Portræt

Efter konkursen væltede tilbuddene ind: Lasse havde ét ufravigeligt krav

Lasse Thomsens livsværk skulle gå konkurs, før tilbuddene pludselig væltede ind. Tag med i rutsjebanen, når robotpioneren her fortæller om tiden før, under og efter konkursen. Og om dét krav, som i dag er blevet indfriet.

Foto: Lars Pauli

Den 25. april 2023 tog Lasse Thomsen sin Tesla på arbejde og indkaldte sine medarbejdere til et fælles morgenmøde.

42 mand stimlede sammen i den lille kantine, hvor de ellers plejede at spise i hold. Hvis der da overhovedet var tid til en siddende frokost.

De seneste måneder havde medarbejderne i LT Automation arbejdet i døgndrift for at få robotter klar, som skulle hjælpe det svenske sundhedsvæsen med at håndtere blodprøver.

Men pengene slap op, inden ordren til 40 millioner kroner var leveret. Og nu skulle direktøren give sit livs sværeste besked til medarbejderne.

“Der var nogle, der græd. Og andre, der bare var helt tomme i blikket,” siger Lasse Thomsen om konkursbegæringen, som betød, at samtlige medarbejdere måtte afskediges med omgående virkning.

Bagefter skulle Lasse Thomsen aflevere nøglerne til sin bil og kontorlokalerne til en kurator, inden han tog bussen hjem til Hjallerup.

Han kunne ikke forlige sig med tanken om konkursen, mens landskabet gled forbi uden for busruden. Men han nåede heller ikke at stige af, før hans telefon ringede første gang.

Det blev startskuddet til 22 intense døgn for robotdirektøren, der egentlig aldrig ville være direktør.

Fra Hjallerup Marked til robotindustrien

“Jeg elsker at sælge og kan snakke med alle,” siger Lasse Thomsen med et forsigtigt smil.

Om det er thailandske solbriller på Hjallerup Marked eller en robotløsning til mange millioner, er ikke så afgørende for den 50-årige nordjyde. Men tilfældigvis blev robotterne hans metier.

Som ung krejler holdt han også af at gå på genbrugspladsen i Hjallerup og finde to gamle cykler, som kunne skæres op og svejses sammen til en tandem. Så selvfølgelig skulle han udlæres værktøjsmager, inden han søgte tilbage til skolebænken og blev maskintekniker.

“Men det var tilfældigt, at det lige var robotter, som Migatronic søgte en produktionsteknolog til at udvikle,” siger Lasse Thomsen om sit første job i branchen.

“Jeg vidste bare, at jeg skulle arbejde med noget, der bevæger sig.”

Med sin dobbeltuddannelse var Lasse Thomsen både i stand til at sidde på tegnestolen og lave beregninger – og efterfølgende gå ud i værkstedet og svejse, dreje og fræse.

Men det frustrerede ham, når sælgerne i Migatronic Automation kom hjem med ordrer, der ikke kunne lade sig gøre i den virkelige verden. Eller ikke kunne laves til den lovede pris.

“Derfor spurgte min chef, om vi ikke skulle lave en funktion, der hed salgssupporter. Hvor jeg kunne hjælpe sælgerne med at lave en løsning og en pris, som de så kunne køre ud og præsentere for kunderne.”

Jeg havde lidt svært ved at få øje på, hvorfor jeg skulle lave sælgernes lektier – når jeg lige så godt selv kunne tage ud og sælge robotterne.
Lasse Thomsen om sin tidligere karriere i robotindustrien

Lasse Thomsen griner, når han genkalder sig sin egen reaktion dengang i 2003:

“Jeg havde lidt svært ved at få øje på, hvorfor jeg skulle lave sælgernes lektier – når jeg lige så godt selv kunne tage ud og sælge robotterne. Min chef syntes, det lød vanvittigt. Men han gav mig et halvt år. Og så endte jeg som salgschef de næste mange år.”

Om Lasse Thomsen

50 år og bosat i Hjallerup med sin kone og parrets to børn.Lasse Thomsen er udlært værktøjsmager og har siden også uddannet sig som maskintekniker.I 1999 fik han job som produktionsteknolog med speciale i konstruktion hos Migatronic Automation. Her designede og udviklede han robotløsninger, indtil han senere fik titel af salgschef.I 2011 stiftede Lasse Thomsen robotvirksomheden LT Automation, som han stadig er partner i efter konkursen.

Roboteventyret, der gik konkurs

Vovemodet var ikke mindre, da Lasse Thomsen i slutningen af 2010 lagde sin opsigelse på chefens bord – og forlod den 500-mand store virksomhed til fordel for at stifte LT Automation.

“Jeg havde sparet en halv million op og gav mig selv 25.000 i løn om måneden. Så jeg kunne jo hurtigt lave regnestykket og se, hvor lang tid jeg havde til at få støvet kunder op.”

"The best way to predict the future is to invent it," stod der på Lasse Thomsens kontor i 2022. Arkivfoto: Lars Pauli

Kunderne kom – og i 2014 blev Lasse Thomsen også kontaktet af idéklinikken på Aalborg Universitetshospital, som ville høre robotpionerens bud på, hvordan automation kunne aflaste dem.

“De modtager 3.000 blodprøver om dagen fra Nordjyllands lægeklinikker,” siger Lasse Thomsen og demonstrerer i luften:

“Dem skal 3-4 bioanalytikere så stå og pakke ud af kasserne, scanne og få videre i systemet.”

Mekanisk arbejde, som nemmere og mere præcist kan udføres af robotter. Og som LT Automation nu er blevet så dygtige til at lave, at ordrebogen i flere år har bugnet med millionprojekter i både Danmark og Sverige.

Om LT Automation

Nordjysk robotvirksomhed med kontor og værksted i Aalborg Øst.LT Automation nåede at beskæftige over 40 medarbejdere inden konkursen i april 2023.I maj 2023 blev en stor del af virksomheden solgt videre til Brdr. Colding Ejendomme ApS, der er ejet af Lars Colding-Kristensen og Peter Colding-Kristensen.Derudover er Claus T. Larsen, der sidste år solgte KT Elektric til Bravida Danmark, blevet en del af den nye ejerkreds sammen med Lasse Thomsen, Anders Kjergaard Madsen og Søren K. Andersen. Virksomheden vil nu fokusere på robotløsninger til laboratorier, farma- og sundhedssektoren, mens resterne af LT Automation A/S stadig er en del af konkursboet og i kurators hænder.

“Men i det offentlige får du ofte først betalingen, når du har leveret hele ordren. Så det er rigtig mange penge, man har ude at flyve, mens sådan et stort projekt står på.”

Samtidig voksede medarbejderstaben – og nye ordrer fra andre brancher blev ved med at tikke ind hos den driftige direktør.

“Vi var i gang med så mange forskellige projekter, at vi ikke havde råd til at lave nogen af dem færdige,” siger Lasse Thomsen, når han reflekterer over konkursen i dag.

Gik man en tur på værkstedet inden konkursbegæringen, kunne man for eksempel også have set robotter, som snart skulle ud i fødevareindustrien for at pakke laks.

“Og det er en helt klassisk fejl at ville det hele. Men uanset hvor svært det er, så er du nødt til at vælge én ting og blive rigtig god til den,” siger Lasse Thomsen.

“Og så når du forhåbentlig til et punkt, hvor du også kan begynde at tjene penge på den.”

LabEntry hedder robotløsningen, der kan hjælpe med at håndtere blodprøver i sundhedssektoren. Foto: Caroline Bundgaard

21 investorer på 22 døgn

Det var dén læring, direktøren lod synke ind, da han satte sig i bussen hjem til Hjallerup den 25. april.

Og som gav genklang i den anden ende af røret, da telefon ringede:

“Rygtet havde spredt sig, at vi var konkurs. Og folk syntes, det lød spændende med de her robotter, som kan hjælpe med at aflaste sundhedssektoren,” siger Lasse Thomsen, hvis kone selv har arbejdet som sygeplejerske.

“Det var fuldstændig vanvittigt, som vi pludselig blev kimet ned. Men jeg havde ikke på noget tidspunkt sluppet troen på, at vi ville finde en vej tilbage.”

Han kalder sig gerne naiv, men insisterer også på, at det kræver en vis naivitet at turde stifte en robotvirksomhed – og drive den til noget.

Og nu stod der pludselig 21 forskellige investorer, som gerne ville være med til dét.

Det er en helt klassisk fejl at ville det hele. Men uanset hvor svært det er, så er du nødt til at vælge én ting og blive rigtig god til den.
Lasse Thomsen om konkursen i LT Automation

For Lasse Thomsen og hans partner, Anders Kjergaard Madsen, betød det 22 intense døgn med møder og forhandlinger, indtil de 15. maj kunne lade champagnepropperne springe.

En stor del af LT Automation blev solgt til Brdr. Colding Ejendomme, der er ejet af Lars Colding-Kristensen og Peter Colding-Kristensen.

De havde den fornødne erfaring, ville genansætte 16 medarbejdere og satse på LabEntry, som robotløsningen hedder, der håndterer blodprøver i sundhedssektoren.

Og så ville de indfri dét krav, som Lasse Thomsen havde til sin egen fremtid.

En ny direktør

Lasse Thomsen ser lige dele anspændt og begejstret ud ved tanken om den nyhed, som bliver offentliggjort i dag. Men han er ikke i tvivl om, at han har truffet den rigtige beslutning.

“Jeg elsker at sælge og kan snakke med alle,” siger han for anden gang under dette interview.

“Men jeg var kommet til et sted, hvor jeg brugte 95 procent af min tid på drift af virksomheden og 5 procent af tiden på at sælge. Nu kommer det forhåbentlig til at blive med omvendt fortegn.”

Lasse Thomsen har nemlig krævet af de nye ejere, at de skal stille med en direktør. Og selvom det bliver mærkeligt at skulle sætte sig på bagsædet af sit eget livsværk, så er han kommet til en erkendelse af, hvad der er bedst for virksomheden.

Og hvad der er bedst for Lasse selv.

Jeg var kommet til et sted, hvor jeg brugte 95 procent af min tid på drift af virksomheden og 5 procent af tiden på at sælge. Nu kommer det forhåbentlig til at blive med omvendt fortegn.
Lasse Thomsen om sin fremtidige karriere i LT Automation.

Alle tre er partnere i virksomheden, men fra i dag er Lasse Thomsen tilbage ved sin titel som salgschef – mens Søren Andersen er tiltrådt som administrerende direktør, og Anders Kjergaard Madsen er blevet teknisk chef.

“Anders sidder faktisk derude og programmerer lige nu,” siger salgschefen og smiler. ”Det er lige præcis dét, han skal. Alt det administrative og jobsamtalerne får Søren fornøjelsen af nu.”

Derfor vil Lasse Thomsen også prøve at tænke på LT Automation som en arbejdsplads. Et job, han brænder for, men som godt må efterlade mere tid til familien, end han tidligere har haft.

Han plejede at køre 60.000 kilometer om året i sin bil, men forventer nu snarere at skulle flyve ud i verden for at skalere robotproduktionen til sundhedssektorer på nye markeder.

“Men jeg har da fået bestilt en ny bil,” skynder han sig at tilføje. ”Så nu er det snart slut med bussen og min kones Skoda Citigo.”