Peter er taknemmelig for sin ADHD: “For mig har det været en kæmpe gave”

“Jeg var faktisk tæt på at aflyse det her interview,” siger Peter Mousten, mens vi tager plads på hans terrasse i det mondæne Aalborg.

“For jeg vil nødigt bruge ADHD som en undskyldning for mine fiaskoer.”

Jeg kender ham kun af navn: som løbefænomen, foredragsholder og en mangeårig iværksætter, der gik konkurs tidligere i år. Men det er ikke dén fortælling, jeg er kommet for at malke.

Jeg vil gerne forstå den betydning, ADHD har haft i Peters (arbejds)liv.

Koncentrationsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet er hovedsymptomerne ifølge Sundhed.dk. Peter Mousten kalder det oftest bare drive, når han skal forklare den ild, han har inden i sig.

“Jeg har fået mange slag, fordi jeg ikke er så god til at konsekvensberegne,” siger han og smiler under kasketten.

“Men for mig har det været en kæmpe gave. Jeg ville aldrig have opnået alt dét, jeg skulle, hvis jeg ikke havde ADHD.”

“Hash var godt for mig,” siger Peter Mousten om den dæmper, det lagde, da han røg sin første joint.

På terrassebordet imellem os ligger et papir med håndskrevne noter om de mest afgørende tidspunkter i Peters liv. Hashmisbrug står der allerede inden konfirmationsalderen.

Dengang blev man ikke sendt til udredning, fordi man var “en rigtig dreng med krudt i røven” – men hashen hjalp Peter med at falde til ro i skolen.

“Desværre,” skynder han sig at tilføje om sit årelange misbrug.

Hash i hverdagene blev til coke i weekenden, hvor Peter Mousten tog til technofester og spinning-events for at “gakke ud.” Oftest uden søvn imellem.

“Jeg syntes ikke, det var en fed retning, mit liv gik i,” siger han, når han genkalder sig minderne og de venner, der ikke kunne kende forskel på rigtigt og forkert.

“Men jeg fandt ud af, at sport og motion kunne give mig det samme, som stofferne gav mig.”

Afløb for den energi, han først som 44-årig fik diagnosticeret.

I 1997 stod Peter Mousten og styrketrænede i sit lokale center, da han overhørte tre gutter tale om at skulle til USA for at arbejde en skisæson. De havde lejet en fireværelses lejlighed og manglede en ekstra roommate.

“Dem faldt jeg i snak med, og uden at tænke nærmere over det bestilte jeg flybilletterne samme aften.”

I Aspen, Colorado, fik Peter Mousten én af de gyldne muligheder i et menneskes liv, hvor du kan genopfinde dig selv, fordi ingen kender din historie.

Så når folk spurgte ind til Peter, fortalte han, at han elskede at dyrke sport og aldrig festede.

“Dén fortælling blev min egen sandhed. Og det åbnede sindssygt mange døre, da jeg begyndte at bruge mit drive konstruktivt.”

Skiinstruktør, personlig træner og ekstremsport har han noteret på papiret foran sig.

Han kastede sig ud over klippekanter som paraglider. Klatrede. Løb ultraløb. Og arbejdede både på byggepladser, restauranter og i butikker, når han ikke var instruktør.

Det var også sit drive og sine menneskelige kompetencer, Peter Mousten trak på, da han vendte hjem til Danmark for at stifte familie.

Han var skuffet over serviceniveauet i Aalborg anno 2006 og besluttede sammen med sin hustru at åbne en løbebutik med mere amerikanske dyder.

Parret havde den åbenlyse fordel, at Peter kunne løbe sig til markedsføring ved at vinde løb. Og Dorte Mousten kunne sikre den struktur og stabilitet, som hendes mand manglede.

“Uden sammenligning i øvrigt: Så ser man jo også i dag, hvordan folk med ADHD og autisme sagtens kan få topjobs i Silicon Valley. Og så får de en personlig assistent, som har forstand på den diagnose,” siger Peter Mousten.

“På det her tidspunkt vidste jeg stadig ikke, at jeg har ADHD. Men det var helt afgørende at have en partner i Dorte, som kunne komme og sige: Rolig nu, Peter. Skal vi lige gøre sådan og sådan, før vi tonser videre?”

Senere voksede medarbejderstaben med blandt andre ultraløber Stine Rex og den ambitiøse fysioterapeut Kasper Nielsen, som hurtigt blev medejer.

“Og på dét tidspunkt kunne jeg jo ikke forestille mig et federe arbejde,” siger han og lader ordene hænge i luften.

Peter og partneren Kasper var ambitiøse og udvidede ikke bare med butikker i Randers og København under navnet Runners Lab.

I 2019 investerede de også massivt i en ny webshop, som vækstede eksplosivt de første par år.

Men Peter Moustens arbejdsglæde raslede den anden vej.

“For mit ego var det jo fedt at fortælle mine venner, hvor høj en omsætning vi havde nået på kort tid. Men mentalt fik jeg intet ud af views og likes og onlineordrer. Jeg kunne bare ikke stoppe det,” siger han om det digitale godstog, der buldrede afsted.

Kill your darlings har han ellers skrevet på det stykke papir, som han løbende skæver til gennem interviewet.

“Men vi overbeviste hinanden om, at vi bare skulle give det lidt mere tid og lidt flere kræfter. Og så kunne vi forhåbentlig gå derfra med penge på lommen.”

Så Peter Mousten tog en maske på og fortsatte med at gå på arbejde.

Han smilede, når han hver dag stillede sig op foran videokameraet og optog “en fed, ny video om en fed, ny løbesko.” Når han sad i møder om digital markedsføring fremfor at møde kunderne ude i virkeligheden.

Og når han begejstret talte med investorer, som gerne ville drive virksomheden videre sammen med ham og Kasper.

“Jeg kan tydeligt huske, da jeg sad dér og fik at vide, at vi kunne få en sum penge over fem år. Men jeg kunne jo ikke engang overskue fem måneder.”

Derfor gik Peter Mousten og Kasper Nielsen ind på et advokatkontor i januar 2023. Med deres regnskaber under den ene arm og deres professionelle identitet under den anden.

Hvem var du så, da du trådte ud af det advokatkontor?

“I første omgang en kæmpe fiasko,” siger Peter Mousten om de lukkede butikker og webshoppen, der blev begæret konkurs.

Men han var også en lettet mand, der skulle finde ud af, hvem han var, når han ikke var Peter nede fra løbebutikken.

Foreløbigt er han blevet specialpædagog på to opholdssteder for unge, som ikke trives derhjemme. Enten på grund af deres forældre eller egne diagnoser.

“De unge er fantastiske. Og det er nok også dem, der gør, at jeg gerne vil dele min fortælling om ADHD. Ikke som en undskyldning for mine fiaskoer. Men som én af grundene til mine succeser.”

Det er to år siden, han selv blev diagnosticeret. Og først nu som 46-årig bruger han medicin et par gange om ugen.

“Den ville jeg gerne have kendt til tidligere i mit liv. For medicinen gør en kæmpe forskel. Men jeg vil ikke bruge den hver dag,” siger han og giver et eksempel:

“I dag har jeg taget en pille, inden vi to skulle tale sammen, så jeg kan være mere nærværende. Det er også derfor, jeg har papiret med mine noter, så jeg ikke springer for meget rundt i fortællingen.”

Men når han omvendt skal holde et foredrag, afvikle et motionsløb eller indtage en lederrolle i en organisation med mange problemstillinger, ser han ikke medicinen som en fordel.

“Der er det en kæmpe fordel med mit hyperfokus, min energi og min evne til at jonglere med hundrede bolde på samme tid.”

Jeg behøver ikke spørge Peter Mousten, om det er en lederrolle, han drømmer om, for ambitionen lyser ud af ham. 

“Men som jeg har lært på den hårde måde, er det vigtigst at finde et arbejde, som passer til vores personlighed, og som kan se værdien i dét, vi bringer til bordet. Uanset om vi har en diagnose eller ej.”