“Jeg håber, de tager mig i kraven og smider mig ud”

“Hvis du skænker en mørk rom og sætter dig ned i en stille stund,” begynder Peter Møller Madsen og løfter sit glas.

“… så tror jeg godt, du selv kan mærke, hvornår du stopper med at være en gevinst for din arbejdsplads.”

Foreløbigt er det kun rabarbersaft og ikke rom, der er i glasset – men Peter Møller Madsen ved godt, hvilken vej det går.

“Og ingen person er større end projektet,” siger han om Nibe Festival.

Ikke fordi det lyder flot eller står på side 1 i en ledelseshåndbog. Men fordi det livsværk, han har arbejdet for i 38 år, fortjener bedre.

Derfor har festivallederen for længst instrueret sine kollegaer i, hvad de skal gøre, den dag han bliver et problem og ikke en gevinst for festivalen:

“Så skal de fjerne mig,” siger han med største selvfølgelighed.

“Jeg håber, de tager mig i kraven og smider mig ud. For jeg vil ikke være den, der bremser vores udvikling. Jeg vil ikke være den, der dræber folks engagement. Eller den, der laver fatale fejl, fordi jeg ikke kan følge med.”

Men hvor parkerer man sit eget ego i det generationsskifte, som så småt er i gang? Og hvor starter man med at give slip, når man som Peter Møller Madsen er indbegrebet af Nibe Festival?

Det tillader jeg mig at spørge ham om – her på festivalens første dag.

Festivallederen starter med at komme med en høflig rettelse:

Nibe Festival er givetvis indbegrebet af Peter Møller Madsen. Men Peter Møller Madsen er ikke indbegrebet af festivalen.

“Det er denondelynemig kollektivet,” siger han og begiver sig ud i en hjertelig hyldest af sine kollegaer og de 4.800 frivillige, som han åbenlyst helst vil have interviewet til at handle om.

Jeg kan godt vride ud af ham, at han har gjort en positiv forskel for festivalen – men det er den kollektive indsats, som oprigtigt rører ham. Og som har ført Nibe Festival fra “en flok unges lillebitte lokalarrangement” til Nordjyllands største musikfestival med op mod 20.000 gæster om dagen.

Alligevel har der været dage, hvor Peter Møller Madsen ville ønske, han ikke havde siddet på Jernkroen den aften i 1985, hvor den egentlige stifter, Torben Jakobsen, kom hen og spurgte, om de ikke skulle starte en festival.

“For det har fandeme været sjovt,” siger han, mens oplevelserne står i kø for at blive fortalt. “Men det har nok ikke været så sundt.”

Hverken for festivallederen selv eller for familien, som har betalt prisen for Peters passion:

“I dag tror jeg, de er stolte af, hvad vi har skabt herude. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at mine børn ikke så ret meget til deres far, da de havde allermest brug for det. Selv når jeg var der fysisk, var jeg ikke nødvendigvis til stede for dem og min kone.”

En tendens, som Peter Møller Madsen ikke ville slæbe med sig ind i sine 60’ere. Og som han er stolt af faktisk at have handlet på.

Han tager endnu en tår rabarbersaft og forsikrer mig om, at han absolut ikke er træt af sit arbejde.

“Men jeg kan godt mærke, at festivalen udvikler sig massivt fra år til år – og at jeg samtidig bliver et år ældre hver gang. Derfor er der selvfølgelig ting, jeg tidligere har haft nemt ved, som jeg pludselig skal mosle mere med.”

For Peter Møller Madsen handler det især om personaleansvar, hvor du bliver hevet i fra flere sider og helst skal kende alle svarene. Den opgave har han derfor givet videre til bestyrelsesformand Thomas Larsen for flere år siden.

Hvad gjorde det ved dit ego, da folk så begyndte at gå til Thomas og ikke til dig?

“Det var skidehårdt,” lyder svaret. “Og der skal sluges nogle kameler i sådan et skifte. Men det er også vanvittigt ressourcegivende, når du ikke længere skal forholde dig til alting. Og når vi i tremands-direktionen med Thomas og Anders Kristensen ofte er flere om at have det sidste ord.”

I øvrigt behøver vi ikke bekymre os om festivallederens ego, skynder han sig at tilføje. Som talsmand – og et velkendt ansigt – er det stadig Peter Møller Madsen, der får æren for meget af arbejdet.

“Selvom andre har hænderne nede i mange flere ting, end jeg har i dag,” siger han næsten skamfuldt.

“Men det er stadig mig, der får stukket et kamera og en mikrofon i hovedet. Og mig, der får lov til at tale med dig i dag.”

Ifølge Peter Møller Madsen har man som leder et enormt ansvar for at give plads til den nye generation.

Og selvom han ikke har sat årstal på, vil han fortsætte med at give ansvar fra sig, så processen aldrig går i stå.

“Dét, at jeg er talsmand, kan for eksempel også blive et problem på et tidspunkt. At der står en gammel, gråhåret mand og fortæller et ungt publikum om vores fede program. Jeg føler mig ikke gammel, men det kan jo godt være andres oplevelse.”

Foreløbigt er Peter Møller Madsen dog ikke bekymret for, at selve programmet bliver gråt i toppen.

“Nogle gange ser man udviklingen gå i stå, fordi man kommer til at gøre, som man plejer. Eller kun booker de kunstnere, man selv vil høre. Men du må gerne citere mig for, at min kunstneriske intuition ikke er aftagende.”

Tværtimod, siger hans smil.

For Peter Møller Madsen handler det også om at turde sætte hånden på kogepladen og tage nogle chancer. For det er for nemt bare at booke de navne, som folk allerede kender:

“Det udvikler os ikke. Og så tager vi heller ikke det ansvar, vi skal for vores branche. Det betyder ikke, at vi ikke skal indrette os efter gæsternes behov. Det skal vi selvfølgelig. Men vi skal også udfordre dem med noget, de ikke vidste, de godt kunne lide.”

Det kunstneriske program bliver måske den sidste opgave, som Peter Møller Madsen kommer til at slippe hos sit livsværk.

Og hvad enten han selv beslutter sig for at gå eller bliver taget i kraven, bekymrer han sig ikke om den musik, der skal fylde Skalskoven i Nibe.

Han griber sin rabarberdrik for at demonstrere:

“Hvis du vil vide, hvor uundværlig du er, kan du jo bare stikke fingeren ned i saften og måle hullet bagefter. På samme måde opstår der ikke noget tomrum, når jeg ikke er her længere. For ingen person er større end festivalen.”

Til gengæld oplever Peter Møller Madsen, at der ofte sker noget positivt, når nye folk tager over:

“Så opdager man, at det faktisk er meget sundt. At det giver noget ny energi, for det der ville Møller aldrig have gjort. Men heldigvis kom du og gjorde det på din måde. Og tak for det!”

Alligevel er der vel noget, som du håber, de holder fast i, når du en dag trækker dig helt tilbage?

“Respekt og empati for andre mennesker,” siger han uden betænkningstid.

“Jeg håber, jeg har været med til at lave nogle spadestik, der er så dybe, at det lever videre – også når vi fra den gamle garde træder tilbage.”

Det er den ordentlighed, som hele holdet bliver mindet om at bære med sig ind i skoven i dag. Og som festivallederen også selv vil huske, når han engang kommer på besøg uden sin titel.

“Jeg nægter at blive en bitter mand, der går og brokker mig over forandring. For den dynamik er simpelthen så vigtig.”