Følte sig som Klodshans inden debut: Allans drøm døde og blev vækket til live igen

Der er ikke to arbejdsdage, der er ens, men skal vi være helt ærlige er størsteparten af arbejdsdagene, for de fleste af os, forhåbentlig gode, men trods alt præget af en vis form for fast rutine og ikke specielt mindeværdige.Der er dog arbejdsdage, som af den ene eller anden grund bliver helt specielle og kan få stor betydning for os. I denne serie, "En arbejdsdag jeg aldrig glemmer", har vi bedt de medvirkende om at fortælle om netop sådan en arbejdsdag. 

Allan Gaarde er 47 år og partner i konsulentfirmaet onenexus, der hjælper ledere og organisationer indenfor sportsverdenen. Han er født i Grindsted og bor i dag i Aalborg sammen med hustruen Sara og deres to sønner Gabriel og Gerson.

Allan Gaarde var fra 1997 til 2010 professionel fodboldspiller og spillede i Danmark, Italien og Norge. I 1999 vandt han DM-guld med AaB og var fra 2013 til 2019 sportsdirektør i klubben, hvor højdepunktet kom i 2014 med mesterskab og pokaltitel.

Allan Gaarde har taget uddannelser på både Copenhagen Business School og Aalborg Universitet og arbejdet som kommunikationsrådgiver hos Coloplast A/S. I fritiden vil han gerne være sammen med familien og spille golf.

Det lå ikke i kortene, at jeg ville komme til at leve af at spille fodbold. Jeg havde som ungdomsspiller været igennem et talentforløb i Vejle, og min far kørte mig 50 kilometer hver vej fem gange om ugen i fire år. Da jeg skulle til at spille det, der nu hedder U19, droppede jeg drømmen om fodbold og tog hjem med skam i bagagen. Jeg forestillede mig, at der fra de lokale i Grindsted var en slags ”hvad sagde jeg”- holdning, og at Janteloven levede i bedste velgående, fordi jeg havde turdet at flyve fra reden og prøve et andet miljø.

Efterfølgende var jeg en tur forbi militæret og havde kurs mod universitet i Aarhus. En dag fik jeg et opkald fra Vejen, der på det tidspunkt var i Danmarksserien. De ville gerne have, at jeg spillede for dem og ville samtidig hjælpe mig med at få en læreplads som revisor. Jeg tænkte, at det kunne være noget for mig. Jeg var god til at regne, og revisorer kørte rundt i nogle fine biler. Så jeg kom i lære som revisorassistent i Vejen, og på fodboldbanen rykkede vi op i 2.division.

Allerede efter et år stod der syv superligaklubber og var interesserede i at skrive kontrakt med mig. Så min drøm om professionel fodbold blev vækket til live igen. Jeg valgte i første omgang at gøre første del af både min HD og revisoruddannelse færdig. Derefter skiftede jeg til AaB i sommeren 1997. Jeg var meget i tvivl, om det var det rigtige at gøre, for var jeg god nok? AaB havde vundet DM i 1995, og det var stadig en stor del af mesterholdet, som udgjorde truppen. Så det var stærke spillere, jeg skulle konkurrere med.

21.juni 1997 skulle jeg spille min første officielle kamp for AaB. Det var mod Polonia Warszawa i det der hed Toto Cuppen. Det var den dag, jeg for alvor følte, at jeg gik fra at være en revisorassistent, der spillede fodbold i Vejen, til at være fuldtidsprofessionel.

Jeg tror aldrig, jeg har haft så mange sommerfugle i maven, som i mine forældres Polo på vej til kampen i Aalborg. Bilen var fyldt op, det hele osede af stolthed, og der sad jeg midt i det hele og var pænt presset.

Vi var selvfølgelig kommet hjemmefra i meget god tid. Jeg skulle jo ikke komme for sent til min debut. For ikke at komme til Aalborg flere timer før kampen, blev der lavet stop i Hobro for at spise en sandwich.

Til taktikmødet så jeg mig rundt og tænkte ”Shit mand”! Der sad flere af landets bedste spillere, og jeg følte mig stadig lidt som Klodshans. Min drøm var jo brast flere år tidligere, og nu stod jeg alligevel på en scene, som jeg slet ikke var vant til. Jeg følte mig virkelig sårbar, og jeg kunne mærke jeg levede, men det var ikke nogen behagelig tanke.

Jeg startede inde mod Polonia, og fik plads i midterforsvaret. Det var sammen med AaB’s nuværende direktør Thomas Bælum, som lige var kommet op i førsteholdstruppen. Kampen gik forbavsende godt, og vi vandt 2-0. Jeg tænkte, at det var lettere, end jeg havde drømt om og tog med derfra var, at jeg kunne være og præstere i det moment, hvor pulsen slår hurtigt og hjertet banker derudaf. Det var faktisk et ok sted at være, og nu skulle jeg fandme bare vise dem, der havde tvivlet på mig.

Det skal lige siges, at ugen efter tabte vi 2-8 på udebane til Heerenveen fra Holland. Jeg spillede venstre back og blev skiftet ud i pausen. Der stod der 0-6, og jeg havde været involveret i fem af målene. Så helt let var det alligevel ikke at blive professionel.