Tendenser

Danske ledere er Nordens mest charmerende – eller hvad? To eksperter giver deres bud

Danske ledere er i en ny analyse blevet kåret som de mest ambitiøse og udadvendte, og ifølge to nordjyske rekrutteringseksperter er der nok noget om snakken.

Illustration: Maja Henriksen

Danske ledere er Nordens mest charmerende ledere.

Ifølge en analyse fra det erhvervspsykologiske konsulenthus Summit scorer danskerne højest på at være ambitiøse, udadvendte og selskabelige, hvilket kan få dem til at virke mere charmerende.

Analysen er foretaget på baggrund af det anerkendte personlighedsvurderingssystem Hogan Assessment Systems, hvor 7000 danske, svenske, norske og finske ledere har fået en vurdering.

Men hvordan stemmer analysen overens med virkeligheden? Og hvorfor er det sådan? Det har Vigeur spurgt Tina Bruun, director hos Unique Human Capital og Torben Abildgaard, managing partner hos Curia, om.

Torben Abildgaard – Managing partner hos Curia

Torben Abildgaard. Pressefoto

Om at være charmerende: "Jeg kan godt genkende, at de danske ledere er udadvendte og ambitiøse, men jeg ved ikke, om jeg vil kalde dem charmerende, og de er heller ikke nødvendigvis udadvendte.

Jeg tror mere, det hænger sammen med, at mange danske ledere er gode til at kommunikere. At være charmerende og kommunikativ behøver ikke være det samme, men han eller hun kan nemt blive opfattet sådan, hvis de også bare har stærkere kommunikative evner. Og der er det vigtigste jo, at man er god til at aflevere sine budskaber."

Hvorfor er det sådan?

"Det er en del af vores kultur, at vi er meget udadvendte. Jeg tror også, at på den danske lederuddannelse, er man meget gearet på kommunikation som en vigtig egenskab, når en leder uddannes. Mange vælger nok  bare ledelse fra, hvis de ikke har de evnerne, men er man en dygtig kommunikator vælger, man det nok også til. Man søger det nok mere, hvis man er en dygtig kommunikator.

Vi er et lille folkefærd i et lille land – og vi en stor bevidsthed udadtil. Vores størrelse tvinger os til at kigge ud ad, for det går ikke, at vi bliver i vores lille andedam. Derfor tror jeg, vi er gode til at danne vores netværk."

Hvad kan de danske ledere bliver bedre til?

"Jeg kan godt savne, at danske ledere er mere bevidste om deres ledelsesstil. Hvis jeg spørger en dansk leder, om hvad deres ledelsesstil er, ker det tit, at de ikke er helt sikre på den. Det skyldes to omstændigheder. Dels kan det være, at man ikke har gjort sig selv helt bevidst omkring det. Dels tror jeg også der er noget jantelov over det, der gør det lidt svært at sige, hvorfor man er en god leder.

Derudover kan netop udadvendthed blive for meget og ende med at gøre lederen konfliktsky. Det er jo ikke dårligt at være klar til at tage konflikter, men hvis man er bange for at ødelægge sit ry som charmerende, kan det godt blive svært."

Tina Brun – Director hos Unique Human Capital

Tina Brun. Foto: Torben Hansen

Om at være charmerende: "At danske ledere skulle være mere venlige og ambitiøse provokerer mig en smule.  Analysen siger selvfølgelig også kun, at de kan være det.

Jeg tror på undersøgelsen, der er baseret på 7000 ledere fra hele Norden. Jeg kender Hogan som et godt redskab. Og jeg synes, det er nogle rigtige betragtninger, de har, som skaber et interessant interkulturelt perspektiv.

Min oplevelse er, at de centrale og sydeuropæiske lande kigger mod Skandinavien og Danmark og lader sig inspirere af, hvordan vi bedriver ledelse og udvikling. Skandinavien er kendt for en helt anden stil, end de har i Tyskland. Jeg kan godt genkende, at den danske ledelsespraksis i høj grad er baseret på tillid, samarbejde og åbenhed – en mere ligefrem og involverende stil.

Men om vi er mere ambitiøse og venlige – det tror jeg ikke."

Hvad er det så vi er gode til?

"Det kendetegner dansk ledelse, at vi er målstyrede, fordi vi i Danmark har fin trackrecord på entrepreneurskab. Mange danske virksomheder er startet, fordi der er nogen, der har haft en god ide og er gået målrettet efter at få udviklet teknologien, produktet eller løsningen og få det ud at leve på de internationale markeder. Det kræver vedholdenhed og fokus.

Det tror jeg, vi er dygtige til. Og det kan også knyttes sammen med det at vide, hvordan man bruger netværk som et redskab.

Danmark er blevet et videnssamfund, der skal leve af vores faglighed, vores evne til at sætte viden i spil, altså vores innovationsevne. Det oplever jeg, at det danske erhvervsliv evner. Hvis du kombinerer det med evnen til at få de rigtige relationer i spil, når produktet er modent til det, kan vi også det."

Hvorfor er det sådan?

"Jeg tror blandt andet, at vores samfundsmodel og kultur medvirker til, at vi har lidt mere frihed og risikovillighed til iværksætteriet. Og så vil vi gerne se, at det virker. Det meningsskabende er nok vigtigt for os, som undersøgelsen også bemærker. Og så vil vi gerne se, at det virker, også selvom det udfordrer plejer.

Og så tror jeg også, at vi er så tilpas lille et land, at hvis man virkelig skal vokse i en forretning, så kan vi ikke kun være i Danmark.

Vi er meget afhængig af eksport. Og vi er meget afhængige af, at vi hele tiden udvikler vores videnssamfund og innovationsevne i Danmark. Det er en central del af vores konkurrenceevne, som vi skal udnytte sammen med og over for det globale samfund.

Vi skal række ud - og være orienteret mod at skabe relationer og netværk for at gå efter samarbejde."