Der er ikke to arbejdsdage, der er ens, men de kan alligevel godt minde ret meget om hinanden. En gang imellem kommer der dog en dag, som af den ene eller anden grund ridser sig ind i hukommelsen. Det er sådan en de medvirkende fortæller om i serien, "En arbejdsdag jeg aldrig glemmer".
1.september 2018
Jeg var på mit kontor, og i løbet af morgenen blev jeg ringet op af Joan Kamstrup, der er kulturchef i Mariagerfjord Kommune. Det første hun sagde var, at jeg hellere måtte sætte mig ned. Joan fortalte, at kommunen skulle spare ret meget i forbindelse med udligningsreformen, og at Himmerlands Teater var kommet på dagsordenen til lukning.
Det var en kæmpe mavepuster, og efter samtalen sad jeg helt forstenet og tænkte hvad nu? Mine medarbejdere kom ind på kontoret, og jeg måtte forklare dem situationen. En af dem brød nærmest grædende sammen. Vedkommende havde lige købt hus i Hobro-området på grund af jobbet på teatret.
Vi kiggede hinanden og spurgte, hvad skal vi gøre? Skal vi gå hjem? Skal vi rydde op? Er der nogen, som gider og tømme skraldespanden? Det var der ikke. Så vi drak noget kaffe og spurgte hinanden, hvordan kommer vi videre herfra?
Den dag var frygtelig, og det var de efterfølgende også, men vi satte himmel og jord i bevægelse for at redde teatret. Jeg skrev ud til alle, jeg kendte og lavede et opslag på Facebook med et link, så der kunne sendes høringssvar til kommunen.
I tårer efter opkald fra borgmester
Fra den 7. til den 9. september væltede det ind med høringssvar fra hele verden. Der kom over 100. Folk skrev om, hvor vigtig kultur er, og hvor stor betydning det har for et område at have et lokalt kulturkraftcenter. Det var fuldstændig overvældende. På det efterfølgende høringsmøde, fik politikerne klar besked fra borgerne om ikke at lukke teatret.
Det var en helt vanvittig energi, der kom ud af at have været i uvished i 14 dage.
14 dage efter jeg var blevet informeret om lukningsplanerne, blev jeg ringet op klokken halv syv om morgenen af borgmesteren i Mariagerfjord Kommune. Han fortalte, at jeg skulle være den første til at høre, at forslaget om at lukke teatret var taget af dagsordenen. Mine skuldre faldt ned, og jeg begyndte bare at tude.
Da jeg havde viderebragt den gode nyhed til mine medarbejdere, kiggede vi på en væg, der var i teatrets foyer. Det var ikke en bærende væg, og den havde ingen funktion. Lige der blev vi enige om at lave vores foyer om og gik i gang med at brække væggen ned. Det var en helt vanvittig energi, der kom ud af at have været i uvished i 14 dage. Jeg havde blandt andet selv lagt det forberedende arbejde med vores store juleforestilling i skuffen, og egentlig haft mest haft lyst til at give andre nøglen til teatret og sige, de selv kunne rydde op.
Det jeg tog med fra hele forløbet, er glæden over den opbakning, vi fik fra et usynligt bagland. Alle dem vi ved, er der, men sjældent kommer i snak med. Det var dejligt at opleve, at folk orker at gøre en indsats, når noget betyder meget for dem. Når jeg har haft en god eller særlig oplevelse, synes jeg faktisk, at jeg blevet bedre til at sige det eller skrive til de mennesker, det handler om.
