Tendenser

Er “quiet firing” en ny tendens - eller bare dårlig ledelse? Antropolog Dennis Nørmark er ikke i tvivl

Oplever du en chef, der sulter dig for anerkendelse og vigtige opgaver? Så er det ikke sikkert, at der er tale om “quiet firing”. Der kan også være tale om noget helt andet - og meget mere subtilt, mener antropolog Dennis Nørmark.

Foto: Unsplash

“Quiet quitting” spredte sig på de sociale medier for et års tid siden - med en opfordring til kun at gøre præcis dét, man er ansat til. Altså ikke noget med at tjekke mails uden for arbejdstiden.

Siden er tendensen “quiet firing” dukket op. Her kører chefen dig ud på et sidespor og sulter dig - ikke bare for anerkendelse, penge og forfremmelse, men også for informationer og vigtige opgaver. Du holdes helt generelt uden for loopet.

Nogle siger, at “quiet firing” er arbejdsgiverens modtræk til “quiet quitting”. Men så enkelt ser antropolog Dennis Nørmark det ikke.

“Der er selvfølgelig ledere, der bevidst holder medarbejderen uden for fællesskabet - enten fordi lederen ikke kan håndtere den pågældende medarbejder, eller fordi han eller hun ikke performer godt nok,” siger Dennis Nørmark og tilføjer:

“Men i langt de fleste tilfælde er der snarere tale om dårlig ledelse.”

Foto: Privatfoto

Dennis Nørmark fortæller, at den dårlige ledelse eksempelvis kan udmønte sig i, at lederen ikke får givet feedback - eller rost sine medarbejdere. Han eller hun får heller ikke indkaldt til møder, der informerer så grundigt, at alle er opdaterede.

“Dårlige ledere kan finde på at mikrostyre - og på den måde suspendere medarbejderen som samtalepartner. Man mikrostyrer, når man helt specifikt fortæller, hvordan en opgave skal løses”, siger Dennis Nørmark og tilføjer:

“Helt slemt bliver det, når lederne holder den enkelte uden for fællesskabet.”

Ledelsesgerningen er ikke kun en belønning for at være dygtig til sit arbejde.
Dennis Nørmark, Antropolog

Der er masser af eksempler på, at ledere simpelthen ikke er kompetente nok, mener han.

“Rigtig mange ledere forstår ikke, at ledelsesopgaven faktisk godt kan være hård. Hvis man er en konfliktsky type, kan nødvendige samtaler med medarbejderne godt være en udfordring,” siger Dennis Nørmark og tilføjer:

“I de tilfælde kan lederne måske godt falde for fristelsen til bare at ignorere medarbejderen. Eller i værste fald gøre arbejdsdagen mere eller mindre utålelig for ham eller hende.”

Foto: Unsplash

Dennis Nørmark er af den opfattelse, at alt for mange ledere vælges til at bestride et job, som de egentlig ikke er klædt på til.

"Ledelsesgerningen er ikke kun en belønning for at være dygtig til sit arbejde. Man får også ekstra penge for det, og det er der en grund til. For det er ikke let at bedrive ledelse,” siger han.

Som leder må man leve med at være upopulær - og at blive betragtet som et dumt røvhul
Dennis Nørmark, Antropolog

Dét at fyre en medarbejder er det allersværeste, en leder kan komme ud for - og Dennis Nørmark har derfor forståelse for, at man kan vælge en mere subtil vej og holde medarbejdere uden for loopet - mere eller mindre bevidst.

“Der er altså ingen vej uden om. Som leder må man leve med at være upopulær - og at blive betragtet som et dumt røvhul,” siger han.

Men at “quiet firing” skal ses som et modtræk til “quiet quitting”, kan Dennis Nørmark ikke få øje på.

Foto: Unsplash

“Jeg synes egentlig bare, det lyder som noget, vi har anklaget dårlige chefer for at gøre i 100 år. Eller i hvert fald tilbage til dengang vi havde meget klassiske, gammeldags og uempatiske chefer,” siger han.

Én ting er dog, at der er sket noget med cheferne i løbet af de seneste år. Noget andet er, at der også er sket noget med medarbejderne, mener Dennis Nørmark.

Og den udvikling kan måske også stille lederne i et dårligere lys end tidligere. En ny generation af medarbejdere er nemlig kommet på arbejdsmarkedet - og de har helt andre behov end tidligere.

Foto: Unsplash

“Særligt unge mennesker efterspørger i høj grad feedback. Som leder skal man være enormt meget på bolden og fortælle dem alt muligt hele tiden. Og hvis deres chef ikke hele tiden vimser omkring dem og klør dem lidt på skuldrene, vil de måske opfatte det som et udtryk for, at de er ved at blive presset ud," siger Dennis Nørmark og tilføjer:

“Så jeg kan godt forestille mig, at der er nogen, der har høje forventninger til, hvad ledere skal kunne i dag.”

Så meget desto mere vigtigt er det at få forventningsafstemt forholdet mellem medarbejder og leder.

"Hvis man ikke får afstemt ordentligt, kan mange situationer opleves som “quiet firing” - uden overhovedet at være det.”