begyndte de at undersøge, hvordan man kunne få flere unge til at flytte tilbage ved hjælp af en kommunikationskampagne.
De fik nemt overtalt Thisted Kommune til at være med, og dermed blev netværket Klub Thy skabt.
’’Vi oplevede selv, at da vi flyttede til en studieby, blev vi mødt i øjenhøjde og taget godt imod med alverdens tilbud. Derfor tror jeg, at mange unge glemmer mulighederne derhjemme. Bindeleddet mellem Thy og de unge forsvinder, og man opbygger en hverdag og et liv i studiebyen, siger Louise og fortsætter:
’’Men vi fandt ud af, at folk gerne ville samles med dem hjemmefra. Derfor besluttede vi os for at lave en Facebookgruppe, hvor alle de unge thyboer i studiebyerne kunne samles, men også hvor kommunen og virksomhederne i Thy kunne dele information og jobtilbud.’’
På Facebooksiderne, der nu har henholdsvis 319 og 355 medlemmer, bliver der inviteret til brætspilsaftener, julebanko og oplæg fra virksomhederne i Thy. Og så er der tilflytter-stafetten, hvor tilflyttere fortæller om at være flyttet tilbage til kommunen.
’’Man hører om mange kommuner, der gerne vil have de unge til at flytte tilbage. Men jeg tror, de glemmer at fortælle det til de unge. De glemmer at fortælle, hvad man kan få ved at flytte tilbage. Det vil vi gerne vise med Klub Thy,’’ siger Dorte.
Selvom opgaven på deres uddannelse for længst er skrevet, er Louise og Dorte stadig tovholdere på Klub Thy.
Og nu er de altså selv vendt tilbage til deres hjemstavn.
For under arbejdet med Klub Thy opdagede de, at der er masser af muligheder for ambitiøse unge Thy. Hvad enten man drømmer om at være selvstændig eller arbejde i en stor, international virksomhed.
’’For en af de bekymringer, der går igen hos mange unge, er, at de ikke tror, de kan få job i Thy. Men det passer simpelthen ikke. Der er så mange virksomheder herude, der skriger efter højtuddannet arbejdskraft,’’ siger Louise.
Dorte stemmer i.
’’Jeg ved, at virksomhederne herude er klar til at tage imod nærmest alle slags akademikere, fordi de mangler højtuddannet arbejdskraft. I Thy kan virksomheder ikke bare vælge og vrage mellem ansøgninger, så jeg tror endda, man har langt lettere ved at få medbestemmelse som nyuddannet sammenlignet med mange steder i Aarhus eller København.’’
Når de to kvinder fortæller om Thy, får de julelys i øjnene.
Vi har simpelthen mødt så meget hjælpsomhed, efter vi er flyttet tilbage. Man kan mærke, at der er så mange, der gerne vil sørge for, at vi lykkes.
’’Vi er fandme stolte af at komme fra Thy,’’ siger Louise flere gange, mens hun smilende kigger hen på Dorte.
’’Jeg var altid så misundelig på mine veninder, der havde familie tæt på Aarhus og lige kunne smutte forbi til aftensmad. Og derfor gør det mig simpelthen så glad, at jeg både kan have familien tæt på og gøre karriere i Thy.”
Selvom de to kvinder har sagt farvel til deres studieveninder og bylivet i hverdagene, har de stadig en tæt forbindelse til studiebyen, hvor de begge ofte kommer både for at besøge veninder og arbejde.
’’Så sætter jeg en god podcast på, laver en kop kaffe og spiser morgenmad i bilen på vejen. Så går de to timer hurtigt. Danmark er jo heldigvis ikke så stort et land, så uanset, hvor man flytter hen, er man ikke særlig langt væk fra noget,’’ siger Louise.
Hun er flyttet med sin mand og to børn til Thisted, hvor de har købt hus til en brøkdel af, hvad de kunne få omkring Aarhus. Dorte bor i en lejlighed inde i Thisted.
De er enige om, at deres liv i Thy ikke er et fravalg af deres karriere eller af noget andet. Det er derimod et tilvalg om at være tættere på familien og naturen. Og et tilvalg om mere frihed.
’’Nogen har kaldt det Udkantsdanmark og 'den rådne banan', men vi insisterer på at fortælle en anden historie – vi er altså nogen, der flytter hjem og skaber os et godt liv. Og et godt arbejdsliv. For her er virkelig dejligt,’’ siger Dorte.
Hun håber, at de med Klub Thy kan inspirere flere unge til at flytte tilbage, hvis de har lyst til det. Ligesom hun håber, at flere kommuner får øjnene op for at fortælle deres unge udflyttere, at der også er gode job- og fremtidsmuligheder hos dem.