Ny undersøgelse skubber til forestillingen om den gode leder. Morten Ballisager mener, det er værd at tage alvorligt
Arbejdspladsen

Ny undersøgelse skubber til forestillingen om den gode leder. Morten Ballisager mener, det er værd at tage alvorligt

Kvindelige ledere, ledere mellem 18-34 år og ledere, som er akademisk uddannet, er typisk gode ledere. Det mener danskerne ifølge en ny undersøgelse fra Konsulenthuset Ballisager. Men hvad er det, disse ledere er gode til? Og hvad kan vi lære af dem? Det har vi spurgt Morten Ballisager, direktør i konsulenthuset, om.

Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix.
2. juni 2022

Hvordan ser gode ledere anno 2022 ud?

Spørger man danskerne, er kvindelige ledere, ledere mellem 18-34 år og ledere, som er akademisk uddannet, typisk gode ledere. Det viser Konsulenthuset Ballisagers nye kandidatanalyse, som er lavet i samarbejde med analysehuset Voxmeter og baseret på svar fra 1500 repræsentativt udvalgte danskere.

Samtidig viser analysen, at mandlige ledere, ledere på 50 år eller derover og ledere, der ikke er akademisk uddannet, ifølge danskerne er svage ledere. Analysen er lavet på baggrund af en række spørgsmål om ledelse og køn, alder og uddannelse, som danskerne har besvaret.

”Det er virkelig et brud med nogle stereotyper. Jeg håber, det vil skubbe til forestillingen om, hvad en god leder er lavet af,” siger Morten Ballisager, der er ejer af og direktør for konsulenthuset, som er specialiseret i rekruttering og karriererådgivning og som løbende indsamler data om danskernes arbejdsliv.

”Typisk er en mandlig leder med erfaring forbundet med at være en god leder. Men du er ikke længere afhængig af at have erfaring for at være en god leder, og det er nok deri, der ligger en forandring,” siger han.

Hvis man hiver ledere ind, som var gode til ledelse i det paradigme, vi havde for 20 år siden, så kan man godt risikere at ramme skævt, fortæller han.

”Og hvis man rammer skævt med lederne, så risikerer man at skubbe medarbejderne væk, for hvis der er noget, medarbejderne forlader, så er det dårlig ledelse. Så det er værd at tage alvorligt,” siger han.

Ydmyghed, nysgerrighed og det hele menneske

Ifølge Morten Ballisager bringer kvindelige ledere, unge ledere og ledere med akademisk baggrund noget ind i ledelse, som stemmer godt overens med det moderne menneskes forventning til ledelse.

Hvad de bringer ind i ledelse – og hvad vi kan lære af dem – forklarer Morten Ballisager herunder.

"Det kan være godt at balancere det at have fået en magtposition med noget ydmyghed. Det kan de unge ledere finde ud af," siger Morten Ballisager. Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix.
"Det kan være godt at balancere det at have fået en magtposition med noget ydmyghed. Det kan de unge ledere finde ud af," siger Morten Ballisager. Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix.

Hvad kan være forklaringen på, at danskerne ser kvinder som gode ledere?

”Kvinder er gode til at se medarbejdere som hele mennesker, der er lavet af et følelsesliv og et professionelt liv - og det er nok det, vi kan se, bliver belønnet i denne undersøgelse. Det er mænd som ledere knapt så gode til.

Mænd kan godt blive lidt for professionelle i deres omgang med medarbejdere. Stort set alle vores tal viser, at mænd er mere all-in på arbejdet. Det betyder, at medarbejdere godt kan føle sig lidt overset på andre fronter af den mandlige leder. Og så er der måske også tendens til, at de mandlige ledere er en smule mere overbevist om, at de har et godt svar på mange ting.

Men vi skal huske på, at kvinder også har deres slagsider. De er mere styrende som ledere, hvor mænd giver mere slip. Så der er nogle forskellige ting, som trækker hver sin vej”. 

Hvad kan være forklaringen på, at danskerne ser 18-34-årige som gode ledere?

”Karsten Mellon, der er ledelsesrådgiver, taler om ydmyghed i ledelse. Han har en pointe i, at det kan være godt at balancere det at have fået en magtposition med noget ydmyghed. Det kan de unge ledere finde ud af. De har ikke så mange års erfaring, og deri kan der sidde noget ydmyghed og sårbarhed, som er attraktivt for den moderne medarbejder at blive mødt af.

De ældre ledere kan være for selvsikre - og de er opdraget i en tid, hvor det handlede om at have mange svar som leder. Det er ikke det, ledelse handler om i dag. I dag handler ledelse meget mere om facilitering, og om at sørge for at holdet forbliver nysgerrig”.

Hvad kan være forklaringen på, at danskerne ser akademikere som gode ledere?

”Som akademiker trænes man i at være nysgerrig. Man bliver opdraget til ikke at stille sig tilfreds med den viden, man har. Det kan være en attraktiv egenskab at have som leder, for nysgerrigheden eksisterer både i forhold til medarbejderes vinkler, perspektiver og idéer, ligesom den også kan skubbe til nogle selvforståelser i virksomheden,” siger Morten Ballisager.