Skal din bolig være en sjælden perle eller et stenkast fra vandet? Nanna oversætter ejendomsmæglerens floskler
En sjælden perle, et stenkast fra vandet eller med god beliggenhed. Det er et par af de floskler, vi ofte ser i salgsannoncer hos ejendomsmæglere. Men hvad betyder de egentlig? Nanna giver os svaret.
Nanna Kjelde er ejendomsmægler hos John Fransen i Klarup.
Jeg ringer til hende for at få oversat en række floskler, jeg er stødt på i salgsannoncer hos forskellige ejendomsmæglere – deriblandt andet John Fransen.
Nanna Kjelde starter med at fortælle mig, at når ejendomsmæglere siger ét, så mener de ikke noget andet. Og de lyver heller ikke. Faktisk er det ulovligt for en ejendomsmægler at vildlede sine forbrugere.
Den udtalelse anfægter jeg ikke.
Men vi bliver enige om, at det ikke udelukker, at ejendomsmæglere bruger en række udtryk, som efterhånden går under kategorien ”floskler”.
Så hvad betyder de egentlig?
Hvem bestemmer, at en bolig har god beliggenhed? Og hvor langt skal man kunne kaste for at bo et stenkast fra vandet?
Hen over sommeren undersøger vi en række af de floskler, som forskellige faggrupper bruger i mødet med andre faggruppe. Serien kalder vi ”Buzzwords i brancher”.
For når vi møder andre faggrupper, bemærker vi ikke nødvendigvis de indforståede floskler – og det kan skabe misforståelser og usikkerhed.
I tredje artikel har vi fået hjælp af ejendomsmægler Nanna Kjelde til at oversætte floskler fra ejendomsmæglernes salgsannoncer.
En sjælden perle
”Det kan have to betydninger. Enten at det faktisk er en sjælden perle: Det er måske en sjælden udbudt ejendom. I nogle områder kan det eksempelvis være, at det ikke er særlig tit, at der er sommerhuse i første række, som bliver udbudt.
Eller det kan være sjældent med en herskabelig lejlighed på 200 kvm på den bedste placering inde midt i Aalborg. Så er det ægte en sjælden udbudt perle, hvor folk drømmer om den type bolig, men det er de færreste, der har økonomien til det.
Omvendt kan det også være en pæn måde at sige, at det ikke er tit, sådan en bolig kommer til salg, fordi det er svært at sælge netop den type bolig. Og så er det typisk, at man bruger flosklen ”det er en sjælden perle, i stedet for at sige, at det er noget, vi ikke kan sælge.”
Et stenkast fra vandet
”Det er både et vanskeligt og sjovt udtryk på samme tid. Der er nogen, der opfatter det som en joke, når vi siger, at en bolig er et stenkast fra vandet, og der er også nogle ejendomsmæglere, som godt selv kan joke med.
For når man siger et stenkast fra vandet eller et stenkast fra skoven, så ved de fleste nok godt, at vi faktisk mener, at den sten skal skydes ud af en kanon for at nå skoven eller være sparket afsted af Kasper Schmeichel.
Hvis huset reelt var så tæt på vandet eller på en skov, så ville vi typisk skrive, at det var med fantastisk udsigt direkte ud over vandet eller i første række til vandet.”
En ejendom med mange muligheder eller hvor du kan sætte dit eget personlige præg
”Det skriver vi nok oftest, fordi boligen trænger til istandsættelse. Det er altså en høflig måde at skrive, at der er tale om et håndværkertilbud.
Nogle gange kan det være i så høj grad, at man ikke kan bo i det, som det står nu, mens vi andre gange bruger udtrykket til at få solgt boligen billigere.”
Uforpligtende salgsvurdering
”Den er altså god nok. Vi må jo ikke lave vildledende markedsføring, så hvis vi skriver, at det er en uforpligtende salgsvurdering, så er den uforpligtende. Vi skriver også ofte en gratis salgsvurdering, og det er altså, fordi det er gratis.
Måske man ikke helt tror, det er uforpligtende, fordi mægleren så godt kan finde på at ringe et halvt år efter vurderingen og spørge, om det er tid til at sælge, men det er også lovligt, fordi forbrugeren selv har taget kontakt.”
God beliggenhed
”Det passer jo også, når vi skriver, at en bolig har god beliggenhed. Men så kan man spørge, hvem der så lige vurderer, hvad der er god beliggenhed?
Nogle gange skriver vi det, fordi vi ved, at boligen ligger et sted, hvor der bliver solgt mange villaer. Det kan også være, fordi boligen har en god udsigt eller ligger lige ved siden af en skole.
Det er noget, vi mæglere vurderer. Og vi bruger det meget med forskellige holdninger til, hvad en god beliggenhed er.”
Med havkig eller fjordkig
"Det er der mange ejendomsmæglere som bruger. Ofte betyder det, at man måske kan se en lille bitte stribe af havet, eller at man skal stå præcis i dette værelse i denne vinkel for at kunne skimte havet eller fjorden.
For hvis huset lå allerførst og rent faktisk havde udsigten, så ville vi bare skrive det.”