Trine er vokset op med urner, rustvogne og sørgende efterladte ved spisebordet. Og som 18-årig fik hun sin egen rustvogn

I august kunne 27-årige Trine Blicher Hansen fejre 10-års jubilæum på sit arbejde. På den tid har hun været med til at begrave flere end tusind døde.

Hun kan godt høre, at det lyder vildt, når hun siger det højt, men hun hænger sig ikke særligt i det. For hende er det bare et arbejde. Et arbejde som bedemand.

Første gang hun var med ude til et dødsfald var som 17-årig. Hun var med sin far et par gange om ugen efter skole for at se faget an, inden hun bestemte sig for at blive en del af hans bedemandsforretning Begravelse til Fast Pris.

Hun husker, hvordan det gav et sug i maven, da den døde kom rullende ind på hospitalet. Det var en pige på hendes egen alder, som var blevet dræbt i en ulykke.

Nu er døden hverdagskost, og Trine kører hjemmevant ud til dødsfald i sin egen rustvogn.

Men når det er et barn, hun skal lægges i kiste, kræver det et par ekstra dybe vejrtrækninger. For hun er bare et menneske, fristes man til at sige. Men sådan ser Trine ikke på det.

’’Det er mit arbejde at hjælpe dem, der står i den allersværeste situation. Så nytter det ikke noget, at de skal tage hensyn til mig, fordi jeg bliver følsom.’’

Trine går meget op i at være professionel.

Måske fordi hun har valgt et fag, hvor hun ved, at hun skiller sig ud. Som kvinde, og med det blonde hår, lange negle og mange tatoveringer.

’’Mange forbinder en bedemand med en alvorlig, ældre mand i sort jakkesæt. Så i starten skulle de lige prøve mig af, kunne jeg mærke. Men med tiden har de accepteret mig, som jeg er.’’

Interviewet foregår over en kop kaffe i forældrenes store køkkenalrum.

Det er nemlig her på matriklen, at Trine har sin arbejdsdag. Og kollegerne er hendes forældre og to søskende.

Mor og søster Mette laver blomster til begravelserne. Lillebror Mads laver gravsten sammen med far, der også har det overordnede ansvar for bedemandsbesøgene. Og Trine har ansvaret for kontoret og tager på bedemandsbesøg, når der er brug for det.

Bedemandsforretningen er udvidet i takt med, at børnene er kommet med. I dag har de ni afdelinger i Midtjylland og Nordjylland.

Med tiden skal børnene overtage forretningen.

Så imens vi andre taler om at finde den rette work-life-balance i vores arbejdsliv. Imens børn flytter hundredvis af kilometer væk fra deres barndomshjem for at få en uddannelse, stifte karriere og familie, er det hele smeltet sammen i det store, hvide hus i den lille nordjyske landsby Rold.

’’Selvom det måske lyder lidt gammeldags, så kunne jeg ikke forestille mig et bedre arbejdsliv. Vi er gode til at arbejde sammen og til at hygge os som familie imens. Der er ikke en skarp opdeling mellem arbejde og fritid, og det passer os alle godt.’’

’’Når der er tid til det, kører vi til bageren efter brød og til slagteren efter pålæg, og så spiser vi enten morgenmad eller frokost sammen. Og mine forældre hjælper gerne med at hente børnebørnene om eftermiddagen, hvis min søster eller jeg har travlt. Til gengæld kommer vi aldrig til at tage på ferie sammen, for der er altid én, der skal passe forretningen.’’

Døden har altid været en naturlig del af livet for Trine. Hun er vokset op med urner, rustvogne og sørgende efterladte ved spisebordet. Lige siden hun var lille pige, har forældrene nemlig haft begravelses- og blomsterforretning i hjemmet.

Men det var aldrig planen, at hun selv skulle være en del af det.

’’Jeg ville egentlig have været ejendomsmægler. Men efter min første praktik på handelsskolen vidste jeg, at det ikke var den vej, jeg skulle. Min far tilbød i stedet, at jeg kunne komme på kontoret i bedemandsforretningen og senere med ud til dødsfald. Og det var bare det helt rigtige. Det var vi begge vist lidt overraskede over.’’

Trine viser rundt på den store grund.

I den ene ladebygning bliver der graveret gravstene, og ved siden af står kisterne opmagasineret. På den anden side af gårdspladsen står de sorte, karakteristiske rustvogne.

Døden fylder i alle afkroge. Men som for at bryde den morbide stemning kommer en kæmpe sort gris luntende over gårdspladsen.

’’Det er bare Polly, vores kælegris. Vi kan godt lide dyr i vores familie,’’ griner Trines mor med en hund efter sig.

’’Ja, det kræver noget at være en del af vores familie. Og så skal man kunne lide at tilbringe tid med sin svigerfamilie,’’ siger Trine drillende.

For ikke nok med de lange arbejdsdage sammen, så samles børn, svigerbørn og børnebørn også ofte til aftensmad rundt om det store bord i køkkenalrummet, når arbejdsdagen er slut.

’’Vores kærester er heldigvis helt med på det. Mettes kæreste har endda været ansat her i perioder, og min kæreste skal til at bygge en hal for mine forældre. De kan også godt se fordelene ved, at vi har skabt så flydende et arbejds- og familieliv. Vores børn har et helt særligt bånd til deres bedsteforældre.’’

Der er ikke mange 27-årige, der kan bryste sig af at have fejret 10-års jubilæum på deres arbejdsplads. Men det kan Trine, og hun har ingen planer om at skifte karrierevej eller arbejdsgiver. Nogensinde.

Hun kan dog mærke et pres fra venner og bekendte, der undrer sig over, at hun ikke har lyst til at prøve noget andet eller få andre kolleger.

’’Hvorfor skulle jeg skifte job? Der er så mange aspekter i mit arbejde. Jeg sidder på kontor, jeg laver blomster, og jeg snakker med mennesker, der har mistet. Og så har jeg en masse frihed. Jeg har mit eget ansvarsområde, og så længe jeg har styr på det, kan jeg selv planlægge min hverdag.’’

Og selvom Trines chef samtidig er hendes far, har hun aldrig følt, at der har været forventninger til hende eller hendes søskende. De er aldrig blevet presset til at være med, og der har ikke været forskel på den måde, de er blevet behandlet på arbejdet og i privaten.

’’Jeg vil selvfølgelig gerne gøre min far stolt. Da jeg fik kørekort og skulle ud at køre med de store rustvogne, betød det meget, at min far så og anerkendte mig. Det havde nok ikke betydet lige så meget, hvis det bare var min chef. Men det kommer fra mig selv og ikke ham. Vores forældre vil bare, at vi er glade. Og så nyder de selvfølgelig, at de kan tilbringe så meget tid med deres børn. Det er jo ikke alle forundt.’’