Biskop tog afgørende skridt som 27-årig: "Det var skelsættende"

Der er ikke to arbejdsdage, der er ens, men de kan alligevel godt minde ret meget om hinanden. En gang imellem kommer der dog en dag, som af den ene eller anden grund ridser sig ind i hukommelsen. Det er sådan en de medvirkende fortæller om i serien, "En arbejdsdag jeg aldrig glemmer".

Thomas Reinholdt Rasmussen er 50 år og har siden 1.december 2021 været biskop i Aalborg Stift. Han født og opvokset i Frederikshavn og bor i dag i Aalborg. Før han vandt valget som biskop, har Thomas Reinholdt Rasmussen været sognepræst i Elling pastorat, Tversted pastorat, og Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring. Han var provst i Hjørring Søndre Provsti fra 2015 til 2021. Før han blev sognepræst, har Thomas blandt andet været flaskedreng i Storkøb i Frederikshavn og postbud på Nørrebro i København. Når han ikke arbejder, vil han gerne gå ture i skoven eller på stranden med sin familie.

Jeg var 27 år, da jeg blev indsat som sognepræst i Elling Sogn. En uge før var jeg til gudstjeneste i Elling Kirke, og da jeg gik derfra, kom der to ældre herrer hen til mig. De slog armen om mig og sagde ” Nu skal vi have knæjti’ godt på vej ”. De fortalte mig stille og roligt, hvordan man er præst på en ordentlig måde. Det er jeg dem evigt taknemmelig for.

Før selve dagen øvede jeg mig så mange gange på teksterne, at jeg kunne dem udenad, og i løbet af aftenen var jeg henne i en af kirkerne for at øve det hele. Jeg havde jo aldrig prøvet at afholde gudstjeneste før og stod med en klar opfattelse af, at nu skete der noget helt nyt og afgørende.

20.juni blev jeg indsat i tre kirker. Jeg startede kl. 9 i Elling, kl. 10.30 var det Jerup Kirke, og kl. 14.00 var det i Strandby. Alle kirkerne var fyldte, og folk var spændte på at høre den nye præst. Jeg prædikede over teksten om det fortabte får, som forsvinder i ødemarken. Jeg koblede det sammen med en historie om et skib, jeg havde haft, da jeg var syv-otte år. Pludselig en dag var det forsvundet, og jeg ikke kunne finde det. Men på trods af det var det stadig mit skib.

Den dag fik jeg afsunget i alt 20 salmer og i Strandby, var der to, som skulle døbes. Det var en pige og en dreng, og jeg tænker nogle gange på, hvor de er endt i verden.

Jeg hilste på flere hundrede mennesker i de tre kirker. Der blev flaget overalt i byerne, og efterfølgende var der kaffe i et fyldt forsamlingshus i Jerup, hvor der var omkring 10 personer, som holdt tale. Vi sluttede omkring spisetid. Jeg var både træt, lettet og glad og følte mig virkelig velkommen. Dagen efter stod jeg op og så startede arbejdet, og der er sket noget hele tiden siden da.

Når jeg tænker tilbage på dagen, var det, der gjorde størst indtryk at blive en del af noget, der var større end mig selv. På trods af at jeg var meget optaget af det, så handlede det ikke om mig. Det handlede om historierne og traditionerne. Jeg er også blevet indsat som biskop. Det var stort, men ved indsættelsen i mit første præsteembede var der helt klart et før og et efter. Det var skelsættende for mig.