Som 55-årig lagde Jussi en kalkuleret plan, der har gjort ham til mangemillionær

“Jeg kan garantere dig for, at jeg er det mest dovne menneske, jeg kender,” siger én af Danmarks bedst sælgende forfattere.

Det lyder ikke som nordjysk beskedenhed, selvom Jussi Adler-Olsen trådte sine barnesko i Brønderslev. Det er en kendsgerning, han beretter om med samme selvfølgelighed som sine mange succeser.

“Og jeg skammer mig over min dovenskab, så derfor knokler jeg som ind i helvede.”

Det seneste bevis ligger på bordet imellem os, da jeg møder ham på Skråen i Aalborg, mens publikum kommer dryssende i varme vinterfrakker:

En mursten af en krimithriller – og det tiende og sidste bind i den internationale bestsellerserie om Afdeling Q.

Men modsat aftenens gæster er jeg ikke kommet for at møde forfatteren Jussi, der snart går på scenen.

Jeg vil hellere udfritte forretningsmanden Jussi om den plan, han lagde i 2005. Og som han systematisk har arbejdet efter lige siden.

I visse forfatterkredse tangerer det blasfemi, hvis det ikke alene er kunsten, der driver værket.

Men da Jussi Adler-Olsen debuterede med thrilleren Alfabethuset i 1997, var det med målet om at blive en international bestseller.

“Det er en sindssyg, international historie. Men åbenbart også for meget for det danske publikum,” konstaterer forfatteren i dag.

Han kunne godt leve af Alfabethuset og sine to følgende thrillere, som blev udgivet i flere lande – men det store danske gennembrud lod vente på sig.

“Jeg fik rådgivning af flere forskellige, der sagde, at hvis folk skal kende dig her i Danmark, så skal du skrive om danske forhold. Og så gjorde jeg det.”

I 2005 gik Jussi Adler-Olsen systematisk til værks og startede med at lave en række dogmer til sig selv.

For eksempel aldrig at spolere læserens fantasi ved at røbe for meget. At fællestemaerne skulle være misbrug og magt. Og at det vigtigste ved karaktererne var deres hemmeligheder.

Derefter satte han sig ned og lavede en detaljeret synopsis for sin nye serie af krimithrillere. Ti bøger med selvstændige sager, men med et genkendeligt univers i Afdeling Q, som skulle udvikle sig fra bog til bog.

“Det tog mig godt og vel et halvt år at lave de synopser. Og så siger du, at det kunne være spildt arbejde, ikke? Men jeg vidste også, at hvis det var spildt arbejde, så ville jeg bygge huse og være iværksætter i stedet for.”

Det blev ikke nødvendigt at opsøge nye karriereveje.

Allerede fra debuten i 2007 solgte Afdeling Q-serien “katastrofalt dejligt meget,” og efter bind to offentliggjorde Jussi Adler-Olsen sin plan om de ti bøger.

“Min kone har sagt mange gange: Hvorfor gik du ud og sagde ti bøger? Men ti bøger var jo planen, fordi jeg havde emnerne til ti bind.”

Står du med et stærkere produkt i dag, fordi du har arbejdet så systematisk efter en plan?

“Det gør jeg,” svarer han mig uden betænkningstid.

“Led efter en anden serie, der er lige så gennemtænkt. Ja, undskyld, jeg siger det så direkte. Men det føler jeg. Jeg kan lave referencer langt tilbage, og det holder. Alting har en mening," siger Jussi Adler-Olsen, der aldrig har oplevet, at planer får kreativiteten til at erodere.

Tværtimod.

“Visse passager, visse hændelser, har jeg skrevet helt ud dér i 2005, og så glæder man sig til at komme til dem. Lige bagefter kommer problemerne altid. Det vidste jeg, før jeg gik i gang med den respektive bog. Så hvordan løser jeg det? Det er det fedeste at finde ud af.”

At det skulle tage ham 16 år at skrive bøgerne, havde han til gengæld ikke lyst til at vide på forhånd.

“Det var længere tid, end det skulle. Men det var succesen, der ødelagde den her plan,” siger forfatteren – åbenlyst taknemmelig over den fyldte sal, der venter igen i aften. “Pludselig skulle jeg rejse rundt og havde ikke tid til at skrive.”

Derfor måtte visse elementer modereres, når verden forandrede sig hurtigere, end bøgerne blev skrevet.

“Syrien var for eksempel det fredeligste land, da jeg besluttede, at Assad skulle komme derfra. Det var det ikke, da jeg skulle skrive Offer 2117,” siger han om bind otte, der endelig udfolder karakterens historie.

“Men at der også sker en masse i vores samfund, som bare pejler og går direkte ind i historierne. Det er jo vanvittigt.”

Jussi Adler-Olsen peger på sagerne om Natascha Kampusch og Josef Fritzl, der rystede Østrig i årene omkring udgivelsen af Kvinden i Buret. Og på Selfies, som han tilrettelagde i 2005 – længe før smartphones gjorde samfundet selvoptaget.

“Så jeg har været heldig. Rigtig, rigtig heldig. Men jeg har også været god til at se, hvilken retning heldet var i.”

Forretningsmanden Jussi Adler-Olsen har generelt været dygtig til at ramme tidsånden.

“Det er nu, man spiller rockmusik. Det er nu, man sælger tegneserier,” siger han om det forlag, han stiftede som 22-årig, og som efter tre måneder havde fire ansatte.

Men for Jussi Adler-Olsen er det også en dyd at stoppe i tide og gøre noget andet.

“Det har jeg gjort flere gange – også med meget dyre ting.”

Han var medinvestor og bestyrelsesformand for en solcellefabrik i Sydtyskland og følte sig derfor selvsikker, da han i 10'erne kastede sig ud i at lave nulenergihuse af aluminium.

“Det fungerede! Der var bare ikke nogen, der ville have det. Og så skal man turde sige farvel og tak, når timingen ikke er til det,” siger han om de huse, der sikkert stadig står godt på en sommerhusgrund i Nordsjælland.

Nu er det sidste punktum sat i den buldrende succes om Afdeling Q. Og Jussi Adler-Olsen har taget hul på de mange møder med læserne, som også har bragt ham til Aalborg i dag.

Men den 73-årige forfatter er langt fra færdig med at arbejde.

Han skriver på Den Illustrerede Kineser, der har ligget i skrivebordsskuffen i flere år. Han har lige lanceret en spilbar krimi om Afdeling Q. Og så ér han bygherre ved siden af forfattergerningen.

“Jeg kan godt lide at købe en bygning, der er fuldstændig smadret. Og så gøre den lækker. Noget, jeg kan være stolt af at se på, og som andre kan få glæde af at leje sig ind i. Det er meget tilfredsstillende.”

“Skal du rejse mindre?” spørger jeg, selvom Jussi Adler-Olsen ligner én, der stortrives på landevejen.

“Lidt færre rejser af pligt, ja. Men flere rejser for sjov. Og så skal jeg bare være doven.” 

“Og spontan,” skynder han sig at tilføje.