Vigeur har mødt Kasper Hjulmand: “Kun med et trygt miljø kan du tillade dig at stille store krav”

Han kunne egentlig have taget den på gefühlen.

Bare møde op, gennemføre en generisk træning og vide, at de nordjyske drenge har deres livs fodboldoplevelse, alene fordi landstræneren sætter fod på deres anlæg.

Men det er ikke sådan, Kasper Hjulmand arbejder.

Han er i Frederikshavn for at deltage i et velgørenhedsshow til fordel for KidsAid og indleder dagen med at træne to af byens U17-hold.

Forinden har han bedt om at få tilsendt drengenes navne, positioner og niveau, så han sammen med sin assistenttræner fra herrelandsholdet, Morten Wieghorst, kan sammensætte det bedst mulige program.

Trænerteamet går selv rundt og sætter kegler op på banen, da Vigeur møder Kasper Hjulmand.

Hør ham fortælle om landsholdet og ledelse – eller gå direkte videre i artiklen under videoen:

For Kasper Hjulmand er det afgørende at kende sine spillere og stab som mennesker og ikke alene deres kompetencer. Men hvorfor er det vigtigt i en organisation?

“Jeg tror på, at præstationer ligger på bagsiden af, hvem man er,” siger landstræneren, der selv er ekstremt familieorienteret uden for kridtstregerne.

Derfor er det ikke alene spillernes baggrund, som Kasper Hjulmand interesserer sig for. Skal han kunne lede hele truppen og staben med succes, er deres familier og følelsesliv lige så vigtige.

Og samme filosofi gælder den anden vej:

“Jeg tror ikke, der er en formel for, hvad rigtig ledelse er – men jeg tror, noget vigtigt i ledelse er, at man er sig selv.”

Man skal turde vise, hvem man er, og der skal være overensstemmelse mellem det, man siger, og det, man gør. Så er det underordnet, om du arbejder med fodbold eller spånplader, understreger landstræneren.

For ledelse handler om mennesker.

Når Kasper Hjulmand repræsenterer landsholdet, bliver superlativerne strøet med rund hånd i kommentarspor og den danske presse. Han er nærværende, oprigtig og noget nær legemliggørelsen af den gode leder.

Men man skal ikke tage fejl af landstræneren.

Han peger på utålmodighed som sin største svaghed og ved godt selv, at han presser folk omkring sig. Både spillerne, staben og de ledere, han selv refererer til.

“Jeg er ekstremt hård og ekstremt krævende,” siger han med ukarakteristisk bid i stemmen.

“Men med et trygt miljø og en grundlæggende kærlighed, så kan du netop tillade dig at stille store krav.”

Kasper Hjulmand har set for mange eksempler på, at de to ting ikke følges ad – både i erhvervslivet og på grønsværen – og derfor stiller han indimellem et simpelt spørgsmål til unge trænere:

Hvornår har du sidst fortalt dine spillere, at du holder af dem?

“For hvis de føler sig trygge og gode, som de er, så kan de sagtens holde til at høre, at noget er for dårligt. At det må de gøre anderledes. Men jeg håber, mine folk ved, at jeg gør det for det bedste. Og at uanset hvad, så holder jeg af dem.”

Og hvad er så det bedste? Hvad er meningen med det hele for Årets Leder i Danmark anno 2021?

Kasper Hjulmand har haft god tid til at tænke over det spørgsmål, siden han blev valgt som landstræner et helt år, før han skulle tiltræde posten.

“For to-tre år siden kunne vi ikke få folk i Parken, men vi har prøvet at arbejde strategisk med at være hele Danmarks hold. Hvorfor er vi her? Hvad er vores identitet? Og hvordan kommunikerer vi det bedst?”

For landsholdet og DBU handler det om børnene. Om at give tilbage og om, at Danmark skal være det bedste sted at være barn.

“Det er selve meningen med det,” siger Kasper Hjulmand.

“Og det tror jeg, man kan bruge i alle mulige sammenhænge i erhvervslivet. Hvorfor laver vi biler? Hvorfor laver vi spånplader? Hvorfor har vi en servicevirksomhed? Den tid er forbi, hvor det var nok at jagte bundlinjen. Men i det øjeblik vi krydser noget, som hjælper andre, så giver det mening – og det her følgeskab, som vi før har savnet.”

Holdet kan vinde eller tabe. Men for Kasper Hjulmand er det også succes at gøre det rigtige. Og lederen af de danske fodboldherrer stiller store krav til sig selv:

“Når jeg siger ja til et job, trækker jeg vejret ind, og først når jeg forlader det igen, puster jeg ud. Jeg er besat og bruger stort set al min vågne tid på at gøre, det bedste jeg kan.”

Men det er ikke uden omkostninger for landstræneren, der med tålmodig rutine stiller op til fotos med hver eneste fremmødte til dagens træning.

“Jeg har også haft problemer med at finde balancen med tre børn og en dejlig kone. Men når jeg er væk fra dem ligesom i dag, skal det netop også gøres ordentligt. Og når jeg kan se, at det gør noget godt for andre, så giver det mening for mig.”