17 år med chimpansen Jutta: Afskeden var hård for Henrik

Der er ikke to arbejdsdage, der er ens, men skal vi være helt ærlige er størsteparten af arbejdsdagene, for de fleste af os, forhåbentlig gode, men trods alt præget af en vis form for fast rutine og ikke specielt mindeværdige. Der er dog arbejdsdage, som af den ene eller anden grund bliver helt specielle og kan få stor betydning for os. I denne serie, "En arbejdsdag jeg aldrig glemmer", har vi bedt de medvirkende om at fortælle om netop sådan en arbejdsdag.

Henrik V. Johansen er 58 år og direktør for Aalborg Zoo. Han er født i Aalborg, bor i Dall og er uddannet økonom fra AAU. Henrik V. Johansen har tidligere i sin karriere arbejdet i revisionsbranchen og været administrationschef hos advokatfirmaet HjulmandKaptain. Når han har fri, vil han gerne rejse, cykle, spise god mad og besøge andre kulturinstitutioner.

Jeg startede i Aalborg Zoo for 17 år siden. En af de første dage gik jeg rundt for at lære dyrepasserne at kende. Jeg havnede nede ved Ove Dahl. Han er nu gået på pension, men dengang var han hos chimpanserne.

Hunchimpansen Jutta sad tæt ved os og ville ikke gå. Jeg spurgte, hvorfor hun sad der, og Ove fortalte, at hun var lidt sløj. Jeg gik hen til Jutta og aede hende på knoerne i 15-20 minutter, mens jeg talte med Ove. Efter den dag sprang hun ned fra træerne, hver gang hun fik øje på mig og fulgte mig hele vejen langs vandgraven og vinkende farvel, når jeg gik videre ned mod rovdyrene.

Der kunne stå 100 mennesker og kigge på chimpanserne, uden at de reagerede, men hvis Jutta fik øje på mig, eller jeg lige kaldte på hende, kom hun altid ned og sagde hej. Det var faktisk sådan at mine børn nogle gange mente, det var pinligt. Jeg syntes til gengæld, det var fantastisk.

På et tidspunkt havde vi en hestehvisker på besøg i zoo. Nogle af dyrepasserne spurgte, hvorfor Jutta var så glad for mig. Hestehviskerens forklaring var, at jer er en høj og forholdsvis stor mand. I dyreriget signalerer det en form for magt, og så var jeg heller ikke fjollet, når jeg kom forbi. Jeg hilste på Jutta og gik videre.

Sidste gang Jutta fødte, blev jeg ringet op af dyrepasserne og gik derhen for at se hende. Da Jutta fik øje på mig, kravlede hun ned fra det træ, hun sad i og løftede den nyfødte unge ud over vandgraven, så den kom så tæt på mig som muligt. Det var helt vildt.

De seneste år blev hun i tiltagende grad døv og blind, så det var ikke altid, at hun så mig eller hørte mig, når jeg kaldte på hende. Hun var midt i 40’erne og en gammel dame, og det var ikke fair at holde liv i hende længere. Zoo blev lukket ned 18.december på grund af corona. Den 20. tog jeg op i haven for at gå en aftentur med min kæreste, og vi gik hen for at se til Jutta. Den aften hørte hun mig, kravlede hen til vinduet, satte hånden op på glasset og kiggede på mig. Det var, som om hun vidste, at det var vores farvel.

Næste morgen, 21. december, blev Jutta aflivet, og det var en megahård dag at komme igennem. Jeg sad på mit kontor, passede mit arbejde, og gik ikke op til chimpanserne. Jeg ville ikke se, at hun lå og var aflivet. Jeg havde sagt farvel til hende aftenen før.