“Work/life balance er noget pjat,” siger Le Gammeltoft, der selv har haft stress
Le Gammeltoft er gået fra iværksætter til topleder hos IT-giganten Netcompany. Vi spørger medieprofilen, hvad hun har taget med sig, og hvorfor hun opponerer mod begrebet work/life balance.
“Jeg har et meget, meget højt tempo. Og jeg når helt ustyrligt meget på meget kort tid,” siger Le Gammeltoft.
Det lyder ikke som pral, men en kendsgerning – som havde hun svaret på, hvordan hun foretrækker sin kaffe.
Det var samme tempo, Le Gammeltoft kørte i som DJ og radiovært i sin tidlige karriere. Og da hun i 2014 stiftede Heartbeats, der gjorde sig bemærket som mediebranchens frække, unge iværksættere.
For mig er det en stor skrøne, at det er vores arbejdsopgaver, der stresser os.
Otte år senere lavede det digitale medie sit første positive årsresultat, og Le Gammeltoft følte sig klar til at træde ud af den efterhånden etablerede SMV.
Ikke for at sætte tempoet ned. Men for at omgive sig med nye “ustyrligt dygtige mennesker,” som viste sig at gå i nålestriber og nypressede skjorter.
Hun blev hyret ind som kommunikationskonsulent hos it-giganten Netcompany i 2022 og har siden årsskiftet været interim kommunikationsdirektør:
“Jeg gav dem jo nogle råd og lagde en strategi for dem. Og så mente de, at jeg også blev nødt til at komme og følge det til dørs.”
Skrønen om stress
Det er nok de færreste, der ville have sat deres penge på Le Gammeltoft som ny kommunikationsdirektør hos den danske IT-gigant.
DJ’en, der havde cementeret sit navn som iværksætter.
Og iværksætteren, der i flere år har talt åbent om sine egne oplevelser med stress.
Jeg arbejder sgu ikke mere eller mindre, om jeg er selvstændig eller kommunikationsdirektør.
Le Gammeltoft havde heller ikke set jobbet komme, men hun havde ingen betænkeligheder ved det potentielle pres.
“Jeg arbejder sgu ikke mere eller mindre, om jeg er selvstændig eller kommunikationsdirektør,” siger hun og refererer til den tempoknap, hun dagligt trykker i bund:
“Jeg går ikke senere hjem, fordi jeg har et job med større ansvar nu. Jeg læser ikke flere mails. Men jeg kan operere i et tempo, som er ret sindssygt.”
En evne, hun kalder “fed, men også farlig,” hvis man tærer på ressourcerne for længe ad gangen.
Det oplevede Le Gammeltoft under opstarten af Heartbeats i 2014 og 2015 – men hun mener ikke, at det var virksomheden, der væltede hende.
“Det var summen af det hele,” siger hun og kalder begrebet work/life balance for “noget pjat.”
Ifølge kommunikationsdirektøren er det meget få mennesker, der kan trække en linje mellem deres arbejdsliv og privatliv. Og som vil trives bedre af den grund.
Hun betragter det som ét samlet regnskab, hvor ressourcerne helst skal gå op.
Hvis du bliver sygemeldt fra arbejdet, så vinder du jo 8-9-10 timer om dagen, hvor du kan gå en tur eller ligge på sofaen og samle kræfter.
“Og for mig er det en stor skrøne, at det er vores arbejdsopgaver, der stresser os. De fleste mennesker, jeg kender, der er gået ned med stress, og de omgange, jeg selv har haft med stress, har altid handlet om personlige relationer.”
En chef, der manipulerer. En projektleder på kundens hold, der taler grimt. Et parforhold i krise eller sygdom i familien, giver hun som eksempler på relationer, der kan udløse stress.
“Men hvis du bliver sygemeldt fra arbejdet, så vinder du jo 8-9-10 timer om dagen, hvor du kan gå en tur eller ligge på sofaen og samle kræfter,” siger hun og undertrykker et smil:
“Det er sværere at sygemelde sig fra to børn.”
Le som leder
Le Gammeltoft gider ikke putte med sine holdninger. Hverken i et interview, eller når hun går på arbejde hos Netcompany.
“Og i dag kan jeg godt se, hvorfor det er et godt match med min entreprenante tilgang,” siger hun om at komme buldrende udefra med nye initiativer.
“Jeg har jo kun øje på bolden. Og jeg har ikke noget karrieremål, som ligger ud over den strategi, vi er i gang med at implementere.”
Til gengæld sørger kommunikationsdirektøren for at lytte til sin krops signaler. Især om hun føler sig tung eller kort for hovedet.
“Og så skal vi selvfølgelig deles om ansvaret – og være realistiske omkring, hvad vi kan nå. Der er ikke nogen, der dør, fordi en kampagne eller pressemeddelelse bliver færdig én dag senere end planlagt.”
To ugers sygemelding er bedre end seks måneder, ikke?
Derfor beder Le Gammeltoft også sine medarbejdere om at gå hjem, hvis hun kan se, de bliver matte i øjnene.
“Jeg synes, vi er gode til at tale åbent sammen. Men uanset hvorfor du ikke er på toppen, kan jeg ikke bare kræve, at du skal tage sig sammen. Det, vi kan gøre, er at tage over på nogle af opgaverne, så du kan passe på sig selv.”
En kultur, Le Gammeltoft finder afgørende, uanset om man er topleder eller menig medarbejder.
“To ugers sygemelding er bedre end seks måneder, ikke?”
Vil du høre mere om, hvordan Le Gammeltoft skaber balance i sit liv, mens hun jagter ambitiøse mål? Klik her for at læse om årets erhvervsdag, Vigeur LIVE, hvor en række stærke oplægsholdere går på scenen 15. november.