Der er ikke to arbejdsdage, der er ens, men de kan alligevel godt minde ret meget om hinanden. En gang imellem kommer der dog en dag, som af den ene eller anden grund ridser sig ind i hukommelsen. Det er sådan en de medvirkende fortæller om i serien, "En arbejdsdag jeg aldrig glemmer".

1.august 2004

The Tall Ships Races var en stor succes i Aalborg i 1999, og vendte tilbage i 2004. En vigtig del af eventen er de koncerter, der afvikles undervejs, og Aalborg Kommune spurgte mig og Skråen, om vi kunne foreslå noget, der ville være et markant ”step up ” i forhold til 1999. Vores bud var Safri Duo. De var store på det tidspunkt og havde haft et verdenshit (Played-A-Live red.).

Den første tanke, vi havde, var, at de skulle spille på en flydende platform på fjorden. Men så opstod idéen om at afholde koncerten på Limfjordsbroen. Kommunen havde svært ved at forestille sig det, og hvis de skulle gå med til det, var det mig, der stod med ansvaret for den tekniske opstilling og afvikling af koncerten.

Jeg sagde ja og tænkte lige bagefter ”Er det her nu klogt”.

Vi lavede en meget detaljeret planlægning, og der var bunker af skemaer. Vi havde lavet store produktioner før, men ikke noget der lignede det her. Det har vi heller ikke gjort siden - heldigvis. Blandt andet var der en plan for, hvordan 40 tons tunge lastbiler skulle flyttes rundt, så der ikke på samme tid var for meget vægt på de enkelte fag af broen.

Jeg kunne ikke rigtig nyde koncerten. Mit fokus var på, at den blev gennemført.

Jørgen Nissen, leder af Skråen

Der var især mange overvejelser med hensyn til vægten af alt det udstyr, som skulle bruges. Det måtte ikke blive for tungt, når det var ude midt på broen, så der kunne ikke bruges en normal scene med overdækning. Det blev derfor kun en scenebund vi stillede op, og Safri Duo havde i kontrakten accepteret, at de skulle spille, selv om det regnede. Kommunen tillod heller ikke, at der kom publikum på broen under koncerten. Der var risiko for, at den ville brase sammen, hvis de hoppede i takt.

For at så mange som muligt kunne se og høre koncerten, havde i begge sider af broen hængt store videoskærme op, og lyden kom fra en kæmpestak højtalere, der hang i op til 35 meters højde på mobilkraner.

Det gik først for alvor op for Safri Duo, hvor stor en koncert det var, da de kom herop. Bagefter ærgrede de sig over, at de ikke havde fået et tv-hold til at dække hele processen.
Til koncerten blev der, ligesom de seneste gange der har været The Tall Ships Races, skudt fyrværkeri af fra broen. Det skete få meter fra, hvor Safri Duo optrådte. Det, synes jeg, var vildt grænseoverskridende. Bland andet stod der et kæmpestort batteri ved siden af mixeren, hvor lydmanden sad. Hvis noget var gået galt, var Safri Duo sprunget i luften.

Lyden røg i Nørresundby

Jeg kunne ikke rigtig nyde koncerten. Mit fokus var på, at den blev gennemført. Dengang var det nyt at sende koncertlyden digitalt i stedet for gennem kabler. Ved The Tall Ships Races var det første gang, vi gjorde det , og mens koncerten var i gang røg forbindelsen til Nørresundby. Så vi måtte downloade programmet, der styrede det igen, og Nørresundby var uden lyd i tre-fire minutter.

Der var virkelig pres på, og vi nåede at tænke ”øv”, hvorfor har vi ikke brugt kabler? Det havde kommunen dog ikke været så vilde med, fordi broen, indtil tæt på koncerten, skulle kunne slås op med kort varsel. Det ville være lidt svært, hvis vi havde trukket kabler.

Koncerten var en succes og politiet vurderede, at der havde været op mod en halv million mennesker på havnefronten i Aalborg og Nørresundby. Jeg var glad og træt efterfølgende. Vi havde været det samme hold på broen i omkring 22 timer.

Da vi om natten, troede vi var færdige, kom der en fra kommunen og sagde, at broen ikke var fejet ordentlig. Så måtte vi alle sammen i gang med kostene igen. Det føltes ret vildt at skulle bruge en ekstra time på det kl. 5 om morgenen. Vi var helt smadrede, da vi endelig kunne tage hjem og sove.