Ledelsesnyt

Direktør stopper efter et halvt år: Her er ugens ledelsesnyt

Vigeur giver hver uge et overblik over udskiftningerne i bestyrelseslokaler og på direktionsgange hos de nordjyske virksomheder.

Det blev blot et halvt år i direktørstolen for Martin Grønning.  Arkivfoto: Lars Pauli

Energiselskab får ny mand i bestyrelsen

THY-MORS Energi A.M.B.A har skiftet ud i bestyrelsen.

Mogens Skovlund Bak er kommet ind i bestyrelsen. 

Thy-Mors Energi leverer el til husstande og virksomheder i lokalområdet. 

I 2024 leverede selskabet et overskud på 63,9 millioner kroner efter skat. 

Mediehus skifter ud i bestyrelsen 

Og nu en historie fra egen andedam. 

Det Nordjyske Mediehus A/S har skiftet ud i bestyrelsen. 

Daniel Rugholm er trådt ind i bestyrelsen. 

Han er tidligere medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti, ligesom han i en årrække har været direktør for politik og strategi i FN's Fødevareprogram. 

Han erstatter Rikke Mølgaard, der har siddet i bestyrelsen de seneste syv år. 

Det Nordjyske Mediehus driver en lang række medier, som blandt andet Nordjyske, Vigeur, Nordiske Medier, Ligeher.nu og Seriesport. 

I 2024 havde mediehuset et overskud på 15,9 millioner kroner efter skat. 

Sådan har vi gjort

Alle oplysninger stammer fra CVR-registret.

Der kan være forsinkelser, da der i nogle tilfælde kan gå tid, før oplysningerne bliver registreret i CVR.

Denne artikel tager afsæt i relevante rokader, der er registreret fra 1. juni til 6. juni 2025. 

Ny direktør før ejerskifte 

Aalborg Ishockey A/S har skiftet ud på direktørposten, inden et forstående ejerskifte.

Martin Grønning har fratrådt stillingen som administrerende direktør efter blot et halvt år i stillingen. 

Fra 1. juni tiltrådte Peter Lauritsen, der skal være fungerende direktør den kommende tid. Han har hidtil stået i spidsen for klubbens sociale initiativer og partnerskaber. 

Baggrunden for skiftet er, at ishockey-klubben er i gang med en kapitaludvidelse og dermed et nyt ejerskab af klubben, skriver klubben i en pressemeddelelse. 

Klubben håber, at ejerskiftet falder på plads hen over sommeren.

Ishockey-klubben har været økonomisk presset, siden skandalen med den forhenværende direktør Lars Laursen. 

For et år siden viste det sig, at han havde pyntet på regnskabet, hvilket havde gjort, at de økonomisk vanskeligheder var store. 

Siden har klubben flere gange bedt fans og kreditorer om penge. 

Skagen-virksomhed med ny direktør 

Mads Larsson er ny direktør hos L&N Supply Ships, der servicerer skibe. 

Han overtager rollen efter Rasmus Høj Larsen, der overgår til en ny rolle som CCO. 

Den nye direktør kommer fra en rolle som CEO for Werner Larsson.. 

L&N Supply Ships har 31 ansatte. 

I 2024 havde selskabet et overskud på 6,8 millioner kroner efter skat.