En arbejdsdag jeg aldrig glemmer

Rikke fortalte ung X Factor-stjerne om drømmetjans: Der blev stille i røret

Rikke Bruun-Mortensen var manager for Mohamed Ali, da han som 15-årig blev landskendt i tv-programmet X Factor. Derfor var det hende, der kunne give ham en helt særlig besked.

Foto: Jens Otto Barsøe

Der er ikke to arbejdsdage, der er ens, men de kan alligevel godt minde ret meget om hinanden. En gang imellem kommer der dog en dag, som af den ene eller anden grund ridser sig ind i hukommelsen. Det er sådan en de medvirkende fortæller om i serien, "En arbejdsdag jeg aldrig glemmer".

En dag midt i april 2009

Udover at drive mit dansestudie, har jeg også været med til at udvikle artister i musikbranchen. Jeg har blandt andet arbejdet med Razz (vinder af MGP i 2002 red.).

En dag i 2009 hvor jeg gik en tur i Aalborg, var der en ung kvinde som henvendte sig til mig på gaden. Hun var/er storesøster til Mohamed Ali. Han var med i X Factor, og hun spurgte, om jeg ikke ville hjælpe ham.

Kort om Rikke Bruun-Mortensen

Rikke Bruun-Mortensen er født og opvokset i Aalborg og bor stadig i byen.

Hun har undervist i dans, siden hun var 15 år og grundlagde i 1996 dansestudiet Dance Action, som hun stadig ejer. Hun står også bag dansestudiet BeYou, som siden 2018 har undervist voksne kvinder i dans.

Rikke har gennem de seneste knap 30 år arrangeret og koreograferet utallige danseshows og opvisninger, hun uddannet coach, og i sin fritid vil hun gerne ride på heste og spille på trommer.

Det var på den måde, jeg fik jeg kontakt til Mohamed, som på daværende tidspunkt var 15 år. Efter at have arbejdet med ham i forbindelse med X Factor, spurgte hans mor mig, om jeg ville være manager for Mohamed. Det sagde jeg ja til. Det var vigtigt for mig, at der var nogen, som passede på ham, og at han blev ved med at være sund i hovedet. Så indtil jeg følte, jeg ikke kunne gøre mere for ham, var jeg med til at sørge for det.

Mohamed var med i X Factor i 2009 og kom på andenpladsen i det populære tv-program. Foto: Pressefoto

Hele familien jublede

I perioden efter X Factor blev der rykket og flået i ham fra alle sider. Sony Music, som han havde skrevet kontrakt med, gjorde alt hvad de kunne, for at promovere ham. Nogle gange bremsede jeg tingene og sagde nej på hans vegne.

På selve den arbejdsdag, jeg aldrig glemmer, var der en, som hedder Hannah, der ringede til mig fra Sony, mens jeg sad på mit kontor. Hun sagde til mig, at hun havde det vildeste tilbud til Mohamed, og at jeg skulle have lov til at fortælle det til ham. Han var blevet udvalgt til at varme op for den amerikanske verdensstjerne Beyonce til en koncert i Messecenter Herning. Det er i den sammenhæng en ret vigtig detalje, at Mohammed er kæmpestor fan af Beyonce.

Jeg glemmer heller aldrig følelsen af at overbringe en besked, som fik hans største drøm til at gå i opfyldelse.
Rikke Bruun-Mortensen, indehaver og chef, Dance Action og BeYou

Så jeg ringede selvfølgelig til ham for at overbringe den store nyhed. Mohamed troede først, jeg bare lige ville høre, hvordan det gik, så han var helt cool, som en 15-årig nu er det. Jeg sagde til ham, at han nok lige skulle sætte sig ned og høre rigtig godt efter, og så fortalte jeg ham om Beyonce-koncerten.

Han gik først helt bananas men efter ret kort tid, blev der stille i røret. Jeg kunne høre, at han var begyndt at græde. Hans storesøster, som var i baggrunden spurgte ham, hvad der var galt. Jeg fik hende i røret og kunne fortælle om koncerten. Så jublede hele familien.

I den efterfølgende tid skulle vi selvfølgelig forberede showet med Mohameds dansere. Der var omkring en måned til koncerten. På selve dagen, havde vi håbet at få lov til at møde Beyonce. Det gjorde vi ikke. Hun var et andet sted, end vi var, og blev kort før koncerten startede kørt direkte til bagdøren, hvorfra hun gik op på scenen. Hun var også hurtigt videre efter showet. For Mohammed var det dog en drøm, der gik i opfyldelse. Han fik lov til at vise sit format på den samme scene som sit store idol.

Beyonce har optrådt flere gange i Danmark. Billedet her er fra Gigantium i Aalborg, hvor verdensstjernen gav koncert i 2006. Arkivfoto: Henrik Bo

Når jeg tænker tilbage på det hele, er jeg evig taknemmelig for, at jeg fik lov til at fortælle Mohamed om Beyonce-koncerten. Det var en anerkendelse af det samarbejde, vi havde. Jeg glemmer heller aldrig følelsen af at overbringe en besked, som fik hans største drøm til at gå i opfyldelse. Det var helt specielt.

Jeg har stadig kontakt til Mohamed, men der kan være langt imellem, at vi taler sammen. Jeg plejer at sige, at når jeg ikke hører noget fra ham, så går det godt.