Klumme: Hvad gør man med sit job, når man ikke kan sygemeldes fra det, der stresser?

Dette indhold er skrevet Kamilla Bittmann, som er administrerende direktør i Erhverv Norddanmark. Det er altså et udtryk for hendes egne holdninger.

2023 er netop gået på held. Hvad vil jeg så gerne fremhæve fra året, der er gået?

Jeg kunne jo komme med en overfladisk fortælling, om hvor godt året har været eller hvor fedt det er at have verdens bedste job.

Men jeg vælger at være hudløs ærlig og bare fortælle sandheden. Jeg synes nemlig det er vigtigt, både som ledere og kollegaer, at vi også viser, at vi er sårbare og menneskelige.

Sagen er den, at jeg har haft et af de hårdeste år, jeg kan mindes. Jeg har været ”gået ned” med stress og har let depression.

Men du har jo ikke været sygemeldt? Du har jo været på arbejde hver dag. Du ser da så glad ud. Ja. Det er korrekt.

Men faktum er, at jeg har kollapset, når jeg er kommet hjem og vågnet med galoperende hjerte utallige gange om natten, og humøret har været helt i bund.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste. Vi er mange, der kæmper. Det ved jeg fra min omgangskreds, men det giver også lidt sig selv, når man ser på undersøgelser om trivsel. Både blandt de unge og voksne med mistrivsel, angst, stress. Det går nemlig ud over hele familien, når der er en, der er nede. Derfor er der langt flere, der skal kæmpe og bliver påvirket end bare den første, der bliver ramt.

Men hvad gør vi så, når vi ikke kan sygemelde os fra vores privatliv?

Jeg har været heldig. Jeg har nemlig haft et arbejde og en arbejdsplads, hvor jeg har søgt hen for at få ro og adspredelse. Det er der, hvor jeg har kunnet være en anden og få noget at tænke på, der ikke stresser mig.

Ja, det lyder underligt, men da lægen foreslog mig at blive sygemeldt, kunne jeg mærke, at det var det sidste, jeg havde brug for.

Det var mit helle, og der jeg havde det godt. Jeg siger ikke, det er det rigtige at gøre. Tværtimod. Men jeg nød virkelig at være omgivet af andre, hvor jeg ikke blev konfronteret af det, der er svært og vigtigst af alt, at jeg kunne være noget for andre.

Så hvad gør man, når man ikke kan blive sygemeldt fra det, der stresser?

Jeg havde brug for at være mig selv på arbejdet og ikke tage privatlivet med på arbejde. På samme måde som folk forsøger ikke at tage arbejdet med hjem og kobler af, når de er hjemme.

Der er ingen tvivl om, at mine nærmeste venner og familie har gjort, at jeg har kunne bearbejde og heles. Men for at jeg har kunnet fungere i hverdagen, har det været alt afgørende, at jeg har kunnet gå på arbejde og føle mig fri for en stund.

Arbejdet, mine kollegaer og mit fantastiske, opbakkende netværk har hjulpet mig igennem, helt uden de vidste det.

Her kunne jeg få tankerne væk og slappe af. Selvom jeg havde meget at se til, var det dét, der fik mig i ro. Det, at jeg er meget ekstrovert, har nok gjort, at jeg får energi og kobler af ved at være meget ude og møde mennesker. Derfor er det ikke en strategi, jeg kan anbefale alle.

I dag går det heldigvis lidt bedre.

Dette kunne aldrig have ladet sig gøre, hvis jeg ikke selv kunne bestemme over min egen tid. Jeg har arbejdet langt over de 37 timer, men det, der hjalp mig, er, at jeg selv har bestemt hvor og hvornår.

Hvis jeg ikke selv havde kunnet forvalte min tid, så havde jeg uden tvivl været nødt til at sygemelde mig, hvilket jeg bestemt ikke havde lyst til.

Men hvad med dem der ikke har kollegaer og chefer, der giver energi og støtter op? Hvad med dem, der tværtimod står i en jobsituation, hvor der ikke er plads til at have dårlige dage?

Jeg kender desværre flere, som har private udfordringer og bliver mødt af en mur.

Det, vi alle skal tænke over, er; Hvem er vi selv? Er vi dem, der favner, eller er vi dem, der dræner.

Vi ved aldrig, hvad andre går igennem. Det er en ting, jeg prøver at huske mig selv på, når jeg møder andre, der virker urimelige eller på anden måde opfører sig mærkeligt.

Hvad er det så, jeg vil sige med alt det her?

For det første skal vi turde sige det højt når vi har det hårdt. Jeg er sikker på, at ingen vil dømme os, men derimod tænke, at de selv ikke er de eneste, der har det hårdt en gang imellem.

For det andet skal vi som arbejdsgivere og kollegaer være meget bevidste om den rolle, vi har i hinandens liv.

Så jeg synes, vi skal starte dette år op med at tænke over, hvordan vi kan blive den bedste kollega, chef og medmenneske.

Hvem kan vi hjælpe? Hvem kan vi give et kompliment? Hvem kan vi være overbærende over for og hvem trænger til et break? Lad os løfte hovederne og sammen skabe de bedste arbejdspladser, hvor der er tid og rum til bare at have det ad h… til og hvor vi kan søge tilflugt og hele, når livet derhjemme gør ondt.

Og er vi en af dem, der er pressede, er det være ok at stå ved. Livet er ikke lutter lagkage. Det ved alle, og det skal vi turde sige højt.