Matilde Alexandra er prisvindende radiovært: ”Jeg skulle finde en arbejdsplads, der kunne rumme mig”
Som Morgenkøter på ANR er hun med til at give nordjyderne en god start på dagen. For Matilde Alexandra har det job også været afgørende for hendes egen arbejdsglæde. Og identitet.
"Jeg ved godt, at jeg er en stor mundfuld," siger 27-årige Matilde Alexandra.
Hendes blik er insisterende. Stemmen er høj. Og smilet er ægte.
Men sådan har det ikke altid været for den nordjyske kvinde, der i dag er radiovært på ANR.
"Jeg har altid været god til at lægge låg på mig selv og tilpasse mig den person, jeg sidder overfor. Hvad vil de have af mig? Hvad forventer de? Hvordan har de det bedst med, at vi taler og gør?"
Først for nylig har hun fundet ud af, at det ikke giver mening hverken i arbejdslivet eller privat.
Den erkendelse vender vi tilbage til.
Mød Matilde 1, 2 og 3
Allerede i gymnasiet var Matilde Alexandra en kamæleon.
"Jeg havde jo lært i folkeskolen, at jeg ikke fik særlig mange venner, hvis jeg var mig selv."
Derfor filede hun sig selv ned i visse sammenhænge. Byggede på i andre. Og kun når hun trådte ind i musiklokalet, dristede hun sig til at være nogenlunde sig selv.
"Men så gik det jo helt galt, hvis folk, der kendte tre forskellige Matilder, pludselig var i samme rum. For hvem pokker skulle jeg så være?"
Jeg havde jo lært i folkeskolen, at jeg ikke fik særlig mange venner, hvis jeg var mig selv.
I 2016 slog panikangsten ned i Matilde Alexandra for første gang. På det tidspunkt studerede hun musik på Aalborg Universitet, og i det følgende år levede hun i en blanding af helvede og ligegyldighed.
Identitetskrisen havde kogt over.
Da hun i 2017 fik studiejob i Musikkens Hus i Aalborg, følte hun sig egentlig hjemme. Men Matilde Alexandra var også bevidst om, at alting skulle være ordentligt og grænsende til perfekt. Gæsterne skulle have en god oplevelse, så hun skulle ikke stikke for meget ud.
Hverken til den ene eller anden side.
Den rigtige Matilde
"Det er meget få mennesker, du kan putte ind i en lille kasse, uden at noget stikker ud. I hvert fald ikke mig," siger Matilde Alexandra.
"Det fede er bare, at det fungerer virkelig godt i radioen."
Hun turde ikke helt tro på det i starten. Men erkendelsen er kommet i takt med, at beskederne er tikket ind fra begejstrede lyttere. Da Morgenkøterne på ANR toppede Spotifys danske podcastliste. Og da programmet blev kåret som Danmarks bedste morgenradio.
Hvordan Matilde Alexandra landede sit radiojob uden nogen erfaring inden for faget, kan du se og læse her:
"Folk har altid dannet holdninger om mig, fordi jeg fylder meget. Nogle opfatter mig som overgearet eller overglad, nogle tolker det som uintelligent. Og så er det, jeg har haft tendens til at lægge låg på mig selv for at passe ind – og please andre."
Men i radioen kan lytterne lide Matilde Alexandra for den, hun er. Og endnu vigtigere kan hun lide sig selv.
Værdien af en makker
Er du fuldkommen dig selv, når du møder ind på arbejde nu?
Matilde Alexandra kigger rundt i det tomme radiostudie, hvor hun tidligere i dag sendte live med sin makker, Anders Wortmann.
"Så tæt på, som jeg overhovedet kan komme," siger hun gennem smilet, der stadig hænger ved.
"Jeg har fundet en arbejdsplads, der kan rumme mig. Og som anerkender mig, både når jeg fylder meget, og når jeg har en dag, som er lidt svær. Jeg behøver ikke undertrykke mig selv."
Det er meget få mennesker, du kan putte ind i en lille kasse, uden at noget stikker ud. Det fede er bare, at det fungerer virkelig godt i radioen.
Matilde Alexandra er vant til store arbejdspladser med mange kollegaer. Men det er første gang, hun prøver at have en allieret som Anders Wortmann, der næsten kender hende bedre, end hun kender sig selv.
Hvis den ene er nede, træder den anden i karakter. Og den fortrolighed betyder mere for arbejdsglæden end nogen pris eller placering på Spotify.
Anerkendelsen vil Matilde Alexandra dog stadig gerne have:
"Vi elsker, når folk klapper ad os. Men i virkeligheden burde det jo ikke være nødvendigt. Derfor øver jeg mig stadig i at klappe ad mig selv."
Vil du møde Matilde Alexandra? Tag med til Vigeur LIVE d. 16. november, hvor vi fylder Musikkens Hus i Aalborg med oplæg og inspiration til dit arbejdsliv.