20 procent af direktørens tid er blevet brugt på ESG: Derfor er det en god investering
Det kan virke paradoksalt, at det der ligner et bureaukratisk benspænd kan blive en gevinst. Men sådan forholder det sig faktisk, når det gælder ESG-rapportering i følge Anders Kold, der er direktør hos Mekoprint.
Der vil i de kommende år blive investeret mange timer og kræfter på at opfylde ESG-kravene for danske virksomheder, og den omfangsrige og detaljerede bæredygtighedsrapportering har utvivlsomt givet panderynker på de fleste direktionsgange.
Det gjorde den også i første omgang hos Anders Kold, der er direktør hos Støvring-virksomheden Mekoprint.
- Mekoprint laver betjeningsløsninger og folier, metalskilte, metalkomponenter og færdige kabelsæt.
- Kunderne tæller blandt andet store virksomheder som Volvo, Grundfos og Danfoss.
- Omsætning i seneste regnskab var på 763 millioner kroner, hvilket er rekord for Mekoprint Holding A/S. Målet er at nå en omsætning på en milliard kroner i 2025.
"Det første jeg tænkte om ESG var: Hvad skal det gøre godt for? Hvad er værdiskabende i det?" Lyder det fra Anders Kold.
Udvalgt af Dansk Industri
I dag ser han dog med noget andre øjne på de meget omtalte krav.
Mekoprint er i gang med en større analyse af deres ESG-arbejde. De er den første af fem udvalgte ankervirksomheder i et projekt, som Dansk Industri og Industriens Fond står bag.
- De tre bogstaver ESG står for Environmental, Social and Governance. Den enkelte virksomhed eller landbrugsbedrift skal beskrive, hvordan den påvirker omverdenen på tre områder, miljø, sociale forhold - og når det gælder virksomhedsledelse.
- Her træder ESG i kraft:
- 2024: Store børsnoterede virksomheder med flere end 500 ansatte (de skal rapportere i 2025)
- 2025: Resterende store store virksomheder med flere end 250 og med en omsætning over 313 mio. kr og en balance højere end 156 millioner kroner (de skal rapportere i 2026)
- 2026: Små og mellemstore børsnoterede (bortset fra mikrovirksomheder), mindre og ikke-komplekse kreditinstitutter samt udvalgte forsikringsvirksomheder (rapportering i 2027)
- I Nordjylland er der 51 virksomheder med over 250 ansatte, heraf har 26 over 500 ansatte.
Arbejdet har overbevist Anders Kold om, at der kan høstes store fordele både internt og eksternt ved at arbejde fokuseret med ESG-bruttolisten, der indeholder mere end 1000 målepunkter.
- Vi kommer meget langt ved at tage stilling til, hvad der er væsentligt for os på den liste. Én ting er, hvad vi selv mener, og tror vi er gode til. Det kan forholde sig helt anderledes, når der måles på det. Det gør målepunkterne konkrete og faktuelle at arbejde med, og vi får rent ledelsesmæssigt en helt klar fornemmelse af, om vores arbejde er godt nok. Det gør os mere modne og effektive," vurderer Anders Kold.
Hjælper kunder
At kunne dokumentere sort på hvidt, at Mekoprint er en bæredygtig foregangsvirksomhed med styr på både sin egen og sine leverandørers produktion og forsyningskæde bliver også fremadrettet essentielt i forhold til kunder og konkurrenceevnen.
"I vores egen indsats for at blive mere bæredygtige, udvikler vi værktøjer, der hjælper vores kunder til at blive CO2-neutrale. Flere af dem arbejder med at udvikle og producere elektronikprodukter og kæmper med at gøre det på en grøn måde. Vi kan rådgive dem om, hvordan de højner niveauet af genanvendelse og træffer miljørigtige materialevalg," fortæller Anders Kold.
Han tilføjer, at Mekoprints eget mål om at blive CO2-neutrale til næste år vil blive suppleret med rådgivning om CO2-aftrykket på komponentniveau til virksomhedens kunder.
Små bidder og bred involvering
De fordele, der kan opnås gennem ESG-arbejdet kommer dog ikke bare dumpende af sig selv. Så hvis nogen tror, at der kan springes over, hvor gærdet er lavest, har de i følge Anders Kold fejlet, før de overhovedet er kommet i gang.
"I den her projektperiode har jeg brugt op mod 20 procent af min arbejdstid på ESG, og jo før man kommer i gang med det, jo bedre. Den nemmeste måde er at tage det i nogle bidder, og det kræver en bred involvering fra en gruppe af personer, hvor den øverste ledelse skal tage ansvaret. Ellers kommer det ikke til at hænge sammen med strategien og udviklingen af virksomheden," slutter Anders Kold.