Del 2: Hvad har ledelse i en krisesituation og et flystyrt til fælles? Èn vigtig ting, erfarede Allan
Tæt på beslutningen

Del 2: Hvad har ledelse i en krisesituation og et flystyrt til fælles? Èn vigtig ting, erfarede Allan

Over en nat ændrede nordjyske Allan Kirkeby Andreasens liv sig. Rusland invaderede Ukraine, og pludselig stod han som menneske og leder i en helt ny situation uden erfaring. I denne artikel fortæller han om at passe på sig selv for at være en god leder.

Foto: Caroline Bundgaard
18. maj 2022

Vigeur har fanget Allan Kirkeby Andreasen på et Teams-opkald direkte fra Ukraine. Han har indvilliget i at fortælle om sine erfaringer med at lede mennesker i krise. Fire onsdage i streg, bringer vi artikler om de erfaringer og tanker, han gjort de seneste uger.

’’Uge 12 – Mandag d. 16-05-2022: Efter 6 dage uden luftalarmer lød luftalarmen igen lige efter, at vi havde vundet Melodi Grand Prix natten til søndag. Missilerne havde igen kurs mod Lviv. De ramte uden for Lviv, og to blev skudt ned af vores luftforsvar over Lviv.

Det er nu 13 dage siden, at missiler sidst har slået ned indenfor bygrænsen i Lviv. Der har været mere roligt i denne uge, end vi havde frygtet. Selv 8. og 9. maj kom og gik uden nogle af de angreb, vi havde frygtet i Lviv.

Krigen er slet ikke er ovre, og der kæmpes hårde kampe andre steder i landet, hvor ukrainske soldater kæmper for både Ukraines og Europas frihed.

Brændstofsituation er ikke blevet meget bedre. Der er ikke meget at få. Vi har været heldige med at få noget benzin ved at følge, hvor der er benzin og så køre klokken fem om morgen, når udgangsforbuddet ophører.

Arbejdet er mere eller mindre blevet normaliseret igen. De fleste af mine medarbejdere kommer på kontoret hver dag, og vi har fået fire nye kunder under krigen.’’

Sådan skriver nordjyske Allan Kirkeby Andreasen i sin seneste opdatering på LinkedIn, hvor han ugentligt rapporterer om sin hverdag i den ukrainske by Lviv. Her bor han med konen Iryna og hunden Hugo.

Han er CEO i softwarevirksomheden A2 Software ApS, hvor han har 10 ukrainske medarbejdere, der næsten alle sammen er mænd i alderen 18-60 år, og derfor har forbud mod at forlade landet.

På få uger har Allan Kirkeby Andreasen lært at lede mennesker i krise. På den hårde måde.

Du kan læse første artikel her:

Min første prioritet var at få sovet om natten, man kan ikke være noget for sig selv eller andre, hvis man er i søvnunderskud. På det her tidspunkt sov jeg ikke om natten, men lå i stedet og læste nyheder og bekymrede mig om, hvad der skulle ske.

I denne artikel fortæller han om den vigtige indsigt, han fik, da det første chok over Ruslands invasion af Ukraine havde lagt sig. Den velkendte metafor med at sidde i et nedstyrtende fly, hvor man først tager sin egen iltmaske på, før man giver børnene deres på, blev pludselig meget konkret for Allan Kirkeby Andreasen.

Han opdagede nemlig vigtigheden i at være der for sig selv som menneske, for at være en god leder overfor sine medarbejdere.

Selvom du som leder – forhåbentligt – ikke ender i samme situation, så er der stor sandsynlighed for, at du på én eller anden måde skal lede dine medarbejdere i en krise. Det kan være en medarbejder, der har en personlig krise, eller en større personalegruppe, der oplever en krise. Det kan også være dig eller din virksomhed, der pludselig står i en krise.

Derfor håber vi på Vigeur, at du kan få noget ud af at høre om Allan Kirkeby Andreasens erfaringer og tanker.

De vigtige prioriteringer

Efter de første par dage følte Allan Kirkeby Andreasen egentlig, at han havde fået godt styr på situationen. Der var en god og nær kontakt til medarbejderne og til kunderne i Danmark.

Men for lidt søvn og følelsen af hele tiden at skulle være opdateret, begyndte alligevel at tære på kræfterne. Først slog han det hen, men til sidst bestemte han sig alligevel for at ringe til en krisepsykolog.

Allerede inden samtalen var startet, undskyldte han for sig selv. Han var flov over, at han nu tog tiden fra andre, der måske havde mere brug for hjælp end ham. Krisepsykologen stoppede ham.

’’Jeg tror aldrig, jeg har fået så meget voksen-skældud. Krisepsykologen var nødt til at råbe mig op og sætte mig på plads for at komme igennem mit panser, og få mig til at indse, at jeg havde brug for hjælp. På en stressskala fra 1-10 lå jeg på en 5er, og lige om lidt på 6er eller endnu værre, hvis jeg ikke gjorde noget ved det, sagde han.’’

Krisepsykologen fik Allan Kirkeby Andreasen til at lave nogle prioriteringer, der skulle give ham ro i hovedet, så han ikke brændte helt ud. Det var afgørende for ham.

’’Min første prioritet var at få sovet om natten, man kan ikke være noget for sig selv eller andre, hvis man er i søvnunderskud. På det her tidspunkt sov jeg ikke om natten, men lå i stedet og læste nyheder og bekymrede mig om, hvad der skulle ske.’’

’’Min anden prioritet var at lave regler for, hvornår jeg måtte læse nyheder. Jeg tog også kontakt til venner og familie, der velmenende sendte mig links til artikler, og bad dem stoppe med det. Jeg kunne ikke rumme at forholde mig til krigen hele tiden.’’

Han gav rådene videre til sine medarbejdere, der også begyndte at tænke over, hvor meget de fulgte med i nyhederne for at passe på dem selv.

For lidt søvn og følelsen af hele tiden at skulle være opdateret, begyndte alligevel at tære på kræfterne hos Allan Kirkeby Andreasen. Foto: Iryna Kirkeby Andreasen
For lidt søvn og følelsen af hele tiden at skulle være opdateret, begyndte alligevel at tære på kræfterne hos Allan Kirkeby Andreasen. Foto: Iryna Kirkeby Andreasen

Allan Kirkeby Andreasens tredje prioritet var at få styr på privatlivet.

’’Jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er, at man har styr på sit bagland, når man pludselig selv står i en krise, men samtidig skal være leder overfor sine medarbejdere, der også står i en krise. Min kone og jeg var tidligt i processen nødt til at sætte os, kigge hinanden i øjnene og tage en snak om, hvad der skulle ske; skulle vi på flugt? Hvad skulle vi pakke? Hvad skulle vi gøre, når luftalarmen gik i gang? Hvor lang tid havde vi mad til mennesker og hund?’’

Efter de lange og mange samtaler fik den danske familie besked om deres beslutning. Der skulle lige en ekstra dyb vejrtrækning til, før Allan Kirkeby Andreasen tog telefonen og ringede til sine forældre i Aalborg for at fortælle, at de havde tænkt sig at blive i et krigshærget land.

’’Det var vigtigt for mig, at de accepterede vores beslutning om at blive. Jeg forventede ikke, at de forstod det, men det gjorde de faktisk efter en lang samtale. De har været en stor støtte, og det har givet mig ro i hovedet at være afklaret omkring vores situation og beslutninger.’’

’’Det var virkelig godt for mig at få lavet de her prioriteringer. Hvis jeg hele tiden skal gå og tænke på andre, kan jeg ikke være der for mig selv og dermed mine medarbejdere. Jeg ville simpelthen brænde sammen, og det ville jo ikke være godt for nogen. Vi ved ikke hvor længe, vi skal være i den her krig, så vi må også forberede os på den lange bane.’’

Den næste historie, der udkommer onsdag, handler om, hvordan man som leder er der for virksomheden i en krisetid. Han kommer blandt andet ind på, hvordan han tackler sine kunder i en situation, hvor han ikke kender fremtiden.